v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Protestmarchen mod Feldstraße © izrg

Over 5000 mennesker samledes på Eksercerpladsen i Viehburger-skoven i Kiel om aftenen den 3. november 1918. Foruden de oprørte matroser var der også mange civile blandt de protesterende. Befolkningen var blevet opmærksom på, at noget var anderledes, på grund af marineledelsens ?by-alarm?, der tidligt om eftermiddagen ville beordre matroserne tilbage til deres skibe. De fleste soldater havde imidlertid ignoreret alarmen - blandt andet fordi marineledelsen om morgenen havde ladet yderligere 57 marinesoldater ombord på skibet Markgraf arrestere.

Ifølge et øjenvidne krævede demonstranterne ?krigens afslutning, fred, frihed og brød?. Blandt talerne var arbejderen Hans Artelt fra Germania-værftet, der i sit indlæg var den første til at stille politiske krav, samt Gustav Garbe, formand for fagforeningen i Kiel. Han forsøgte at neddæmpe de tilstedeværende og foreslog at udskyde demonstrationen et par dage, så endnu flere af Kiels arbejdere kunne deltage. Men det nyttede ikke. Deltagerne fortsatte appellerne om at befri de fængslede kammerater, og et optog satte sig i bevægelse i retning mod bymidten.

Først drog demonstranterne til Waldwiese, som var indkvarteringssted for et marinekompagni, for at trække flere kammerater med sig. Der opsnappede de nogle geværer. Så marcherede optoget forbi Rondeel og Sophienblatt til banegården, hvor en kvinde under håndgemæng med en politipatrulje blev kørt over af en sporvogn og døde. Menneskemængden drog videre gennem Holstenstraße, over markedspladsen og gennem Dänische Straße til Brunswiker Straße med kurs mod arresthuset i Feldstraße. Ved 19-tiden stødte optoget på en politikæde i Karlstraße, men da de forreste demonstranter blev presset fremad af de bageste, blev politiets spærring rendt over ende. Kort efter gik optoget alligevel i stå: den unge reserveløjtnant Steinhäuser stillede sig med lidt over 30 soldater i vejen for demonstranterne. Guvernør Souchon havde samlet troppen af soldater fra Torpedo-divisionens uddannelseskompagni og bevæbnet dem, så snart han havde hørt om episoden ved Waldwiese. Ordren lød på at ?tilbagevise demonstranterne med alle midler? og ?uden yderligere hensyn at tage våbnene i brug?. Situationen udviklede sig, og der blev affyret skud. Menneskemængden, inklusiv Torpedo-divisionen, flygtede i alle retninger. Til sidst skilte brandvæsnet menneskemængden endegyldigt. Det sørgelige resultat af skyderiet mellem marineledelsens loyale enhed og demonstranterne blev syv dødsofre og 29 sårede.

Hvad der helt nøjagtigt skete under tumulterne, kan ikke længere opklares; de forskellige deltagere udtalte sig modstridende, hvilket blandt andet kan ses af to øjenvidners erindringer årtier senere. Det er således omstridt, hvem der afgav det første skud: kom det fra rækken af demonstranter eller fra en soldat, der enten var udisciplineret eller blot nervøs, som løjtnant Steinhäuser senere forklarede? Eller gav officeren til sidst selv ordren om at skyde mod demonstranterne, fordi hans enhed følte sig mere og mere trængt op i en krog?

På et krisemøde på marinestationen lidt efter kl. 23 kom militærpolitimesteren, bykommandanten og stabschefen, admiral Küsel, under guvernør Souchons ledelse frem til den vurdering, at de fortsat var ?herre(r) over situationen?. De skred ikke ind mod revolutionens anførere, men beordrede kun et almindeligt beredskab de følgende dage. Det var imidlertid en fejlbedømmelse, som skulle få langtrækkende konsekvenser...

Se også:

Wilhelm A. Souchon
Marsch der Matrosen

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
audio Audio
sourceKilder
quotesCitater
imageBiografier
lexiconLeksikon