v i m u . i n f o
Deutsche version

Erindringssteder © sdu

Når vidner i en retssag skal beskrive en forbrydelse, falder det ofte meget forskelligt ud. Når nationer skal fortolke historiske episoder, kan det blive lige så forskelligt. For det er nu engang fristende at pynte lidt på sin egen rolle. I 1800-tallets nationsopbygning var det måske ligefrem en nødvendighed?

En kirkegård er et sted, hvor man mindes sine afdøde slægtninge og venner. Uanset om der er sat en sten over de afdøde, eller de ligger i anonyme grave, er kirkegården stedet, hvor man kan fokusere på minderne. Man kan begræde sine tab, men også tænke over, hvad de døde gav videre til eftertiden. Det kan både dreje sig om gode og dårlige minder.

På samme måde kan mennesker i større grupper vælge at sætte et monument over begivenheder eller mennesker, som har haft betydning for deres liv, og som de derfor ønsker at bevare i den fælles erindring. For eksempel blev der i 1928 afsløret en mindesten i udkanten af Odense. Den var sat over P. V. Elmholt, der som redaktør havde gjort det lokale Fyns Venstreblad til et landskendt morgenblad. Begivenheden var et tilløbsstykke, og man havde endda fået den forhenværende statsminister Zahle til at holde tale. Men 32 år senere lå stenen i vejen for et byggeri og blev fjernet. Den kom til at ligge bag kommunekontoret med inskriptionen nedad og kun et tilfælde bragte den til ære og værdighed igen ni år senere.

Et monument er altså ingen garanti for, at en erindring bringes videre til nye generationer. Hvis et minde skal bevares for eftertiden, må det symbolisere et budskab, der også har betydning for nye slægtled. Ellers bliver det uvedkommende for dem, der aldrig har oplevet de pågældende personer eller begivenheder.

Historikere bruger begrebet "erindringssteder" om både konkrete og abstrakte "steder", der har en vigtig plads i den fælles nationale erindring. Det kan dreje sig om bestemte lokaliteter, om begivenheder, personer, myter, mindesmærker og symboler af forskellig art. Erindringsstederne opstår, fordi nogen har gjort en indsats for at fastholde et bestemt minde. Men samtidigt har de også besluttet, hvad der er vigtigt - og ikke så vigtigt - at huske. Derfor bliver erindringsstederne ofte genstand for diskussioner om, hvordan historien skal fortolkes. Hvad er det for en fælles national selvforståelse, man bør bringe videre til nye generationer gennem nationens erindringssteder? Hvad skal mindet om Slaget ved Dybbøl i 1864 for eksempel fortælle danskerne? Om soldaternes fædrelandskærlighed og opofrelse eller om politisk uansvarlighed? Og hvad skal det fortælle tyskerne? Om soldaternes fædrelandskærlighed eller måske om ledernes kynisme?

Mange af de erindringssteder, vi kender i dag, har deres oprindelse i nationalstaternes barndom. Da man i 1800-tallet skulle opbygge nye stater, var det vigtigt at skabe en fælles folkelig identitet. Den kollektive erindring - historien - var en vigtig ingrediens, og det gjaldt om at skabe nogle fikspunkter, der både kunne symbolisere folkeligt sammenhold og samtidigt afgrænse folket i forhold til andre nationer.

Slesvig-Holsten fik stor betydning for både den danske og den tyske nationsopbygning. De tilbagevendende konflikter mellem dansk- og tyskorienterede skabte en mængde erindringssteder, som stadigt er vigtige for dansk og tysk selvforståelse. Men som også udsættes for debatter om indhold og fortolkning. Debatten bliver ikke mindre interessant af, at mange af erindringsstederne er fælles for danskere og tyskere. Men har forskellig betydning for de respektive nationale identiteter.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Historiekultur
Sprog og traditioner
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer

lexiconLeksikon
quotesCitater
bibliographyLitteratur