Modstand
En egentlig politisk modstand kunne vanskeligt udfolde sig under NS- regimets fremkomst og voldsherredømme. Den var - også i Slesvig-Holsten - en opgave for de få. De kom først og fremmest fra den nedkæmpede arbejderbevægelse og var overvejende kommunister, socialdemokrater eller fagforeningsfolk. Mens det kommunistiske modstandsarbejde sigtede mod at overtale og omvende masserne - under stor risiko og også forgæves - så koncentrerede den socialdemokratiske modstand sig om at holde sammen på det fælles miljø. Kun i undtagelsestilfælde fandt der et samarbejde sted mellem de venstreorienterede partier, der havde været indbyrdes fjender siden Weimar-republikken. Begge partier opbyggede udlandsorganisationer i København.
I grænseregionen bestod modstandsarbejdet især i at sluse flygtende emigranter til Skandinavien og at smugle illegale skrifter den modsatte vej ind i Tyskland. Omdrejningspunktet for denne grænsetrafik udgjordes af Eckernförde, Flensborg-Harrislee, Fehmarn, Kiel og Lübeck-Travemünde. Herbert Frahm alias Willy Brandt, Tysklands senere mest kendte emigrant, flygtede via Lübeck i starten af april 1933.
Frem til 1936/37 lykkedes det for Gestapo at slå den organiserede politiske modstand helt ned, og forbindelserne til det skandinaviske eksil blev afbrudt. Efterforskningsresultaterne blev opnået under "skærpede forhør", eller det lykkedes at "omvende" nogle af deltagerne og benytte dem som spioner. Igen og igen blev der imidlertid opbygget nye modstandsgrupper helt frem til 1945. Samlet set må den politiske modstand imidlertid vurderes som virkningsløs og delvist selvmorderisk: folkefællerne lod sig ikke påvirke mærkbart, og NS-styret blev ikke egentligt truet. Alligevel repræsenterede modstandsfolkene i deres tanke og handling et "andet Tyskland", hvorved deres handlinger fik stor symbolsk betydning for tyskernes historiske efterbearbejdning af NS-tiden.
I den sidste fase af NS-herredømmet begrænsede de tidligere medlemmer af arbejderpartierne i Slesvig-Holsten sig for det meste til forsigtigt at genoptage gamle kontakter med henblik på efterkrigstiden. Til gengæld var den begyndende modstand inden for grupper af udenlandske tvangsarbejdere bemærkelsesværdig. Efter, at Carl Schenk von Stauffenbergs attentat på Hitler den 20. juli 1944 og den borgerligt-militære modstand var slået fejl, forfulgte NS-regimet med deres "Aktion Uvejr" ikke alene de medskyldige, men alle, som de anså som modstandere. Dr. Julius Leber fra Lübeck hørte så sent som i januar 1945 til et af de sidste ofre for Folkedomstolen.
Inden for den protestantiske og katolske kirke var det også kun enkeltpersoner, der individuelt gjorde modstand på forskellig måde, som f.eks. de gejstlige fra Lübeck. Det kunne dreje sig om at uddele forbudte skrifter, hjælpe de forfulgte eller ligefrem planlægge politiske kup. Jehovas Vidner plejede også hemmelige kontakter i Slesvig-Holsten og uddelte deres forbudte flyveblade og skrifter, men forskningen er uenig om, hvorvidt dette netværk kan betegnes som en modstandsorganisation. NS-staten betragtede enhver af Jehovas Vidners aktiviteter som statsfjendtlige og forfulgte dem energisk.
Begrebet "dissens" fremhæver al afvigende adfærd, som af folkefællerne blev betragtes som "at stå udenfor" "kværulanteri" eller "ondsindethed" og som under krigen blev endeligt benævnt - også juridisk - som "skadeligt for folket". Dette begreb kunne henvise til mange slags handlinger, som det fremgår af de slesvig-holstenske SD-rapporter, politiundersøgelser og akter fra særdomstolen: vægring ved Hitler-hilsenen, brokkeri over politiske beslutninger, besudling af nationalsocialistiske symboler eller partiets spidser, hjælp til jøderne, aflytning af til fjendtlige sendere under krigen eller manglende overholdelse af forbuddet mod at sidde til bords med "fremmedarbejdere". Sådanne egensindigheder eller små vægringer viser en bred vifte af adfærdsformer, der hverken kan beskrives som tilpasning eller som modstand.
