v i m u . i n f o
Deutsche version

Krigens afslutning © izrg

En massiv stigning i volden prægede de sidste måneder af NS-styret, der i Slesvig-Holsten fandt sin afslutning i maj 1945 - sammen med afslutningen på 2. verdenskrig.

2. verdenskrig var militært afgjort, da de vestallierede gik i land i Normandiet i sommeren 1944, og da Sovjets røde hær tilintetgjorde Tysklands centrale hærafdeling. Der opstod en øst-vest knibtangsmanøvre, der til sidst lukkede sig i nord. Den tragiske flugt fra de tyske østområder tog fart, mens den tyske værnemagt kæmpede videre, opildnet af Adolf Hitlers ordrer om at holde ud og ødelægge de tyske anlæg af værdi for fjenden og ofte kommanderet igennem af aktører, der ikke mente at have mere at tabe. Hitlers befaling fra den 15. april 1945 lød på "fuldstændigt udtømning af de samlede krigskræfter". Efter Hitlers selvmord den 30. april 1945 satsede hans efterfølger, storadmiral Dönitz, på at vinde tid: først gennem et militært forsvar, hvor dels regulære tropper og opsplittede enheder, der befandt sig rundt om i provinsen, og dels Folkestormen skulle slå de sidste slag. Senere forsøgte han med delkapitulationer at skaffe sig tid til evakueringer, hvor den røde hær gjorde sine fremstød.

På den måde var betingelserne til stede for, at slutkampen - med de tab, den måtte indebære - ville komme til at stå i nord. De allierede tropper måtte gå ud fra, at Slesvig-Holsten ville blive indædt forsvaret. Ikke mindst af den grund intensiverede de deres bombeangreb,, der stadigt kostede mange menneskeliv. Fra den 22. april 1945 opholdt Dönitz sig sammen med andre medlemmer af Rigsregeringen i området Plön/ Eutin og fra 2. maj i Flensborg. Englænderne lå ud for Lauenburg på den sydlige side af Elben og ventede forgæves på signal om en fredelig tysk overgivelse. I betragtning af den røde hærs hurtige fremmarch valgte de - af strategiske grunde, nemlig for selv at få adgang til Østersøen - at tage kampen om Lauenburg den 29. april 1945. Dette sidste tyske opbud af forbitret - men militært komplet meningsløs - modstand kostede flere end 1.000 døde - britiske og tyske soldater, såvel som civile.

Hvis man ser bort fra de sidste luftangreb, forløb den egentlige besættelse af Slesvig-Holsten med relativt små tab. Lübeck, Oldesloe og andre byer overgav sig den 2. maj uden kamp, dagen efter erklærede Kiel sig for en "åben by", og det samme gjorde Flensborg den 4. maj. Også Neumünster, Oldenburg og Plön blev "åbne byer", og i Rendsburg afstod forsvarerne fra den strategiske sprængning af de to broer over kanalen. Andre steder sejrede de udholdende kræfter - det kom til enkelte militære træfninger med de britiske tropper, eller ledende NS´ere holdt kortvarigt fast i deres embeder.

Efter den tyske værnemagts delkapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark den 5. maj underskrev generalløjtnant Alfred Jodl den 7. maj Tysklands totale betingelsesløse kapitulation. Det skete i Reims i hovedkvarteret for de vestallieredes øverstkommanderende, Dwight Eisenhower. I de første minutter af den 9. maj gentog generalfeltmarskal Wilhelm Keitel den samme procedure over for den røde hær i Berlin- Karlshorst. Den 8. maj 1945 kl. 23.00 var krigen slut på europæisk grund.

Dönitz' rigsregering arbejdede dog videre ind til den 23. maj 1945 i "særområdet" Flensborg-Mürvik - en to gange syv km lang stribe jord langs Flensborg Fjord. Indtil deres arrestation - under et større medieopbud - beskæftigede de sig med urealistiske fremtidsplaner og debatter. NS-spidser som Heinrich Himmler, Alfred Rosenberg, Erich Koch eller Rudolf Höß, hele Gestapo-afdelinger og talrige andre NS-folk udnyttede tiden til - ved hjælp af falske identitetskort fra værnemagten - at skaffe sig en ny identitet, som kunne hjælpe dem på flugt. Det var først den 5. juni 1945, at det Tredje Rige formelt faldt med de fire allieredes overtagelse af den samlede magt.

I distriktet og provinsen Slesvig-Holsten var NS-styrets sidste måneder præget af en massiv stigning i voldsudøvelsen. Det viste sig i lejrene, på dødsmarcherne, gennem massehenrettelser og en skærpelse af strafferetten, i forfølgelsen af modstanderne som f.eks. "Aktion Uvejr", med NS- funktionærernes egenrådige straffeaktioner og i den militære justits over for soldater på faneflugt - den sidste fortsatte endda efter krigens afslutning. Det Tredje Rige gik under i både vold og kaos, og folks bekymring over opløsningen af styret og folkefællesskabet var derfor næppe berettiget. Ikke desto mindre stod flertallet af befolkningen bag deres Fører gennem hele "den totale krig" - uanset enkelte beretninger om en anspændt eller pessimistisk stemning. Afvigelser og modstand hørte også i NS-styrets slutfase til de sjældne undtagelser.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Krig og besættelse
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
metainfoBelletristik
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier