v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Tøj og mode - før og nu © sdu

Egnsdragterne stammer fra en tid, hvor alle gik ens klædt, og hvor moden ikke var fremtrædende endnu! Eller hvordan var det nu, det var?

I dag forbinder man vel først og fremmest egnsdragter med museumsbesøg, folkedans og turiststedernes postkort og souvenirs. Dragterne kan ses som et levn fra en tid, hvor mode var et fremmedord, og hvor generationer efter generationer klædte sig ens. Ganske vist med mindre forskelle fra egn til egn. Men sådan var det nu ikke.

For moden påvirkede også klædedragterne før i tiden. Når de velhavende - inspireret af udenlandske modetendenser - førte sig frem i det sidste nye look, smittede det af på almuen. Man tog de nye ideer til sig, som man bedst kunne, og gradvist ændrede klædedragterne stil. Men der var forskelle fra egn til egn. De lokale skrædderes og sypigers talenter - og de forhåndenværende materialer - satte deres præg på dragterne.

Forandringerne gik hurtigst i nærheden af storbyerne, hvor man lettest kunne følge elitens sidste nye tøjstil. Det betød, at der på et givent tidspunkt ville være forskelle på klædedragterne fra egn til egn, men det betød ikke, at hver egn havde en traditionel dragt, som aldrig ændrede sig. Der var i øvrigt også forskelle inden for den samme egn. Der har været dragter til hverdag og til fest. Ung og gammel har klædt sig forskelligt, ligesom der har været forskel på rig og fattig.

Når det nu ikke var sådan, at hver egn havde sin helt egen uforanderlige tøjstil, hvordan opstod så begrebet egnsdragt? Forklaringen skal findes i nationalromantikken, der i 1800-tallet satte gang i en jagt på det nationalt særegne i et forsøg på at definere hver enkelt nation. Man opdyrkede nationens stolte fortid, der blev skrevet nationalhymner, og kunstmalerne tog fat på at beskrive de nationale landskaber. Og så var der den folkelige kultur, der for kunstnerne stod som noget af det mest oprindelige og uforanderlige, man kunne tænke sig. Derfor blev almuens liv - og altså også dens tøj - fremstillet af tidens kunstnere.

På den måde fremstillede danskeren F. C. Lund i tiden fra 1851 til 1861 en række billeder af historiske dragter fra Slesvig, Fyn, Falster og Jylland. Dragterne måtte "hentes op af Bedstemoders Dragkiste" og var altså allerede på det tidspunkt forældede. Som øjebliksbilleder fra forskellige perioder var de naturligt nok forskellige. Men samtiden tolkede forskellene som egnsbestemte, og så var egnsdragterne blevet et begreb.

Forestillingen om egnsdragterne slog an i befolkningen og blev yderlige cementeret den følgende tid. Både kunstmalere og fotografer havde et udbud af "folkelige" dragtstykker hængende, så deres portrætter kunne tilføjes et national element. Museerne indsamlede gamle dragter og lod dem udstille som noget typisk, selv om de bevarede dragter jo netop var gemt, fordi de havde været noget særligt. Det var jo det fine stadstøj, som ikke var blevet slidt af dagligt brug, og som man ikke havde kunnet nænne at kassere. Også folkedanserforeninger og folkehøjskoler valgte at dyrke disse symboler på en fælles fortid.

Selv om en historisk traditionel egnsdragt overvejende er en konstruktion, har den stadigt betydning. Nogle steder iklæder man sig stadigt egnsdragten ved særlige lejligheder for dermed at bekræfte det sociale fællesskab. Det ses for eksempel på Föhr. Anvendelsen af lokale dragter kan også bidrage til at markedsføre en egn i turistmæssig sammenhæng. Det kan blandt andet ses på Fanø, når man om sommeren afholder fannikedage, hvor fanødragterne bæres offentligt. Her bliver dragterne et slags garantimærke for et oprindeligt og "uforfalsket" miljø. Kvindedragten fra Fanø - og enkelte andre steder - er i øvrigt speciel, idet dens særlige træk har været gennemgående over så lang tid, at vi her faktisk godt kan tale om en egnsdragt.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Sprog og traditioner
Friserne
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer


videoVideo
quotesCitater
bibliographyLitteratur