tilbage Marstal
Svendborg og Marstal var i anden halvdel af 1800-tallet to meget store danske søfartsbyer. Det var selvstændige søfartssteder, men de varer og ruter som skibene fulgte, mindede meget om hinanden. Det samme gjorde sammensætningen af skibene, som hovedsageligt bestod af mellemstore sejlskibe.
Fra 1840´rne blev skibene fra det sydfynske område engageret i kornsejladsen fra Østersøen til England. Den anden vej havde de kul og forskellige råstoffer med. Nogle skibe fra Svendborg begyndte fra 1840´rne at sejle til Brasilien, hvor man primært hentede kaffe. Fragten til Sydamerika kom efterhånden mest til at bestå af korn eller af kul og jernvarer.
Hovedindtægten både i Marstal og Svendborg var dog sejladsen mellem Østersøen og Nordsøen frem til 1870´rne. Da begyndte sejladsen til Afrika og Sydamerika at få stigende betydning, fordi dampfragtskibene var ved at udkonkurrere sejlskibene i Europa. Fragtskibene fra Marstal og Svendborg var dog meget fleksible med hensyn til fragter og rejsemål, og det var afgørende for deres overlevelse.
Fra omkring år 1900 var sejladsen mellem Nordamerika og den Iberiske halvø afgørende for, at sejlskibene fra Svendborg og Marstal overlevede helt frem til Anden Verdenskrig. Der blev fragtet saltede og tørrede fisk fra New Foundland til Spanien og Portugal. Den modsatte vej blev der sejlet med salt. Til fragten var de mellemstore Marstal-skonnerter på omkring 100 tons velegnede, mens fx de store Fanø-skibe var uegnede til sejladsen.
