tilbage Politik på strandene
"Den, som ved Rigsdagsvalget tager sig grundigt i agt for at kunne afgive sin stemme så hemmeligt som muligt, lader her sit politiske ståsted - bogstaveligt talt - blafre i luften gennem flaget, en offentlig bekendelse: Sort-rød-gylden eller sort-hvid-rød. De helt løsslupne, som føler sig aldeles tvangfri, vælger ubekymret "hagekorset"." Sådan skildrede en hollandsk journalist i sommeren 1928 strandene ved de tyske søbade og analyserede sig frem til: "For den republikansk sindede læge ved altid præcist, hvilke badesteder han har anbefalet til sine tysk-nationale patienter, og også læreren fra borgerskolen har forsigtigt fornemmet, hvor hans anderledes tænkende direktør tilbringer sine ferier, og her kan de altså - uden at blive slået over fingrene - stille deres politiske holdninger - i ordets bogstavelige forstand - til skue."
Politiseringen og radikaliseringen i Weimar-republikken havde for lang tid siden spredt sig til badestederne ved Nord- og Østersøen; på strandene udkæmpede man sine "Flaggenstreit" (flagkampe). I 1931 offentliggjorde avisen på Sild denne håbløse opfordring: "Badet er partipolitisk neutralt!" Her forsøgte man sig først uden flagforbud, men til sidst var det kun rigets, landenes og provinsernes flag, der måtte vises. Og endnu en gang blev der appelleret til fornuften i et læserbrev i Silds avis: "Denne sommer er alle glade, hvis de har deres værelse udlejet, og de spørger ikke efter race. Det er derfor ligegyldigt, hvem der lejer; om det er en jøde, hedning eller en kristen fra en hvilken som helst nation - hovedsagen er og bliver, at han har pengene og betaler den beskedent fremsatte regning!" Men det hjalp ikke. Strandenes "politiske neutralitet" gik tabt, og de blev en tumleplads for politiske lidenskaber. Allerede i sommeren 1930 udnyttede nationalsocialisterne badestedernes offentlige tilgængelighed og gjorde opmærksom på sig selv med en demonstration på Timmendorfer Strand og i Travemünde med feltråb som "Ned med republikken!" og "jøde krepér!"
Fra 1933 havde også badestederne politisk tilpasset sig den nye NS-stat. I maj 1939 - måneder efter novembernatten 1938, hvor progromen mod jøderne satte ind, og hvor brunskjorter også marcherede brølende i Wyk - blev Wyks jødiske børnehjem på Gmelinstrasse revet ned - som en brandruin og på Hamborgs jødiske menigheds regning. Også Westerland havde svar på "jøde-spørgsmålet": allerede i 1933 blev mange stamgæster fra den danske nabo-ø, Rømø, undgået, men badet var endnu ikke "jøderent", som det menneskeforagtende udtryk lød. Den nationalsocialistiske lokale gruppeleder gav i 1935 besked om, at man ville spolere opholdet for jøderne: "Jøder skal bade i Palæstina!" I 1936 blev Westerlands ejere af logi-huse og byens handlende opfordret til at opsætte skilte med påskrifter som "Jøder uønskede" eller "Tysk hus", og fra 1938 var der opholdsforbud for jødiske gæster på samtlige kursteder.
Se også:
