v i m u . i n f o
Deutsche version

Opgøret med fortiden © izrg

"Slesvig-Holsten slår fast, at der aldrig har eksisteret en nationalsocialisme i Tyskland." Den svære omgang med NS-fortiden.

Da NS-styret faldt, stod et spørgsmål tilbage: hvordan skulle man forholde sig til denne fase i tysk historie? Efterkrigstiden måtte også anvendes til en bearbejdelse af fortiden, hvad man senere sammenfattede i det tyske lidt uhåndterlige begreb: Vergangenheitsbewältigung.

2. verdenskrigs allierede sejrherrer havde som fælles mål en bredt anlagt "politisk udrensning" og en strafferetslig forfølgelse af de nationalsocialistiske forbrydelser, dels for at forhindre et farligt Tyskland i at genopstå og dels for at sikre en udsoning. Man planlagde dels en strafferetslig behandling og en udrensning af det nationalsocialistiske tankegods og belastede medarbejdere i stat, samfund og økonomi og dels en godtgørelse for tab og krænkelser. Den britiske besættelsesmagt i Slesvig- Holsten erklærede en denazificering og en genopdragelse som sine helt overordnede mål. Genopdragelsen skulle nås gennem demokratiske strukturer, en selvstændig presse og et reformeret uddannelsessystem.

Rent forebyggende internerede briterne i begyndelsen - ud over krigsfangerne - også mange af NS-statens officielle repræsentanter - f.eks. alle højere embedsmænd inden for politiet og Gestapo, NSDAP-funktionærerne, alle landråder og mange ledende kræfter inden for statsforvaltningen. Det foregik i "Civil Internment Camp No. 1" i Neumünster-Gadeland. De internerede også formodede krigsforbrydere, som f.eks. det tidligere kz- personale. I efteråret 1945 var der interneret ca. 10.000, heraf omkring 500 kvinder. Hver tredje af disse "civile internerede" i den britiske zone var imidlertid atter på fri fod allerede i sommeren 1946.

Den strafferetlige behandling var i de første efterkrigsår forvirrende og underkastet stadige forandringer. Krigsforbryderprocessen i Nürnberg omfattede kun en ekstrem lille NS-elite, mens de øvrige retssager foregik ved allierede - og i stigende omfang også tyske - domstole. En resultatopgørelse over det tyske retsvæsen i Slesvig-Holsten viser dette: indtil slutningen af 1964 efterforskede det slesvig-holstenske retsvæsen flere end 830 sager mod over 1900 personer - retssagerne mod flere end 1100 personer var blevet indstillet på grund af manglende beviser, overskridelse af forældelsesfristen eller lovene om straffrihed, mens 520 personer fortsat blev efterforsket. Ganske vist havde de slesvig-holstenske domstole afgjort sagerne mod mindst 230 anklagede frem til 1964, men de 110 var endt med frifindelse.

Heller ikke den politiske udrensning gik som planlagt. Umiddelbart efter krigens afslutning havde besætterne foranlediget mange afskedigelser i den offentlige tjeneste, f.eks. måtte hver fjerde lærer fratræde. Men så begyndte den gigantisk anlagte denazificering. I alt denazificerede man i en masse-retssag 406.500 personer. 99,4 % af disse kunne allerede før 1951 se tilbage på retssagen som fuldstændigt frifundne eller blot pålagt mindre pengebøder. Efter dannelsen af den borgerlige regeringskoalition af BHE, CDU, FDP og DP i 1950 udsatte Landdagen straks den videre udrensning, og i marts 1951 fulgte - efter hidsige debatter - "Loven til afslutning af denazificeringen" (Gesetz zur Beendigung der Entnazifizierung). Slesvig- Holsten sidestillede dermed helt automatisk de tilbageværende "mindre belastede" og "medløbere" med de "frifundne", hvorved alle sanktioner faldt bort.

Fra 1950 foregik der en naturlig og selvbevidst personalemæssig tilbagespolingsproces. Talrige offentligt ansatte, der først var blevet afskediget, blev nu genansat. Det havde også sine økonomiske årsager, idet de via en artikel i Forbundsrepublikkens forfatning havde krav på genansættelse eller forbedrede pensionsordninger. Inden for politiet, i skolerne og de højere læreanstalter såvel som i forvaltningen - overalt så man det samme fænomen: genindsættelse og genoptagelse af de afbrudte karrierer. Imidlertid skabte en række usædvanlige integrationstilbud, pensionsafgørelser og juridiske fejlskøn så megen opmærksomhed og medieinteresse ud over hele Forbundsrepublikken, at ministerpræsident Kai- Uwe von Hassel fandt det nødvendigt at retfærdiggøre sig selv i en regeringserklæring i 1961.

"Bearbejdelsen af fortiden" indebar også et forsøg på at godtgøre NS- periodens uret og lidelser i form af tilbagebetalinger eller erstatninger for skader på liv, frihed, sundhed eller erhvervsmæssige karrierer i det omfang, de kunne føres tilbage til en racemæssig, national, religiøs eller politisk forfølgelse under NS-tiden. Udbetalingerne forudsatte dog en trangssituation.

Diese Geschichte erscheint in folgenden Themen:
Historiekultur
Krig og besættelse
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFallbeispiele
multimediaMultimedia
photosAbbildungen
metainfoBelletristik
quotesZitat
metainfoKommentar der Autoren
imageBiografien