Carlshütte
Jernstøberiet Carlshütte blev etableret den 19. april 1827. Det var Slesvig-Holstens første egentlige industrivirksomhed. Den udviklede sig også til at blive en af de største fabrikker i midten af det 19-århundrede. Ikke blot i Hertugdømmerne, men i hele Helstaten. Carlshütte kendetegner den tidlige industrialisering i hertugdømmerne. Både fordi jernstøberierne var blandt de typiske fabrikker under den første industrialisering, og fordi jernprodukterne var meget afgørende for den fortsatte industrialisering.
Etableringen af fabrikken skete under den danske enevælde. Det kunne kun finde sted, fordi Kongen, Frederik VI, godkendte projektet. Det lykkedes for Carlshütte's stifter, Marcus Hartwig Holler, at overbevise Landgreve Carl af Hessen - der var en af kongens fortrolige rådgivere - om betydningen af projektet. Kongen accepterede, at fabrikken måtte bygges selv om det stred imod håndværkerlaugenes monopol. Kongen støttede også fabrikkens konkurrenceevne ved at pålægge importtold på udenlandske jernvarer. Carl af Hessen hjalp ikke til af lutter idealistiske grunde, idet han også købte 1/8-del af aktierne i selskabet.
Carlshütte var placeret ved Eider-kanalen, fordi det var helt nødvendigt med gode havnefaciliteter. Fabrikken skulle have leveret jernmalm og kul, og den skulle fragte de færdige varer ud til kunderne. Den udviklede sig hurtigt til at blive storleverandør af jernvarer. I første omgang mest til virksomheder i Slesvig-Holsten, men senere både i Danmark og i det nordlige Tyskland. Fabrikken fik opbygget et net på omkring 500 sælgere og filialer, der solgte firmaets varer. København og Hamborg var hovedmarkeder, men også i Rostock og i mindre danske byer som Ribe og Faaborg var der salgskontorer. I 1840 fik Thomas J. Ahlmann fra Fredericia overdraget kommissionsretten til at sælge Carlshütte's produkter i Danmark og Skandinavien. Han var far til Johannes Ahlmann, der fra 1883 var nærmest enerådende direktør i Carlshütte i 35 år.
Hartwig Peter Holler tog over efter farens død i 1858. Det var dog en ansat ledelse, der i de følgende år udviklede fabrikken til også at lave færdige varer. Allerede i 1847 var der oprettet et skibsværft, der frem til 1867 byggede 5 dampskibe. Fra starten af 1860'rne leverede fabrikken dampkogere og dampmotorer til en række virksomheder i Nordtyskland, og ved indgangen til det følgende årti var Carlshütte den største jernproducent i Nordtyskland. Allerede i 1857 var fabrikken blevet forbundet til hovedjernbanen mellem Hamborg og Flensborg. Det havde meget stor betydning for leverancerne af de færdige produkter.
Johannes Ahlmann tog over som direktør i 1883, og med ham fik Carlshütte en ny stærk leder. Han reorganiserede firmaet. Det var især produktsiden han ændrede, og i de følgende år begyndte fabrikken at lave ovne og centrifuger til mejerierne. De begyndte også ved lidt af en tilfældighed at lave jernbadekar, og alle tre produkter bliver store succeser. Efter nogle sløje år i 1870'rne - under "Gründerkrisen" - ekspanderede Carlshütte stærkt i de følgende år. Væksten blev kraftigt forstærket af Kieler-kanalen, der blev åbnet i 1895. Den gjorde det muligt at sejle direkte fra Rendsborg til udenlandske - og oversøiske - kunder. Dermed blev markedet for Carlshütte's produkter betydeligt større.
I første halvdel af det 20. århundrede steg efterspørgslen efter Carlshütte's produkter. Industrialiseringen i Europa fortsatte, hvorfor der var stigende behov for jernvarer. Samtidig betød den stigende økonomiske velstand, at flere mennesker fik råd til at købe komfurer, badekar og lignende forbrugsgoder. Afbrudt af de to krige kunne fabrikken blive ved med at ekspandere og udvide til 1960´rne. Herefter blev Carlshütte ramt hårdt som andre traditionelle industrier i Tyskland og i det øvrige Europa. Høje lønninger og høje omkostninger betød, at fabrikken blev udkonkurreret af især asiatiske producenter. På få gik det stærkt ned af bakke, og i 1974 gik fabrikken første gang i betalingsstandsning. Det var dog først i 1997 at Carlschütte måtte lukke.
Carlshütte er et interessant eksempel på en fabrik i Slesvig-Holsten, som eksisterede i omkring 150 år. Da den startede var den innovativ fordi den var først til at udnytte det store marked for jernvarer. Løbende blev der skabt nye produkter, der udfyldte behov som var der eller blev skabt. Til sidst måtte man dreje nøglen rundt, fordi tiden for sværindustri i Nordeuropa helt enkelt var forbi.
