v i m u . i n f o
Deutsche version

Metalarbejderstrejken © izrg

Ansatte i Slesvig-Holstens metalindustri strejkede mellem oktober 1956 og februar 1957 - 114 dage i træk.

Midt i det økonomiske mirakel oplevede Slesvig-Holsten en arbejdskamp, der var enestående for hele Tyskland. Ansatte i delstatens metalindustri strejkede mellem oktober 1956 og februar 1957 - 114 dage i træk. Spørgsmålet om "fortsat løn under sygdom" stod centralt i konflikten. Helt basalt drejede det sig om yderligere et skridt i retning af ligestilling mellem arbejdere og funktionærer - de sidste havde igennem årtier også modtaget deres løn under sygdom. Andre hovedkrav drejede sig om udbetaling af et feriepengetillæg og en forlængelse af ferien.

For første gang handlede en stor arbejdskamp ikke om lønnens størrelse, men om de arbejdsbetingelser, der var fastlagt i overenskomsten. Arbejdsgiversiden undervurderede først, hvilken principiel betydning "den fortsatte løn" havde for fagforening og arbejdstagere. Men både konjunkturerne og de fyldte ordrebøger på værfterne, hvor 25.000 af Slesvig- Holstens sammenlagt 65.000 metalarbejdere arbejdede, gav mod på en konflikt i netop denne region.

I september 1956 erklærede fagforeningerne, at arbejdsgivernes tilbud var utilstrækkeligt, og den 11. og 12. oktober 1956 gennemførte de en urafstemning, hvor 88 % af de deltagende fagforeningsmedlemmer sluttede op om strejkeopråbet. Den 24. oktober begyndte strejken i 15 virksomheder med tilsammen omkring 20.000 ansatte. Fagforeningen fulgte en ny strejketaktik - "fleksibel optrapning" - hvor det i begyndelsen kun var en del af de metalforarbejdende virksomheder i overenskomstområdet Slesvig-Holsten, der skulle strejkerammes. For at gøre strejken så effektiv som mulig og holde antallet af strejkebrydere længst muligt nede blev der i begyndelsen først og fremmest strejket på virksomheder inden for nøgleindustrien skibsbyggeri. Frem mod januar 1957 steg antallet af ramte virksomheder til 38 og antallet af strejkende arbejdere til ca. 34.000. "Ahlmann Carlshütte" i Büdelsdorf/Rendsburg udgjorde en vigtig undtagelse.

Stemningen blandt de strejkende var god, ikke mindst takket være en dygtigt organiseret "strejkekultur". Med udgangspunkt i Kiel koordinerede IG Metall´s centrale strejkeledelse de mange aktiviteter, der lige fra starten vakte stor opmærksom ikke kun i Slesvig-Holsten.

Efterhånden som konflikten trak ud, forsøgte politikerne at skabe bevægelse i de fastlåste positioner. Landdagen var optaget af emnet, og den slesvig- holstenske ministerpræsident Kai-Uwe von Hassel havde i alt seks - resultatløse - samtaler med de strejkende. Presset fra offentligheden for at komme til enighed steg hele tiden, og i december 1956 inddrog parterne forligsinstitutionen. Dens forslag var imidlertid ikke tilfredsstillende for fagforeningerne, som den 7. januar sendte det til urafstemning med en anbefaling til medlemmerne om at afvise det. 97 % af de strejkende metalarbejdere stemte imod forslaget og dermed for en fortsættelse af strejken. I den offentlige debat talte stadigt flere om at gribe ind i den fri forhandlingsret og tvinge overenskomstparterne til en aftale. Et nyt mæglingsforsøg, denne gang på forbundskansler Konrad Adenauers invitation, syntes i midten af januar at føre til et gennembrud. Arbejdsgiverne havde gjort en delvis indrømmelse på fagforeningens hovedkrav, den fortsatte lønudbetaling.

Ved den følgende tredje urafstemning den 30. januar 1957 oplevede IG Metall et overraskende resultat. Trods deres anbefaling af forligsresultatet stemte 76 % af de stemmeberettigede imod. Efter 14 ugers strejke blev denne "Bonn-aftale" opfattet som for ringe. Først efter en fornyet gennemgang og en fjerde urafstemning forsvandt det nødvendige ¾-flertal for en fortsat strejke, også selv om mere end halvdelen af de stemmeberettigede stadigt afviste kompromisset. I Flensborg kom det til tumulter under protesterne mod fagforeningen.

De indædte overenskomstkampe - de længste i Tysklands historie - endte den 15. februar 1957. De resulterede i et gennembrud med hensyn til fortsat løn under sygdom, men det blev ved det - arbejdere og funktionærer blev stadig ikke fuldstændig ligestillet.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Aktuelle konflikter
Industriel strukturforandring
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
imageBiografier
lexiconLeksikon