tilbage Frisisk udvandring
For ø- og kyst-friserne var fjerne lande ikke nødvendigvis det samme som fremmede lande. Som sømænd havde de været langt omkring, og som hjemmeboende vidste de besked fra søfolkenes fortællinger. Det var derfor ikke nogen fjern tanke at udvandre, når livsvilkårene blev utilfredsstillende derhjemme. Allerede i 1600-tallet valgte mange at rejse væk fra overbefolkning, stormfloder og fattigdom. Søfolkenes forbindelser til Nederlandene fik dem til at søge til nederlandske bosættelser i Ostindien eller Amerika, hvor New York - dengang Neu-Amsterdam - tiltrak mange frisere.
I 1800-tallet nåede udvandringen nye højder; nu også til Sydamerika, Sydafrika og Australien. De tidlige udvandringer var begrundet i dårlige økonomiske vilkår, men i anden halvdel af 1800-tallet fik de politiske forhold også betydning. Krigen i 1848-50 og danskernes efterfølgende sprogpolitik fik bemidlede bønder og håndværkere til at udvandre med deres familier. En ny bølge fulgte med indlemmelsen i Preussen og dermed en påtvungen 3-årig militærpligt. Nu rejste fortrinsvis yngre ubemidlede mænd og kvinder, der samtidigt håbede på at vinde rigdom i det fremmede. Hjemme gjorde en vanskelig beskæftigelsessituation det svært at tjene føden.
En ny udvandringsbølge i 1880rne omfattede igen mange frisere, og mange frisere havde oversøiske slægtninge. På den måde er det blevet sagt om befolkningen på øen Før, at New York lå dem nærmere end Hamborg.
