v i m u . i n f o
Deutsche version

Niederegger © sdu

null

"Lübeck, Marzipan und Niederegger". Det er tre ting der hører sammen. Niederegger er blevet et synonym med byen og med byens kendte varemærke "Lübecker Marcipan". Siden etableringen i 1806 har det været en af byens bedst kendte virksomheder. Café Niederegger er en af byens kulturelle oaser og det er et besøgsmål på linje med Thomas Mann´s fødehjem og Holstentor.

Johann Georg Niederegger flyttede i år 1800 til Lübeck fra Ulm i Sydtyskland. Seks år senere overtog han det konditori, hvor han arbejdede efter ejerens død. Niederegger var en driftig mand, som på få år blev en velanset borger i Lübeck. Han var en del af byens voksende handelsborgerskab og han var afgørende for, at byen udviklede sig til at blive et center for marcipankonditori. Indtil sin død i 1856 fik han opbygget en virksomhed i fremdrift. Det vigtigste forretningsgrundlag for ham - og for de følgende seks generationer - var at lave marcipankonfekt af høj kvalitet. Og Niedereggers marcipanopskrift fra 1806 har været uændret lige siden.

Grundlæggeren nåede lige at opleve firmaets 50 års jubilæum inden sin død i 1856. Svigersønnen Karl Georg Barth overtog ledelsen, og han fortsatte den ekspansive udvikling. Det skete blandt andet ved at eksportere en del af produktionen. Niederegger var fra slutningen af 1850´rne leverandør til den russiske zar-familie, som blandt andet købte marcipangæs i fuld størrelse. At have zaren på kundelisten var godt for Niedereggers image, og det var med til at øge salget.

I 1864 valgte Barth at overgive ledelsen til Wilhelm Köpff, der som virksomhedens grundlægger var konditor fra Ulm. Med ham for bordenden frem til 1895 nød Niederegger godt af den stærke vækst i Tyskland efter samlingen i 1871. Det var i den periode at mekaniseringen af produktionen blev sat på skinner, og det var under Köpff at cafeen blev åbnet i 1880. Endelig var det i disse år, at Niederggers salgsindsats blev systematiseret.

Ved Wilhelm Köpff's død overtog sønnen Johann Köpff ledelsen. Det var med ham som direktør og indehaver, at Niederegger i 1908 blev hofleverandør til den tyske kejser Wilhelm II. I årene efter var det med til at øge interessen om virksomhedens produkter. En stigende del af den tyske befolkning fik i disse år råd til at købe den luksus-prægede marcipan-konfekt, og det var afgørende for det øgede salg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det følgende århundrede.

Johann Köpff overlod i 1927 roret til sin svigersøn, Carl Arthur Strait. Det skete efter en meget turbulent periode under Første Verdenskrig og i de første kriseår efter krigen. Salget af Niederegger's produkter styrtdykkede, fordi marcipankonfekt var blandt de varer som kunne undværes i husholdningen.

Strait tog del i ledelsen allerede fra 1921, og det kan have været med til at ruste ham til den næste alvorlige krise fra 1929. Igen gik det stærkt ud over Niedereggers salg, fordi den tyske befolknings penge gik til andre ting end marcipan. Alligevel satte Strait i 1930 gang i en ny fabrik med en mere effektiv produktion. Det vidner om en stor tro på virksomhedens produkter, og det fik betydning, da de økonomiske konjunkturer vendte fra 1933-34.

Under krigen blev stamhuset og cafeen i centrum af Lübeck ramt under et uventet allieret bombeangreb den 28. marts 1942. Samtidig faldt markedet bort i den sidste del af krigen, og Niederegger lå nærmest stille i de følgende tre år. Umiddelbart efter krigen gik Strait i gang med at genopbygge stamhuset, cafeen og produktionsapparatet, og i 1947 kom sønnerne Jürgen og Henning med i virksomhedens ledelse.

I efterkrigstiden har Niederegger udvidet produktionen kraftigt. Salget har nydt godt af den kraftige velstandsstigning i Tyskland. Specielt fordi virksomheden har valgt at satse på eksklusive kvalitetsvarer, der er relativt dyre. Ved 200 års jubilæet i 2006 var der et sortiment på omkring 300 forskellige konfektvarer. I månederne op til jul blev der dagligt produceret omkring 30.000 kilo marcipankonfekt. Der var en fast medarbejderstab på omkring 350 samt op til 200 ansatte i højsæsonen ved J.G. Niederegger Gmbh & Co KG.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Historiske innovationer
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer

multimediaMultimediemodul
imageBiografier
bibliographyLitteratur