tilbage Fællesforfatningen/Helstatsforfatningen fra 1855.
Danmark indvilgede ved fredsslutningen efter Treårskrigen i, at helstaten skulle være tredelt, og at Slesvig ikke måtte lægges sammen med kongeriget. Det var mere usikkert, hvor meget regeringen havde lovet udlandet angående Slesvig-Holstens selvstændighed i forhold til Danmark.
I 1854 fik hvert Hertugdømme en særforfatning, uden at regeringen i København havde taget hensyn til stænderforsamlingernes ønsker. Året efter – i oktober 1855 – fik den danske regering gennemført en fællesforfatning – Helstatsforfatningen. Det skete igen uden at stænderforsamlingerne i hertugdømmerne blev involveret. Ifølge fællesforfatningen skulle der etableres et Rigsråd med 80 medlemmer; 20 medlemmer valgt af kongen, 30 valgt af den danske rigsdag og stænderforsamlingerne og 30 ved direkte valg. På den måde fik kongeriget en klar overrepræsentation i Rigsrådet.
Beslutningen om særforfatningerne og fællesforfatningen skabte stort røre, især i Holsten. Herfra bredte uroen sig til Det tyske Forbund. Preussen og Østrig klagede første gang i 1856 mod forfatningerne, som de mente var imod aftalerne fra 1851-52. Det tyske Forbund bestemte i 1858, at både særforfatningen og fællesforfatningen var ugyldige i Holsten. Det fik den danske konseilspræsident C.C. Hall til at suspendere fællesforfatningen i Holsten.
Selv om der var mindre uro i Slesvig, så blev også denne sag en varm politisk kartoffel i forhold til Preussen og Det tyske Forbund. Forfatningerne blev opfattet som skjult ejderpolitik, hvor målet var at få indlemmet Slesvig i kongeriget. Med Novemberforfatningen i 1863 for Danmark og Slesvig, som afløste fællesforfatningen, blev det da også til virkelighed. Da spillede regeringen ud med en indlemmelse af Slesvig, og det var den direkte årsag til angrebet på Danmark i 1864.
