v i m u . i n f o
Deutsche version

Den danske bevægelse © sdu

I løbet af 1840´erne udviklede den danske bevægelse i Slesvig sine nationalpolitiske krav. Det var få aktive mænd, som formåede at sikre en markant stigende folkelig opbakning bag bevægelsen i årene før Treårskrigen.

Den nationale danske bevægelse i Slesvig havde medvind i løbet af 1840´erne. Det skete samtidig med, at den slesvig-holstenske bevægelse havde en lignende fremgang. De to nationale strømninger kom på den måde til at stå som hinandens hovedmodstandere.

Der var en meget direkte forbindelse mellem den dansknationale bevægelse i Slesvig og de nationalliberale i Danmark. Lederne havde tæt kontakt med hinanden, og kravene til forandringen af den danske helstat blev sammenfaldende. Især i sidste halvdel af 1840´erne var det danske nationalliberale, som styrede den dansknationale linie i Slesvig.

Bevægelsens hovedkrav var fra begyndelsen af 1840´erne, at den danske sydgrænse skulle gå ved Ejderen. Altså at kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig skulle lægges sammen, mens Holsten skulle skilles ud. Samtidig blev det krævet, at der blev indført en fri forfatning, så kongens magt blev begrænset. Den kombination af liberale- og nationale ideer var kendetegnende i en række lande i Europa i disse år – ikke blot i den danske helstat.

Et vigtigt krav for de dansksindede slesvigere var, at de skulle have lov til at tale dansk i stænderforsamlingen. Kravet blev i høj grad brugt som et middel til at få den danske konge og regeringen til at markere, at dansk var ligestillet med tysk i Slesvig. Den 11. november 1842 valgte Peter Hiort Lorenzen at tale dansk på mødet i stænderforsamlingen. Selv om alle vidste, at han var bedre til at tale tysk. Det var en veltilrettelagt aktion, som blev planlagt af lederen af den dansk-nationale bevægelse i Nordslesvig, Christian Flor. Men aktionen mislykkedes. Den 29. marts 1844 bekendtgjorde kongen i et ’sprogpatent’, at kun de medlemmer af stænderforsamlingen, der ikke kunne tale tysk måtte tale dansk på møderne. Det fik Lorenzen og fire andre dansk-slesvigske deputerede til boykotte de følgende møder. Som svar blev den slesvigske forening forbudt, og bestyrelsen blev sat under anklage.

Hiort Lorenzens tale gjorde dermed sprogspørgsmålet til et helt afgørende nationalpolitisk problem. Tidligere var det blevet accepteret, at danske nordslesvigere måtte benytte deres modersmål. På det første folkemøde på Skamlingsbanken den 18. maj 1943 blev han hyldet, og han fik overrakt et drikkehorn med inskriptionen: ”Han vedblev at tale dansk”.

Ved indgangen til årtiet var der få mennesker, som aktivt støttede den danske bevægelse. Til gengæld gjorde de en meget stor indsats for at få slesvigerne overbevist om, at de skulle bakke op bag de dansksindede krav.

Den danske bevægelse i Slesvig fortsatte op gennem 1840´erne sine krav, men den gik i en mere udpræget dansksindet retning. Samtidig blev kontakten til de nationalliberale i kongeriget Danmark meget tæt i årene op til krigens udbrud. Den liberale bevægelse i kongeriget under ledelse af Orla Lehmann brugte Slesvig som en løftestang til at opnå en liberal forfatning i Danmark. Det lykkedes i den forstand, at den danske Grundlov blev underskrevet af Frederik VII den 5. juni 1849. Det var samtidig en afgørende grund til, at den nationale konflikt i Slesvig førte til en egentlig borgerkrig.

Lederne af den danske bevægelse i Slesvig var liberalt orienteret. Det havde de tilfælles med lederne af den slesvig-holstenske bevægelse. I slutningen af 1830´erne var der tætte kontakter mellem disse fremtrædende mænd. Det er et interessant faktum, at de havde en stor fælles interesse i mere frihed og større selvstændighed. Det var først senere at den nationale politik kom til at spille den afgørende rolle, så bevægelserne blev hinandens hovedmodstandere.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Nationale tanker
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
photosFotos og illustrationer

sourceKilder
imageBiografier