På besøg i Slesvig-Holsten
H. C. Andersen besøgte ofte hertugdømmerne. Det skete normalt i forbindelse med, at han var på en af sine mange udlandsrejser. Han havde adskillige venner i Slesvig-Holsten som han flyttede ind hos i nogle dage eller i flere uger af gangen. Efter afslutningen af Treårskrigen var han kun på gennemrejse i hertugdømmerne, uden egentlige ophold.
Hans besøg af hertugdømmerne var bogstaveligt talt på første klasse. Han var rigtig glad for, at der allerede i efteråret 1844 blev anlagt en jernbane fra Kiel til Altona. Det gjorde hans rejser hurtigere og mere bekvemme. Det var også den absolutte elite i området, som inviterede ham til at bo hos sig. Livet igennem boede H. C. Andersen på en lang række herregårde over hele helstaten, og den danske adel nærmest flokkedes om at huse ham. Det gjaldt også i Slesvig-Holsten.
I Holsten besøgte H.C. Andersen flere gange slottet Breitenburg ved Itzehoe. Første gang i begyndelsen af november 1840 og sidste gang var i september 1844. Han besøgte sin ven, grev Andreas Conrad Rantzau, der også var en af forfatterens økonomiske støtter. Rantzau-slægten havde siden 1500-tallet holdt til på Breitenburg, samtidig med at den ejede mange slotte i kongeriget. Den var således også en vigtig del af den danske adel. A. C. Rantzau var også minister i den enevældige danske konges regering, og en af rigets vigtigste politikere. Han var som andre adelige holstenske godsejere fra Ridderskabet tysk – sprogligt og kulturelt – men han bakkede fuldt op bag danske helstat og den danske konge.
Venskabet til A.C. Rantzau var godt og H.C. Andersen holdt meget af at opholde sig på Breitenburg. Han solede sig i den opmærksomhed han fik af grevens familie og venner, og han nød at læse op af sine eventyr og digte. Han holdt også af at vandre i naturen omkring slottet og i marskegnene. Opholdene emmer af, at han ladede op og fik ny inspiration til at skrive. Det var samtidig en god kontakt at have. Det var da også grev Rantzaus, der banede vejen for at Andersen i 1844 besøgte kongefamilien på Föhr.
Der hersker ingen tvivl om, at H.C. Andersen støttede kongemagten og helstaten. Han var også meget kritisk over for den sociale nød, men ud fra en opfattelse af, at adel og borgerskab skulle tage sig af de fattige og svage. Han havde et konservativt patriarkalsk syn på opbygningen af samfundet. Omvendt var han i den grad bidt af fremskridtstanken, og han regnede den tekniske udvikling som et ”Aandens Storværk”. Derfor var han imod gammeldags synspunkter, når han mødte dem; ”Her i Holsteen, i Marsklandene ere Alle mod Jernbanerne, disse ødelægge deres Jorder og de kunne ikke selv have nytte af dem”. Den holdning argumenterede han kraftigt imod i salonen på Breitenburg.
Efter A. C. Rantzaus død i 1845 kom H.C. Andersen ikke længere på Breitenburg. Han kom faktisk heller ikke på andre herregårde i hertugdømmerne, bortset fra et par besøg på Gråsten Slot. I stedet opholdt han sig mere i byerne Kiel og Altona. Særligt besøgte han ofte sin mangeårige ven og kollega, Carsten Hauch, der i perioden 1846-1848 var professor ved Universitetet i Kiel. Han var også ofte hos sin forlægger i Altona på sine ud- og hjemrejser.
En vigtig grund til, at H.C. Andersen stort set kun rejste gennem hertugdømmerne i de sidste par årtier af sit liv, var den nationale konflikt. Gennem 1830´erne og 1840´erne opbyggede han en række venskaber i hele Europa, og især i Tyskland. Selv om han regnede Danmark som sit fædreland, så var han i udpræget grad kosmopolit. Han tilhørte et europæisk netværk af forfattere, kunstnere, komponister, filosoffer etc., som ikke følte sig særligt nationalt bundet. Konflikten i hertugdømmerne kom ham derfor meget på tværs, fordi han blev tvunget til at tage national stilling, selv om han ikke ønskede det. Han valgte tage stilling på dansk side, og han udgav i 1850 den meget nationale sang ”Danmark, mit fædreland”, der i dag for mange er en slags uofficiel nationalsang. På den måde lykkedes det ham at overbevise sine venner og kontakter i Danmark om, at han var på dansk side i konflikten. Til gengæld belastede konflikten forholdet til mange af hans venner i hertugdømmerne og i Tyskland.
