v i m u . i n f o
Deutsche version

Den nazistiske tid © izrg

Emil Nolde opførte sig selvmodsigende under nationalsocialismen.

Emil Nolde regnes for én af de vigtigste malere i det 20. århundrede. Men nationalsocialisterne betegnede hans kunst som "entartet" (degenereret) og gav ham maleforbud. Kunstneren selv havde et modsætningsfuldt forhold til nationalsocialismen.

Maleren fra den slesvig-holstenske vestkyst så i begyndelsen af 1930´erne på fremtiden med store forhåbninger. På dette tidspunkt kunne han endda forvente at blive kronet som den førende repræsentant for en " neuen deutschen Kunst". Nolde vidste nemlig, at Rigets propagandaminister, Joseph Goebbels, holdt meget af den moderne kunst og især satte pris på den slesvig-holstenske maler, også selv om NSDAP´s chefideolog Alfred Rosenberg kæmpede mod alle former for moderne kunst. På dette tidspunkt kunne Nolde med rette formode, at ekspressionismen var forenelig med den nationalsocialistiske ideologi på kulturområdet . Men "der Führer", Adolf Hitler, gjorde efter 1934 ingen hemmelighed af, at han ikke var tilhænger af den ekspressionistiske kunst, og derved afgjorde han personligt den såkaldte "ekspressionismestrid". Han sørgede for, at Nolde i offentligheden blev betegnet som "volksfremder" (fremmed for folket) og "entartet" (degenereret) kunstner.

I juni 1937 begyndte man så at fjerne den såkaldte "entartete" kunst fra de tyske museer. Omkring 19.500 værker blev ofre for denne aktion, og 1.052 af Emil Noldes arbejder blev beslaglagt. Dermed var han den hårdest ramte kunstner. I vandreudstillingen "Entartete Kunst", som åbnede i München sommeren 1937, hang hans billeder i centrum.

Nolde opfattede disse nationalsocialistiske aktioner som en trussel mod hans kunstneriske livsværk. Maleren forstod ikke længere verden. Han forsvarede sig med breve, hvori han igen og igen gjorde opmærksom på, at fordømmelsen af ham var en misforståelse. I 1941 blev kunstneren dog ramt endnu hårdere: nationalsocialisterne gav ham maleforbud. Nolde trak sig tilbage til sit nordfrisiske Seebüll og malede sine "umalede billeder".

Disse forhold viser den ene side af maleren Emil Nolde under nationalsocialismen. De tegner billedet af en kunstner, der i NS-tiden blev gjort til offer for den nationalsocialistiske kultur-ideologi.

Men der findes også en anden side af Emil Nolde og nationalsocialismen. På den tid, hvor den ekspressionistiske kunst blev stadigt mere fordømt i offentligheden, trådte han ind i "Nationalsozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschleswigs" (NSAN), som i 1935 blev konverteret til "Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei Nordschleswigs" (NSDAPN). Talrige kilder viser, at maleren var en nordisk tænkende nationalist, der følte sig som "forkæmper for tyskheden". I Noldes selvbiografi findes mange antisemitiske udtalelser, hvor det ikke bare drejer som om en tilpasning til den almindelige tidsånd. Nolde følte sig knyttet til det nationalsocialistiske tankegods.

Malerens selvmodsigende adfærd afspejler sig i hans billeder og skriftlige udtalelser. Kunstnerisk fulgte Nolde uforstyrret sin egen linie under hele NS-tiden. Fra maleforbuddet og frem til krigens slutning skabte han foruden 1300 små akvareller også femten oliemalerier. I sin biografi, sine breve og i "Worten am Rande" var Nolde ikke så entydig. I de første gav han ofte udtryk for sin overensstemmelse med den nationalsocialistiske ideologi, hvorimod han i "Worten am Rande" udtalte sig overraskende kritisk om nationalsocialisterne. Det hænger formentlig sammen med, at Nolde skrev "Worten am Rande", efter han var pålagt sit maleforbud. Her talte en resigneret og trodsig Nolde, som viste sin skuffelse over nationalsocialisternes manglende anerkendelse.

Efter 2. verdenskrig satte Nolde sig selv i scene som offer. Han beskrev sig selv som en verdensfjern og politisk naiv kunstner. Men det er utroværdigt. Kunstneren havde allerede før nationalsocialismens æra berejst den halve verden og viste også ved folkeafstemningen i grænseområdet sin politiske forståelse. Her besluttede han sig efter lange overvejelser for ikke at stemme, fordi han nok følte sig som tysker, men ikke ville stemme imod sin danske kones fædreland. Efter den nye grænsedragning tog han bevidst mod det danske statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.

Nolde kan betegnes som et ufrivilligt offer for den nationalsocialistiske kulturpolitik, fordi han under nationalsocialismen ikke kun ville forsvare sin egen kunstneriske position, men også havde ønsket at være toneangivende i udformningen af kunsten i det Tredje Rige.

Diese Geschichte erscheint in folgenden Themen:
Emil Nolde
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFallbeispiele
sourceQuellen
photosAbbildungen
multimediaMultimedia
quotesZitat
imageBiografien
lexiconLexikon
bibliographyLiteratur