v i m u . i n f o
Deutsche version

LEGO © sdu

LEGO produktet er kendt af børn og voksne over hele kloden. Det er et af verdens bedst kendte brands. Virksomheden har været en af de største danske erhvervssucceser i det 20. århundrede, og innovation og kvalitet har været vigtige forudsætninger.

"Det bedste er ikke for godt". Det var LEGO Gruppens grundlægger, Ole Kirk Kristiansens, motto, og det har siden været virksomhedens filosofi. LEGO klodsen er kendt af børn og voksne over hele verden, og flere hundrede millioner mennesker har prøvet at bygge med de små plastikklodser. Det er blevet kaldt verdens bedste legetøj, fordi det udfordrer fantasien hos børn i alle aldre. Og det er noget, som virksomheden gennem årene har brugt mange ressourcer på at udvikle og forbedre.

Det hele startede i Billund i 1932. Det var en søvnig lille by, hvor der kun var et par huse og en landsbyskole. Den lokale tømrer- og snedkermester, Ole Kirk Kristiansen, begyndte så småt at lave trælegetøj, fordi der var krise hos hans vigtigste kunder, landmændene. Det var altså i et forsøg på at overleve, at han begyndte med legetøjet. Der var ikke mange, som kunne se det fornuftige i hans idé, men det blev legetøjet, der reddede Ole Kirk gennem krisen. Det var også legetøjet, der på få årtier skabte den verdenskoncern, som LEGO Gruppen er blevet til.

I 1942 brændte fabrikken og en ny større blev bygget. I løbet af de ti år var trælegetøjet blevet LEGO Gruppens eneste produktion. Op gennem 1930´rne blev virksomheden hjulpet af, at Danmark førte en meget restriktiv importpolitik, hvor det var svært at købe legetøj i udlandet. De første år under besættelsen voksede salget af trælegetøj betydeligt, fordi konkurrencen fra udlandet forsvandt helt. Desuden skulle blik og gummi bruges til andre formål, så trælegetøj var næsten alene på markedet.

Allerede i 1947 blev der indkøbt en plastsprøjtestøbemaskine, og produktionen af plastlegetøj blev sat i gang. Det var en visionær beslutning, men også en stor økonomisk satsning. I løbet af de følgende knap ti år blev LEGO klodsen produktudviklet, og i 1958 blev der indsendt en patentansøgning på det afgørende koblingsprincip.

Sønnen Godtfred Kirk Christiansen - kaldet GKC - var med fra starten. Fra han var 12 år gik han til hånde i værkstedet, og han var med til at skabe trælegetøjet. Der var et tæt forhold mellem far og søn, men også kriser undervejs. GKC var uenig i nogle af Ole Kirks mere dristige satsninger, og da byggeriet af en stor fabriksbygning gik i gang i begyndelsen af 1950´rne valgte GKC at forlade LEGO virksomheden for at rejse til Sverige. Bruddet blev kortvarigt, og efter et par måneder vendte han tilbage for at få styr på LEGO virksomhedens økonomi. For - som Ole Kirk sagde - "jeg skal nok tage mig af byggeriet. Du skal bare sørge for pengene."

Det lykkedes på imponerende vis. LEGO virksomhedens store vækst fandt sted i løbet af 1950´rne og 60´rne, hvor salget af "LEGO System i Leg" boomede. Antallet af medarbejdere på fabrikken i Billund steg kraftigt, og fabrikken blev udvidet voldsomt. På et par årtier ændrede Billund sig fra at være en lille landsby til at blive et økonomisk og kulturelt center i det sydlige Jylland. Det skyldtes næsten udelukkende LEGO virksomheden. Ud over udviklingen af fabrikken stod LEGO virksomheden i 1962 bag etableringen af Billund Lufthavn og i 1968 af LEGOLAND Parken.

LEGO Gruppen har hele tiden udviklet sine produkter og sit sortiment. Det har været afgørende for virksomhedens vækst i de seneste årtier. Store DUPLO klodser, forskellige LEGO figurer, biler, tog, piratskibe m.m. er blevet introduceret. Siden begyndelsen af 1980´rne har LEGO Gruppen kombineret en del af sine produkter med forskellige elektroniske ting. Først ved at man kunne bygge tekniske modeller som biler og helikoptere med elektriske motorer. Senere er det udbygget til, at børn kan lave computeranimationer baseret på LEGO klodser, ligesom de kan lave deres egne LEGO robotter. På den måde arbejdes der fortsat på at udvikle børns fantasi og færdigheder, når de leger med LEGO produkter. Derfor har LEGO Gruppen også udviklet et koncept, så LEGO produkter indgår i undervisningsmaterialet i flere lande.

I LEGO Gruppen er man meget bevidst om sin egen historie. Det er vigtigt at medarbejderne kender til baggrunden for virksomheden. Og at de kender de tre generationer i LEGO familien, og ved hvad de hver især står for. På den måde bliver LEGO Gruppens værdier indpodet overalt i organisationen - i Billund og i resten af verden.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Historiske innovationer
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer

videoVideo
sourceKilder
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier