tilbage Westerland
"Westerland er ikke et modebad og bliver det (?) næppe heller". Sådan lød dommen fra journalisten og forfatteren Julius Rodenberg i 1859. Og han burde vide det, da han havde stort kendskab til de elegante engelske badesteder. Det var kun fire år tidligere, at Nordseebad Westerland havde åbnet for fremmede badegæster - en "gammel øde landsby", som det hed sig i et tilbageblik 50 år senere. I 1858 åbnede det første Westerlandshotel, Dünenhalle - antallet af badegæster lå på 263. I virkeligheden var der intet, der pegede på, at netop Westerland - med sine kun 110 huse - snart skulle overhale de ældre nordsøbade i Slesvig-Holsten - Wyk på Föhr og Büsum - og væsentligt bidrage til at gøre øen Sild til "Nordsøens perle" (reklameudtryk fra 1905) og "Dronning af Nordsøen" (reklame 1909).
Westerland, der indtil da havde været den fattigste landsby på øen, udviklede sig hastigt. I starten var badestedet et privatforetagende, men på grund af de umådeligt store investeringsbehov overtog sognet badevirksomheden og satsede på en modernisering. I 1893 blev der etableret elektrisk bolig- og gadebelysning, i 1897 det første telefonnet med kabler til fastlandet og i 1901 et vandværk og kloakanlæg. Dermed var betingelserne for "luksustilbud" som rindende vand, telefon og lys i logihusene opfyldt.
Kejsertidens modebad var en succes - tallene taler for sig selv: i 1895 kom der 10.000 kurgæster, i 1905 20.000, og i 1913 - men så igen først i 1937 - nåede man op på 30.000. Og man mødtes på "spadserevejen" langs badestranden. Det trak investorer til øen, som byggede strandhaller og logihuse; håndværk og handel kom i vækst. I 1907 var der på Westerland med næsten 2.500 indbyggere intet mindre end 15 bagerier, 3 slagtere, 3 fiskehandlere og 31 kolonial- og delikatesseforretninger. Westerland voksede og modtog derfor købstadsrettigheder i 1905. Den videre udvikling blev sikret af byrådet, hvis ti medlemmer uden undtagelse tjente på turismen som hotelejere, gæstgivere, bygningsentreprenører og bager.
Westerland nød særlig godt af turismens opsving efter 2. verdenskrig, men led også - som mange andre steder - under betydelige byggesynder, som kendetegnede masseturismens tidsalder. Så tidligt som i 1947 nåede man med 30.000 gæster igen tallet fra 1938. I 1960 transporterede de tyske statsbaner næsten 100.000 biler over Hindenburgdæmningen, og et år senere fremkom det første lejlighedskompleks i Bomhoffstraße. I 1964 blev havvands-svømmehallen - med egen bølgemaskine - indviet. I mellemtiden fik strandpromenaden en ny silhuet: den massivt ensformige kombination af et tretten-etagers højhus og to ti-etagers bygninger, der tilsammen omfattede 4 hoteller og 600 lejligheder. Det gigantiske projekt "Atlantis" skulle samle yderligere 700 lejligheder med 3.000 senge på 28 etager. Men dette tårnbyggeri faldt - efter protestaktioner og underskrifter fra to tredjedele af øboerne - på, at delstatsregeringerne til sidst ligefrem tog planlægningsmyndigheden fra byen.
I dag er Westerland ikke kun øens hovedstad, som forsyner øens beboere med serviceydelser og detailhandel; Westerland er også blevet et synonym for hele øen.
Se også:
