tilbage Øen Trischen
Øen Trischen ligger otte kilometer fra Friedrichskoog. Modsat de andre nordfrisiske øer med deres gestkerne fra istiden, er Trischen dannet under indflydelse af vinden og bølgerne. Siden øen første gang blev omtalt af søfarende i 1610, har dens placering og overflade været under konstant forandring. Hvor sandstranden neden for klitterne havde en bredde på 1.500 meter i 1884, så var den kun på 260 meter i 1921. I nutiden bevæger øen sig hvert år gennemsnitligt 30-35 meter mod øst.
Historien om menneskenes bosættelse på og udnyttelse af øen er forløbet yderst varieret. Indtil 1894 havde naturen toppet sandet op til en klitrække af 1.200 meters længde og op til 5 meters højde (over middelhøjvande). Ved ebbe blev der aflejret sedimenter i læ af denne klitrække, og der opstod et frugtbart marskland. For at udnytte dette land inddigede den preussiske stat i 1895 en sommerkog med et drikkested til dyrene. I 1897 blev der opført et stormflodssikkert 5,45 m højt ringdige og et lille beboelseshus. Imidlertid sandede store dele af græsningsarealerne til som følge af det store højvande i efteråret 1899. På den preussiske stats foranledning tilplantede arbejdere da et stort område med hjælme for at fastholde klitterne. I 1918 havde klitrækken allerede nået en længde på 3 km med en højde på helt op til 7 meter. Omfattende grøblingsarbejde (udgravning af parallelle grøfter og hævning af det mellemliggende vadestykke) fik marskfladen op på 90 hektar.
Menneskets udnyttelse af øen var præget af gentagne tilbageslag, men for søfuglene udviklede Trischen sig til et vigtigt yngle- og hvilested - øen var nemlig fri for rovdyr. Allerede i 1909 satte landråden for Sønderditmarsken, dr. Johannsen, således øen under beskyttelse. Fra 1911 blev øen overvåget af en fuglevagt udstyret med politimæssige beføjelser - tyveri af fugleæg blev straffet med bøder helt op til 250 Rigsmark. "Naturschutzverein Jordsand", der var stiftet i 1907, tog sig af øens fuglebestand.
I 1922 foretog den preussiske stat et nyt forsøg på at udnytte øen mere intensivt til landbrug. Planen om at beskytte øen med et sommerdige som et statsligt beskæftigelsesprojekt faldt imidlertid til jorden på grund af prisen, men i 1925 lykkedes det bygningsentreprenøren Jürgen Brandt at inddæmme en 78 hektar stor kog på privat initiativ. Han måtte dog allerede det samme år sælge sin ejendom tilbage til den preussiske stat på grund af den store økonomiske belastning.
Mellem 1926 og 1933 blev øen forpagtet af byen Altona. I denne periode herskede der et sandt leben: glade børnestemmer og en livlig byggeaktivitet forstyrrede øens hidtidige ro. I sommermånederne var bybørn indkvarteret i et sommerhus af træ - Villa Hedwig - under primitive forhold. Hamborgs skolemyndigheder havde faktisk allerede mellem 1919 og 1921 haft succes med at sende svagelige og underernærede bybørn til Trischen på rekreation. Byen udbyggede også øens infrastruktur, og der blev opført en ny anlægsplads for skibene og Ditmarskens største lade på 6.800 m³ Idyllen blev imidlertid kun af kortere varighed. I 1930 brød diget igen sammen, og byen lod forpagtningen ophøre i 1933. I 1936 indstillede staten den kystsikring, der var nødvendig for at bevare øen. Da diget brød sammen flere gange i foråret 1943, forlod den sidste forpagter øen med sin familie.
Siden 1950 har øen i det store hele været overladt til sig selv, bortset fra en fuglevagts opsyn. I dag ligger Trischen i den særligt beskyttede zone 1 i "Nationalparks Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer". Der er adgangsforbud hele året rundt for ikke at forstyrre fuglene i deres yngle- og fældetid. Den kun 200 hektar store ø er et vådområde af international betydning. Hvert forår gør 80.000-120.000 trækfugle rast på øen på deres vej til de nordlige yngleområder. Om efteråret fouragerer 150.000-330.000 trækfugle der og opbygger de nødvendige fedtreserver før trækket til de sydlige vinterkvarterer. Om sommeren yngler ca. 20 % af vadehavets kystfugle på øen Trischen.
Se også:
