tilbage Revolutionens pressedækning
For læserne af SPD?s dagblad, Schleswig-Holsteinischen Volks=Zeitung, afspejlede revolutionen sig i overskrifterne.
Den 1. november 1918 lød det på avisens forside: ?Hvornår går han af??, underforstået kejser Wilhelm II. Den 4. november - efter et skyderi med døde og sårede i Karlstraße - lød overskriften: ?Slut på rædslerne??, og lederen var en ?formaning til besindighed?. På dette tidspunkt ville avisen stadigt forhindre revolutionen: ?I går aftes hævede oprørets uhyre sit vilde slangehoved. Enheder af korporaler og aspiranter forsvarede med maskingeværer, geværer og revolvere fængslet i Feldstraße mod oprørske matroser, der ville befri deres kammerater. Skal denne selvdestruktion virkeligt blive enden på rædslerne efter alle disse rædsler uden ende? ... Det er det ulyksalige og tragiske ved den nuværende situation - det onde avler fortsat det onde.? Endvidere skrev den usikre avis ?De beklagelige hændelser i Kiel har foranlediget os til straks at sende en repræsentant til Berlin. Kammerat Kürbis har tidligt i dag forhandlet med regeringen. I aften vender han tilbage til Kiel, og så bliver der handlet.? SPD anmoder ?indtrængende om, at arbejderne bliver på deres arbejdspladser.? Dagen efter, den 5. november, var avisen så på de revolutionæres side: ?Flåden under den røde fane. Frihedens sejr.? Den 9. november lød overskriften: ?Revolutionens stormløb?, 11. november fejrede avisen ?Grundlæggelsen af den Tyske Folkerepublik?. I overensstemmelse med MSDP´s linie krævede avisen den 16. november ?den konstituerende nationalforsamling? og appellerede til læserne under gadekampene i Berlin den 13. januar 1919: ?For socialisme og demokrati! Mod terror og anarki!?
I det små viser Schleswig-Holsteinischen Volks=Zeitung os SPD?s vanskelige forhold til revolutionen: Oprørerne og SPD havde de samme mål, og det var SPD?s egne tilhængere, der demonstrerede i gaderne. Alligevel gjorde omvæltningen de socialdemokratiske politikere bange, men selv om de satsede på reformer frem for revolution, blev de overhalet af begivenhederne og placeret i rollerne som de ansvarlige ledere. I sidste ende var det dem selv, der i årtier havde talt for socialismens frembrud og troet på den - og alligevel orienterede de sig mod den borgerlige elite for at få dens anerkendelse.
