Jernbaner
I løbet af 1800-tallet blev der anlagt jernbaner mellem de fleste større byer i regionen. Sammen med udviklingen af moderne veje havde det kæmpestor betydning for området. Faktisk kan det være svært helt at forstå, hvor meget det betød. Med jernbanen blev det muligt at transportere mennesker og varer meget hurtigere end tidligere.
En række økonomer har gennem tiden vurderet den betydning jernbanerne havde for industrialiseringen og for den økonomiske modernisering. Den kendteste er utvivlsomt den østrigske økonom Joseph A. Schumpeter (1883-1950). Han mente at jernbanerne var den vigtigste grund til den kraftige økonomiske udvikling og de teknologiske innovationer, som fandt sted i det 19. og 20. århundrede. Med banerne kom der pludselig konkurrence mellem virksomheder i forskellige byer. Kun de mest driftige og innovative producenter kunne overleve og gammeldags produkter og produktionsmåder blev udskiftet med nye og bedre.
Mentalt og kulturelt fik de nye jernbaner også stor betydning. Verden blev med et slag meget mindre, fordi det var muligt at komme langt omkring meget hurtigt. Tidligere var de fleste menneskers verden landsbyen og den nærmeste købstad. Nu var det muligt at komme til København eller Hamborg inden for få timer eller dage. En tur fra Altona til Kiel blev pludselig forkortet fra 10-12 timer med landevejen til omkring 3 timer med toget. Omkostningerne til at fragte varer blev med et slag formindsket til omkring 1/10. Altså en virkelig transportrevolution.
Allerede i 1844 blev der åbnet en jernbane mellem Altona og Kiel. Det var tre år tidligere end jernbanen mellem København og Roskilde, der var det første stykke i kongeriget. En sidebane blev i 1845 ført fra Neumünster til Rendsborg. Fra starten var der politiske og økonomiske interesser involveret i anlæggelsen af jernbaner. Flensborg kom ikke med på vognen fra starten, og i byen var der modstridende ønsker. På den ene side var der interesse i en øst-vest-bane mellem Flensborg-Husum-Tönning, fordi det kunne styrke byens handel. På den anden side var der bekymring for en bane til Hamborg, fordi de flensborgske virksomheder kunne få svært ved at klare sig i konkurrencen. Helstatens regering var heller ikke videre interesseret i at styrke Slesvig-Holstens økonomiske forbindelser med Hamborg, og var derfor kritisk over for en nord-syd-bane. Banen Flensborg-Tönning åbnede i 1854 med en sidebane til Rendsborg, så der også kom forbindelse til Altona.
Jernbanenettet i Slesvig-Holsten blev udvidet kraftigt efter den preussiske anneksion i 1867. Især i årene frem til Første Verdenskrigs udbrud blev der anlagt baner over hele provinsen, og det understøttede industrialiseringen i området. I mellemkrigstiden blev der kun anlagt få strækninger, bl.a. banen til Sild via Hindenburg-dæmningen i 1927.
Jernbanerne i Danmark blev anlagt forholdsvis sent. Nettet blev bredt ud fra København, og først i 1865 blev jernbanen fra Nyborg til Middelfart åbnet. I årene efter blev den forlænget på Jyllandssiden fra Strib/Fredericia til Aarhus, Kolding og Esbjerg. I løbet af 1870’rne og 80’rne blev der bygget sidebaner til købstæderne på Fyn og til en række mindre byer i Jylland. Banenettet i det syddanske område var derfor også stort set færdigt ved indgangen til det 20. århundrede.
Jernbanerne blev fra starten bygget med offentlige midler. Der skulle foretages meget store investeringer, og i midten af 1800-tallet var det svært at skaffe nok private investorer til at klare den opgave. Samtidig var både de danske og de preussiske myndigheder interesseret i, at jernbanerne blev bygget, fordi det støttede den økonomiske udvikling. Jernbanerne er derfor fortsat overvejende offentligt ejet, men der er dog anlagt enkelte små privatbaner.
Jernbanernes betydning toppede i mellemkrigstiden. Da var der flest kilometer jernbane i regionen, der var flest passagerer og der blev fragtet mest gods. Efter Anden Verdenskrig blev banerne nedprioriteret i forhold vejene, og fra 1950’rne blev en række jernbaner nedlagt. I løbet af de følgende årtier blev en stor del af banenettet sløjfet, fordi togdriften i tyndtbefolkede områder var blevet urentabel. Privatbiler, rutebiler og lastbilfragt tog over mange steder, fordi det var billigere og mere fleksibelt.
