v i m u . i n f o
Deutsche version

Nation og nationalisme © sdu

Gennem de seneste par hundrede år har nationalstater været kendetegnende – først i Europa og senere i resten af verden. Nationalismen er fulgt med som en idé om at fremme kærligheden til nationalstaten.

Gennem de seneste par århundreder har opfattelsen af nationen været grundlæggende i mange lande. Det gælder især i Europa, men også i andre områder af verden er nationsopfattelsen blevet fremmet. En nation er i moderne forstand et udtryk for, at en gruppe mennesker oplever sig som beslægtede med hinanden. Det kan følges op med en bevidstgørelse af fælles historisk og kulturel baggrund. Ofte regnes også fælles sprog som afgørende, men det er ikke altid tilfældet, idet der også findes nationer med flere forskellige sprog.

Moderne nationer vurderes normalt ud fra to forskellige hovedopfattelser: 1) Den ”tyske” nation bygger på fødsel og afstamning som de afgørende kriterier. På den måde svarer nationen næsten til opfattelsen af et folk, med fælles sprog, kultur og historie. 2) Den ”franske” nation er mere baseret på personlig overbevisning, sprog og kultur, mens der ikke stilles betingelser om en fælles historisk baggrund. At der er en ”tysk” og en ”fransk” nationsopfattelse er historisk betinget, og betegnelserne skal betragtes som idealtyper, der ikke findes fuldt ud i virkeligheden.

I løbet 1800-tallet fik ideen om nationen stor betydning i opbygningen af nationalstaterne i Europa. Nationalismen blomstrede som en ideologi om, at nationen var det bedste fællesskab inden for et bestemt afgrænset landområde. På den måde blev nationen og staten det samme, hvor dem der styrer og dem der bliver styret har fælles kulturel identitet.

I midten af 1800-tallet blev nationalismen kædet sammen med liberalismen. Det skete i nationalliberale bevægelser og partier mange steder i Europa. Kravet var national- og politisk selvbestemmelse. På den måde kom de gamle monarkier i Europa under pres, fordi disse stater ofte var nationale kludetæpper. Det gjaldt også for den danske helstat, hvor der i Slesvig-Holsten voksede en liberalt orienteret frihedsbevægelse frem. Her som andre steder i Europa var kravet en fri forfatning og større – efterhånden fuld – selvstændighed.

Det var dog ikke blot de multinationale stater som blev presset. Det blev en række selvstændige regioner også. I sidste halvdel af 1800-tallet blev der etableret nationalstater over hele Europa med Tyskland og Italien som de mest fremtrædende. En følge af det var, at mange regioner over hele kontinentet blev underlagt de centrale nationalstater. Det gjaldt blandt andet i Slesvig-Holsten, som i løbet af 1860´erne blev underlagt Preussen og fra 1871 af det forenede Tyskland. I den fase blev nationalismen knyttet sammen med en konservativ ideologi, der skulle få borgerne til at slutte op bag konge og fædreland. Det gav de regionale identiteter meget dårlige betingelser.

Der kan gives flere forskellige forklaringer på baggrunden for, at opfattelsen af nationer og nationalismen voksede frem i løbet af 1800-tallet. En vigtig forklaring er knyttet til modernitetens fremvækst. Nye kommunikationsmidler som aviser, telegraf og telefon gjorde det muligt at sprede ideerne om fælles identitet og fælles normer. Samtidig var der et behov for at erstatte de tabte landsby- og slægtsfællesskaber med et nyt konstrueret fællesskab i nationalstaten. Endelig skal det understreges, at politiske magthavere i mange lande meget bevidst søgte at skabe en nationalfølelse hos borgerne. Det skete gennem skoler, museer, massemedier og på mange andre måder.

Udtrykket nationalisme – og i mindre grad nation – er i dag et meget belastet begreb. Det skyldes flere ting. Det er blevet tæt forbundet med nationalsocialismen og fascismen, fordi begge regimer meget aktivt anvendte en national symbolik. Et vigtigt element var under disse og andre ekstreme regimer at understrege sin egen historiske og kulturelle baggrund. Det skete i forhold til andre nationer. På den måde blev fremmedhadet og racismen fremmet. Også den nationalistiske mobilisering i Østeuropa og på Balkan efter murens fald i 1989 har været med til at give begrebet en negativ betydning. Udviklingen dér har desuden vist, at nationalisme fortsat kan være et farligt våben, der kan føre til etniske borgerkrige. Det var næsten glemt efter den kolde krig, hvor nationale interesser i Europa var blevet undertrykt.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Historiekultur
Nationale tanker
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
audioDidaktiske overvejelser
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer

lexiconLeksikon
metainfoForfatterens kommentarer
bibliographyLitteratur