v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Stoltenberg-Steffen-æraen © izrg

"Stoltenberg-Steffen-æraen" i 1970'rne: fokus på den slesvig-holstenske delstatspolitik.

Efter en lang periode med kristendemokraterne ved regeringsmagten i Slesvig- Holsten var det politiske klima i 1970´rne præget af spidskandidaterne for de to store folkepartier, nemlig Gerhard Stoltenberg fra CDU og Joachim Steffen fra SPD. 1970´rne fulgte et årti med den "store koalition" på landsplan og den "udenomsparlamentariske opposition" (APO). I begyndelsen herskede der en sand reformiver under Willy Brandts SDP/FDP koalitionsregering i årene 1969 til 1974. Efterfølgende bredte der sig under kansler Helmut Schmidt (SPD) nærmere en følelse af politisk nøgternhed. Perioden var på den ene side præget af optimistiske forestillinger om en mere retfærdig, bedre og forandret fremtid, og på den anden side af de borgerlige og konservatives kamp for at bevare det bestående. På den ene side kæmpede Joachim Steffen - "røde Jochen" - som ordfører for et venstreorienteret SPD, og på den anden side den "kolde snaps fra nord", Stoltenberg fra CDU. Det var en tid, der især var præget af konflikter omkring delstaternes uddannelsespolitik.

Landsdagsvalget i 1971 kan betegnes som et højdepunkt i perioden med Stoltenberg og Steffen. Den usædvanligt skarpe valgkamp samlede sig som aldrig før om de to personer. Det med spænding forventede valg faldt imidlertid entydigt ud: Stoltenbergs CDU opnåede med 51,9 % sit hidtil bedste resultat og et forspring på 11 % ned til SPD.

Under Stoltenbergs første regeringsperiode vedtog Landdagen "Loven om landskabspleje", som for første gang sikrede en beskyttelse af naturen. "Loven mod radikale" (Radikalenerlass) fra 1972 var omstridt. Det var en aftale mellem delstaternes ministerpræsidenter og forbundskansler Brandt om at undersøge alle ansatte i offentlig tjeneste for at afdække, om de skulle være medlem af en ekstremistisk organisation, eller om de med sikkerhed anerkendte den frie demokratiske styreform.

Et kommende personskifte i såvel regering som opposition kunne på dette tidspunkt anes forude. I maj 1973 rykkede den 29-årige Uwe Barschel ind i rollen som gruppeformand i CDU. Oppositionslederen Steffen erklærede efter en ulykke i 1973, at han ville træde tilbage som gruppeformand, og i 1975 at han ikke ville genopstille som spidskandidat. Trods den helbredsmæssige svækkelse lod han sig alligevel genvælge som delstatsformand for sit parti endnu en gang. I foråret 1973 valgte SPD-gruppen den 32-årige Klaus Matthiesen som oppositionsleder.

Ved valget til Landdagen i 1975 var Matthiesen SPD's kandidat til posten som ministerpræsident, men det lykkedes for Stoltenberg at forsvare CDU´s absolutte flertal med 50,5 % af stemmerne, mens SPD fik 40,1 %. Regeringen sad altså fortsat med kun én stemmes flertal i denne valgperiode, som var præget af to store stridsemner: uddannelsespolitikken og atomkraftværket Brokdorf. I 1976 udstedte delstatsregeringen en byggetilladelse til atomkraftværket Brokdorf, men atomkraftsmodstanderne ydede en forbitret og delvis voldelig modstand. Delstatens SPD indtog også en afvisende holdning - så længe man ikke havde afklaret spørgsmålet om atomaffaldet, burde man ikke påbegynde byggeriet. Forvaltningsdomstolene gav skeptikerne ret og udstedte et foreløbigt byggestop for Brokdorf.

Ved valget til Landdagen i 1979 faldt CDU´s vælgertilslutning til 48,3 %, og SPD opnåede 41,7 %. CDU beholdt deres flertal på én stemme i parlamentet - oppositionen manglede stadigt det sidste afgørende mandat. Valgperioden aktualiserede endnu engang de kendte konflikter, men nu blev de afgjort - Brokdorf blev bygget og endelig taget i brug i 1986. Debatten omkring heldagsskolerne blev ganske enkelt erklæret afsluttet i december 1981 af kultur- og undervisningsminister Bendixen (CDU). Forsøgene havde vist, at det tredelte skolesystem var overlegent og viste de bedste indlæringsresultater.

Personspørgsmålene indvarslede nu slutningen på 1970´rne i Slesvig-Holsten. Joachim Steffen havde endegyldigt forladt SPD i november 1979. Hans efterfølger Klaus Matthiesen blev ganske vist på sin post som oppositionens leder, men ønskede ikke at genopstille en tredje gang. I 1983 blev det forbundsregeringens undervisningsminister, Björn Engholm, der opstillede som spidskandidat for SPD i Slesvig-Holsten. Da Helmut Kohl blev forbundskansler i oktober 1982, hentede han Gerhard Stoltenberg til Bonn som finansminister. Samme måned blev Uwe Barschel valgt til ministerpræsident af Landdagen i Slesvig-Holsten. Fra 1982 hed modstanderne dermed Barschel og Engholm - en ny æra. Men Stoltenberg og Steffen gjorde stadigt deres indflydelse gældende. Stoltenberg forblev delstatsleder for CDU, og Steffen arbejdede videre indirekte, idet han havde præget en hel generation af socialdemokrater.

Diese Geschichte erscheint in folgenden Themen:
Politik i regionen
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFallbeispiele
multimediaMultimedia
photosAbbildungen
audio Audio
imageBiografien