v i m u . i n f o
Deutsche version

Broer © sdu

I regionen Slesvig-Holsten og Syddanmark er broer et kendetegn. Der er bygget en række imponerende og meget kendte broer. Med broerne er regionen blevet bundet sammen, og der er i dag landfaste forbindelser mod syd, øst og nord.

Regionen Slesvig-Holsten og Syddanmark er omgivet af Nordsøen og Østersøen. Desuden er der mange vandløb, hvor der i århundreder har været broer, så de rejsende kunne komme tørskoet over. Traditionelt har vandet bundet landområder sammen, fordi skibe har været den letteste transportform. Det skiftede med byggeriet af moderne veje og jernbaner. Det skabte behov for broer og tunneller, der kunne forbinde områderne på hver side af sunde eller bælter.

I regionen er der blevet bygget nogle meget kendte broer inden for de seneste 100 år. De blev planlagt længe før, men det var først i løbet af det 20. århundrede at de største og mest spektakulære broer blev opført. Det vigtigste formål med broerne har været og er at lette transporten mellem landsdelene. Altså at forbedre infrastrukturen, så den kan understøtte samfundets økonomiske og sociale udvikling. Et andet formål har været at øge beskæftigelsen. Dette aspekt var især afgørende under krisen i 1930’rne, hvor brobyggerierne skulle være med til at nedbringe arbejdsløsheden.

1930’rne var i det hele taget et årti, hvor der blev åbnet broer. I det sydlige Danmark var der Christian X´s Bro over Alssund fra 1930 og den gamle Lillebæltsbro fra 1935. Begge havde været savnet i en del år, og broen til Als skal ses som en del af de danske investeringer i den sønderjyske infrastruktur i årene efter genforeningen.

Antallet af biler på vejene er steget meget voldsomt efter Anden Verdenskrig. Fra begyndelsen af 1960’rne er bilismen nærmest eksploderet. I perioden 1960-2005 er antallet af personbiler i Danmark steget fra knap 400.000 til omkring 2 mio., og i Slesvig-Holsten har der været en lignende udvikling. Samtidig er lastbiltransporten mangedoblet i de seneste årtier. I takt med de flere biler er behovet for gode veje med nye broer blevet større. Den bedre infrastruktur har samtidig været med til at øge vejtrafikken.

Fra begyndelsen af 1960´rne blev der for alvor bygget store broer i regionen. Broen over Femernsund blev åbnet i 1963 som en del af ”Fugleflugtslinien” mellem Hamborg og København. Gennem de sidste mange år har det været et tilbageværende tema at bygge en bro over Femern Bælt, men indtil videre har der ikke været politisk vilje til at sætte det store projekt i værk. Svendborgsundbroen fra Fyn til Taasinge blev åbnet i 1966, og derfra er der videre forbindelse til Langeland via Siøsundbroen fra 1957.

I 1970 blev den nye sekssporede hængebro over Lillebælt indviet. Den er i alt 1.700 meter lang, og har en spændvidde på 600 meter. Den har gennem åren udviklet sig til at blive et af de mest trafikerede steder i Danmark. Den er også blevet et af de bedst kendte bygningsværker i Region Syddanmark.

To år senere – i 1972 – blev motorvejsbroen over Kielerkanalen ved Rendsborg åbnet. Den er med sine 1.500 meter Tysklands næst længste stålbro. Broen er ingen arkitektonisk perle, men den har stor betydning for den nord-sydgående trafik i Slesvig-Holsten.

Motorvejsbroen over Vejle Fjord blev indviet i 1980. Forud var gået lang tids diskussion om det rimelige i at bygge en bro i et af Danmarks mest naturskønne områder. Det var en vigtig principiel debat om, hvor meget udviklingen af infrastrukturen måtte gå ud over naturen.

I slutningen af 1990´rne åbnede den faste forbindelse over Storebælt. Det tog knap ti år at bygge det, der er det største anlægsprojekt i Danmarkshistorien. Det er en kombineret bro- og tunnelforbindelse. Bilerne passerer to sammenhængende broer. Togene kører over den lave Vestbro mellem Nyborg og Sprogø, og gennem den næsten otte km lange Østtunnel mellem Korsør og Sprogø. Forbindelsen blev åbnet for tog i juni 1997 og for biler i juni 1998.

Med broerne er regionen bundet sammen, og der er forbindelser mod Nord, Øst og Syd. Af nye broer overvejes det at bygge en forbindelse over Femern Bælt, en tredje Lillebæltsbro og/eller en bro mellem Fyn og Als. Om, og i givet fald hvornår, det bliver til noget er uvist. Til gengæld er det planlagt, at der skal bygges en ny tunnel under Elben ved Glücksstadt. Det er en del af den nye motorvej fra Lübeck gennem Slesvig-Holsten til Niedersachsen.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Infrastruktur
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
videoVideo
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
lexiconLeksikon
bibliographyLitteratur