v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Regionen i den nationale historie © sdu

Historie, videnskab og nationalstaternes berettigelse hang dammen i det 19. århundrede. Forskellige danske og tyske historikere havde stor betydning for den nationale konflikt i Slesvig op gennem århundredet.

Den moderne faghistorie blev grundlagt i løbet af 1800-tallet. Det havde udgangspunkt på forskellige tyske universiteter, og spredte sig derfra til resten af Europa. Blandt andet til Danmark.

Med professionaliseringen af faghistorien blev der lagt vægt på videnskabelighed. Historien skulle baseres på en indgående granskning af de skriftlige kildetekster, og historikeren skulle sætte sig ind i baggrunden for de handlinger som mennesker i fortiden havde foretaget. Han skulle altså forstå fortiden på dets egne præmisser. Man mente, at det var muligt på videnskabelig vis at finde frem til sandheden om fortiden. At man kunne skrive den sande historie.

I Tyskland såvel som i resten af Europa – herunder Danmark – blev historikerne spændt for den nationale vogn op gennem 1800-tallet. De blev i vid udstrækning brugt til at videnskabeliggøre de nye nationalstaters historie. Det var altså hovedsageligt politisk historie, der blev skrevet. Og med den underliggende agenda, at det var den statskonstituerende historie, der skulle skrives.

I det dansk-tyske grænseområde kom universiteterne til at spille en vigtig rolle i den nationale strid. Fra begyndelsen af 1800-tallet var det især juridiske og historiske tolkninger af det såkaldte Ribebrev fra 1460, der var i det centrale tema. Det blev efterhånden knyttet sammen med augustenborgernes arvekrav til hertugdømmerne. Fra både dansk og slesvig-holstensk side blev der lavet lærde udredninger, hvor konklusionerne interessant nok passede med de nationale interesser.

Professor i Kiel, Friederich Christoph Dahlmann, var den første, der i årene før 1820 for alvor søgte at bruge videnskabelige argumenter for, at Slesvig-Holsten hørte sammen. Han blev støttet i sine argumenter af juraprofessor i Kiel, Niels Nicolaus Falck. Deres opfattelser udgjorde i mange år slesvig-holstenernes videnskabelige argumenter imod den danske helstat. Den dansksindede juraprofessor i Kiel, Chriatian Paulsen, gik i 1832 i rette med deres opfattelse, og argumenterede i stedet for Slesvigs samhørighed med Danmark.

Også den meget betydende tyske historiker, Johann Gustav Droysen, der i perioden 1840-1851 var professor i Kiel, var engageret i den tysk-nationale sag i Slesvig-Holsten. I værket Geschichte der preußischen Politik var han senere med til at legitimere Bismarcks politik og Tysklands samling. En anden meget anerkendt tysk historiker, Theodor Mommsen, var også engageret i den tysknationale sag i hertugdømmerne. Han var født i Garden ved Ejdersted og bakkede kraftigt op bag den tyskliberale slesvig-holstenske bevægelse. Men Mommsen adskilte sit politiske engagement, fra sit videnskabelige arbejde om romerriget og romersk ret. Og i modsætning til Droysen og andre samtidige tyske historikere forblev Mommsen liberal og var kritisk indstillet over for Bismarcks styre.

Ved Københavns Universitet blev der under Treårskrigen 1848-51 udgivet en bog med titlen ”Antislesvig-holstenske Fragmenter”. Det var nationalhistorisk bestillingsarbejde så det ville noget. Blandt bogens forfattere var Christian Paulsen og de nationale historikere C.F. Allen og C.F. Wegener.

Fra slutningen af 1800-tallet var Slesvig-Holsten ikke længere et centralt omdrejningspunkt i den nationale tyske historieskrivning. Til gengæld blev Sønderjylland og Slesvig ved med at være det afgørende emne i dansk historieskrivning helt frem til Anden Verdenskrig. Samtlige toneangivende danske historikere i den periode beskæftigede sig med Sønderjylland og det nationale spørgsmål i Slesvig.

A.D. Jørgensen blev med Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie fra 1882 den historiker, som formidlede den dansk-slesvigske historie bredt til de dansksindede i Slesvig – og i Danmark. Peter Lauridsen fulgte op, da han i årene 1909-1920 udgav ottebindsværket Da Sønderjylland Vaagnede om den danske bevægelse 1832-48 og den danske ”folkeånd” i Slesvig.

Aage Friis var en anden historiker, der i begyndelsen af det 20. århundrede var stærkt engageret i den sønderjyske sag. Wilhelm la Cour var hovedredaktør på værket Sønderjyllands historie I-V fra slutningen af 1930´rne, og han var fra 1918-19 aktiv i Flensborgbevægelsen og Grænseforeningen. Men også andre betydende historikere som Kristian Erslev, Erik Arup og Johannes Steenstrup beskæftigede sig med Slesvigs historie.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Historiekultur
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
quotesCitater
imageBiografier
lexiconLeksikon