tilbage Londonkonferencen og våbenhvilen 12. maj-25. juni
Den britiske udenrigsminister John Russell gik aktivt ind i konflikten mellem Danmark og Preussen-Østrig. Det lykkedes ham at samle krigens parter til våbenhvileforhandling fra den 25. april 1864 under den såkaldte Londonkonference. De øvrige deltagere var de samme, som havde underskrevet Londonaftalerne i 1851-52. Under konferencen stod Danmark meget svagt efter nederlaget ved Dybbøl og med næsten hele Slesvig og en del af Jylland besat af preussisk-østrigske tropper.
Der blev indgået en våbenhvile den 12. maj, som varede frem til den 25. juni. I den periode blev der forhandlet om en varig fred. Grundlaget var aftalerne fra 1851/52 om, at den danske konge regerede i Hertugdømmerne. Især fra østrigsk og russisk side ønskede man, at det fremover kun skulle være en personalunion, hvor Slesvig og Holsten ellers var selvstyrende. Det var ikke acceptabelt for Danmark.
Bismarck var heller ikke lun på ideen, og i stedet foreslog han at dele Slesvig. I det officielle udkast blev det foreslået, at grænsen skulle gå fra Tønder til Aabenraa. Underhånden blev det oplyst, at man ville acceptere en grænsedragning, der stort set svarer til den nuværende dansk-tyske grænse. Den danske regering ville kun være med til en deling, hvis der blev lagt en sydligere grænse ved Sli-Dannevirke. Som modsvar foreslog Bismark at lade en vejledende folkeafstemning være bestemmende for grænsen. Det kunne ingen andre acceptere.
I den sidste ende var det Danmark, som fejede ideen om en deling af Slesvig af bordet. Monrad-regeringen var tilsyneladende indstillet på at dele Slesvig for at opnå fred, men kongen var imod. Derefter løb våbenhvilen ud, og krigen fortsatte fra den 26. juni. På under en måned led Danmark et totalt nederlag, og de endelige fredsbetingelser blev skrevet på sejrherrernes betingelser.
