v i m u . i n f o
Deutsche version

Industriarbejdere © sdu

Under industrialiseringen voksede antallet af arbejdere i byerne voldsomt. Deres arbejdsforhold var ofte meget dårlige, og deres boliger normalt kolde og usunde. Først efter år 1900 blev forholdene for alvor bedre.

Fra midten af 1800-tallet til udbruddet af Første Verdenskrig voksede byerne kraftigt. Det skyldtes mest, at unge fra landet flyttede til byerne for at arbejde på de nye fabrikker. Det var blandt de dårligst stillede grupper - i arbejderfamilierne - at befolkningsvæksten var størst. Det var med til at øge den sociale ulighed i byerne.

Der var meget stor forskel på de forhold, som arbejderne i byerne måtte leve under. Det hang i høj grad sammen med den type af industri, som de arbejdede inden for. Det hang også sammen med, hvor de boede. Alligevel er der nogle fælles træk på tværs af fagområder og af den geografiske placering.

Det er kendetegnende, at det først var omkring eller lige efter år 1900, at arbejderne for alvor begyndte at blive organiseret i fagforeninger. Inden det tidspunkt var de spredt. Arbejderne risikerede at miste jobbet, hvis de gjorde oprør mod de betingelser som de skulle arbejde under. I Slesvig-Holsten kom der i disse årtier mange indvandrere - især fra det øvrige Tyskland - og de var med til at øge arbejdsudbudet. Arbejdsgiverne havde derfor let ved at finde erstatning for en besværlig arbejder.

Gennem mange årtier betød det, at arbejdsforholdene inden for industrien var dårlige. Der var ingen eller ubetydelig beskyttelseslovgivning. Det gjaldt også i Slesvig-Holsten, selv om Bismarck i løbet af 1880'rne gennemførte en sociallovgivning, der var meget moderne for samtiden. Derfor var arbejdet var ofte farligt, arbejdstiden var lang og lønnen kunne dårligt forsørge en familie med et par børn.

Omkring år 1900 arbejdede de fleste industriarbejdere 10-12 timer i døgnet. De startede ved 5-6-tiden om morgenen, og gik først hjem ved 18-19 tiden. Normalt var der en ½ times pause om formiddagen, 1 times frokostpause og igen en pause på ½ time om eftermiddagen. Der var dog forskel mellem de forskellige industrityper. For eksempel var arbejdstiden på jernstøberiet Carlshütte ved Rendsborg kun omkring ti timer, fordi pauserne var længere. Det hang sammen det hårde arbejde, så arbejderne måtte have mere hvile.

Søndagsarbejde var også almindeligt. I Danmark forbød Helligdagsloven fra 1891, at industriarbejdere arbejdede om søndagen, men loven blev omgået på forskellige måder. Derfor var det først en del år senere, at søndagsarbejdet var forsvundet. Ferie var et ukendt fænomen for de fleste industriarbejdere. Fra 1890'rne havde enkelte arbejdere enkelte fridage, men først fra 1920'rne havde arbejderne ret til nogle få dages betalt ferie.

Overalt i Europa faldt dødeligheden meget kraftigt fra midten af 1800-tallet. Det hang sammen med mange ting men især bedre ernæring, bedre hygiejne og bedre lægevidenskab. Alligevel blev dødeligheden blandt mænd i de industrialiserede byer ved med at være høj. Mændenes dødelighed var i 1890'rne mere end 50 % højere i København end på landet i Danmark. Kvindernes dødelighed var "kun" godt 20 % højere. Det var der flere grunde til. Arbejdet på fabrikkerne var både farligt og usundt sammenlignet med arbejdet på landet. Samtidig betød industriarbejdernes forholdsvis lave indtjening, at de fik dårligere kost end den man fik på landet - også blandt landarbejderne. Endelig var mange arbejderboliger i byerne både fugtige og kolde. Samlet betød det at arbejderbefolkningen i de hastigt voksende industribyer var mere udsat for sygdom og ulykker, end landbefolkningen var.

Det lykkedes efterhånden den socialdemokratiske fagbevægelse at få organiseret en stor del at industriarbejderne. Både i Slesvig-Holsten og i Danmark blev der fra 1880'rne oprettet fagforbund nationalt og lokalt. Selv om arbejdsgiverne og myndighederne søgte at hindre det, så fik fagforbundene løbende større tilslutning. Det var uden tvivl med til at bedre industriarbejderne vilkår. Der kan spores en gradvis bedring af deres kår i årene op til udbruddet af Første Verdenskrig. Det var dog først senere i det 20. århundrede, at industriarbejdernes sociale vilkår for alvor blev bedre.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Modernisering og tradition
Industrialisering
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer

imageBiografier
sourceKilder
bibliographyLitteratur