v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Flygtninge i Slesvig-Holsten © izrg

Flygtninge og fordrevne var en iøjnefaldende følge af krigen - den slesvig-holstenske befolkning voksede med 69 % mellem 1939 og 1946.

Flygtningene og de fordrevne var en iøjnefaldende følge af krigen. Hvor der i maj 1939 boede knap 1,6 millioner mennesker i Slesvig-Holsten, så var der mere end 2,7 millioner i 1946. Foruden de 1.484.863 "indfødte" blev der optalt 1.222.258 flygtninge. Befolkningen var vokset med 69 %; de nyankomne udgjorde 45 % af hele befolkningen, for hver fire "indfødte" var der tre "tilflyttere". Byerne kunne ikke modtage så mange mennesker, så landområderne [mere] bar den største byrde. I 1950 boede der flere flygtninge end indfødte i regionerne Eckernförde, Eutin, Lauenburg, Segeberg, Steinburg og Stormarn.

Allerede i 1943 havde man evakueret omkring 200.000 mennesker fra de bombetruede storbyer i Slesvig-Holsten og Hamborg til landområderne. Mange af dem kunne ikke bare vende tilbage, da krigen var slut - i 1951 ventede 85.000 stadigt. Det store flertal af tilflyttere var imidlertid dem, der i krigens sidste måneder var flygtet til Slesvig-Holsten og Danmark fra østområderne og Sovjetunionens fremtrængende Røde Hær. Den tyske flåde havde evakueret mange af de omringede i Kurland, Østpreussen og Danzig til slesvig-holstenske og danske havne, i hvert fald i det omfang, der var plads på skibene, for våbentransporterne havde fortsat første prioritet. Omkring 300 indsatte skibe gik tabt som følge af de allieredes modforanstaltninger. Den vel nok værste katastrofe skete den 30. januar 1945, da skibet "Wilhelm Gustloff" blev ramt af en sovjetisk torpedo og sank med formodentligt 8.000 mennesker ombord - færre end 1.000 overlevede. Den 16. april 1945 ramtes "Goya", og denne gang døde knap 6.000.

Oven i flygtningene kom de "hjemstavnsfordrevne", som i første omgang var blevet tilbage i deres hjemland i øst. I 1946 flyttede den aftalte "Aktion Schwalbe" 215.000 tyskere fra polsk besatte områder til Slesvig-Holsten. Derudover kom yderligere 150.000 mennesker til provinsen inden for rammerne af projektet "Influx" - en aftalt befolkningsudveksling mellem den britiske og russiske besættelseszone.

Mange flygtninge og fordrevne kom til deres nye "hjem" med traumer. De havde måttet udholde langt mere end tabet af ejendom, arbejde og hjem - de, der havde været i hænderne på Den Røde Hær, havde ofte oplevet vold, voldtægter og drab. De sovjetiske soldaters forbrydelser kunne opfattes som hævnaktioner efter hundreder af kilometers kørsel gennem russiske egne, der var nedbrændt af tyskerne, men de var alligevel forbrydelser. To millioner overlevede ikke volden og flugtens strabadser. I alt tolv millioner tyskere ankom til én af de fire besættelseszoner - hver tiende af dem til det lille Slesvig-Holsten.

De nyankomne "fremmede" stødte på fordomme og afvisning i det nye værtsland. I de anviste kvarterer levede de sammen med deres ufrivillige værter på meget lidt plads. Talrige flygtninge og fordrevne måtte i årevis leve i lejre, hvis tranghed og isolation virkede endnu mere trykkende. I slutningen af 1948 boede 184.000 tilflyttere stadigt i såkaldte nødkvarterer i Slesvig-Holsten. Den nationalsocialistiske Rigsarbejdstjenestes tidligere lejre, tvangsarbejderlejrene eller særskilt opførte masseindkvarteringer - ofte med de velkendte Nissenhytter - tjente som "Kriegsfolgenhilfelager". I 1950 registrerede man 728 af disse lejre med knap 130.000 beboere - i 1955 var der stadigvæk 513 lejre med 68.000 indkvarterede. Jo længere de "fremmede" boede i nødkvartererne, desto mere vedvarende følte de sig udelukket og forfordelt.

Der var ikke nogen anden delstat i efterkrigens Tyskland, der oplevede bare tilnærmelsesvis så mange tilflyttere som Slesvig-Holsten. Alligevel mislykkedes alle delstatsregeringens forsøg på at træffe aftaler med andre delstater om en omfordeling på grund af disses uvilje. Det var først med Forbundsrepublikkens grundlæggelse og et centralt politisk pres, at der i 1950 kom gang i udflytningen - de berørtes private engagement fremskyndede de statsligt organiserede aktiviteter. I alt 427.000 tilflyttere forlod Slesvig-Holsten frem til 1960. Men mange blev der permanent. I 1969 kunne en tredjedel af alle slesvig-holstenere henføres til de tidligere fordrevne og flygtninge. Selv om drømmen om at vende tilbage til den oprindelige hjemegn havde været plejet i årtier, viste den sig at være urealistisk - tabet af hjemstavnen var endeligt. Flygtningenes økonomiske og sociale integration blev på det tidspunkt opfattet som endeligt - og vellykket - afsluttet.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Migrationer
Politik i regionen
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
lexiconLeksikon