De Danske Nazister
Nazismen fik aldrig særlig stor opbakning i Danmark. Der var ikke ret mange danskere, som meldte sig ind i et af nazist-partierne, og der var få nazistiske stemmer ved valgene til Rigsdagen. Alligevel er der en række interessante forhold vedrørende de danske nazister, som er værd at hefte sig ved.
Det er i sig selv interessant, at der var under 3 % af danskerne som stemte på de nazistiske partier, når Schleswig-Holstein var en nazistisk højborg i Tyskland. Et andet interessant forhold er, at Sønderjylland var det område i Danmark, hvor den nazistiske opbakning var klart størst. Endelig er det interessant, at Danmarks tre mest prominente nazister boede i den syddanske region.
Gennem årene har der været givet en række forklaringer på, hvorfor nazismen aldrig for alvor slog rod i Danmark. En vigtig grund er utvivlsomt, at landet blev forskånet for den økonomiske og sociale armod, der i perioder kendetegnende i Tyskland. Der var ingen alvorlige økonomiske kriser i 1920erne, og krisen i begyndelsen af 1930erne var ikke ret lang og ikke særlig dyb. Betingelserne for utilfredshed og radikalisme var derfor dårligere i Danmark end i andre lande.
En anden grund til den manglende opbakning skal formentlig søges i det faktum, at det danske demokrati i 1930erne var blevet udviklet gennem mange årtier. Arbejderne stemte på Socialdemokratiet, som siden slutningen af 1800-tallet havde bakket op bag parlamentarismen. Bønderne stemte hovedsageligt på de liberale partier Venstre eller Det Radikale Venstre, der også var stærke støtter af parlamentarismen. Desuden var både arbejdere og bønder nærmest blevet uddannet i demokrati i fagforeningerne, folkehøjskolen og andelsbevægelsen. På den måde havde nazisterne ringe mulighed for at kapre stemmer blandt disse to store befolkningsgrupper.
Endelig er det som en tredje grund til den svage nazistiske opbakning i Danmark blevet anført, at de nazistiske ledere var politiske tåber. Især lederen Frits Clausen er blevet beskyldt for snart sagt alt, herunder drukkenskab og forsøg på voldtægt. Denne forklaring lider af en række svagheder, idet Clausen faktisk formåede at få ganske stor opbakning på sin hjemegn og i hele Sønderjylland.
Frits Clausens engagement inden for DNSAP er da også en vigtig grund til, at nazismen stod forholdsvis stærkt i Sønderjylland. I visse sogne tæt på hans bopæl bakkede mellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen op bag det danske nazistparti i sidste halvdel af 1930erne. En anden grund var, at det sønderjyske landbrug blev hårdt ramt af den økonomiske krise i slutningen af 1920erne og begyndelsen af 1930erne. Det skabte stor utilfredshed, og var med til at kaste nogle på landet i armene på nazisterne.
Endelig skal DNSAP´s opbakning i Sønderjylland ses i forhold til, at det tyske mindretalsparti - Slesvigsk Parti - blev stærkt nazificeret og tæt forbundet med NSDAP-N (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordschleswig). Deres hovedkrav var at få flyttet grænsen, så Nordschleswig igen blev en del af Tyskland. Dermed opstod den absurde situation, at de to nazistpartier - DNSAP og NSDAP-N - blev hinandens værste modstandere. Frits Clausen og de danske nazister bekæmpede alle krav om grænserevision. Jens Møller og det tyske mindretal søgte omvendt løbende opbakning i Berlin og i Schleswig-Holstein til en grænseflytning.
Fyn var ikke mere nazistisk end det øvrige Danmark. Alligevel skal man tage i betragtning, at godsejer og hofjægermester Jørgen Sehested kom fra Fyn. Han var efter Clausen og Møller den nazist i Danmark, der rangerede højst. Sehested havde ingen folkelig opbakning, men var frygtet fordi han havde kontakter til ledelsen af det nazistiske regime. Han arbejdede flere gange i det skjulte for at få fjernet den danske regering og indsat en nazistisk-ledet regering i stedet.
Samlet kan det dog konstateres, at nazismen i Danmark havde en meget beskeden folkelig opbakning. Det gælder også i Sønderjylland. Der var også meget beskeden opbakning i Berlin både til de ledende danske nazister og til ledelsen af det tyske mindretal i Sønderjylland. Det var i en større sammenhæng mere vigtigt, at forholdene til i Danmark var præget af ro. Kun derved kunne man sikre stabilitet og leverancer til Tyskland af fødevarer.
