v i m u . i n f o
Deutsche version

Stænderforsamlinger © sdu

I 1834 blev der oprettet 4 stænderforsamlinger i den danske helstat. De havde ingen ret til at foretage beslutninger, og det var kun en brøkdel af befolkningen, der måtte stemme ved valgene. Alligevel fik stænderforsamlingerne i Hertugdømmerne stor betydning som podium for de nationalpolitiske bevægelser.

I den danske helstat blev der i 1834 oprettet fire stænderforsamlinger. De dækkede forskellige områder af Danmark, og Slesvig og Holsten fik hver deres forsamling i byerne Slesvig og Itzehoe. Forsamlingerne i hertugdømmerne var – afbrudt af Treårskrigen – i kraft helt frem til udbruddet af krigen i 1864.

Den danske konge Frederik VI valgte at indfri et løfte fra 1815 om, at der skulle oprettes en forsamling i Holsten. Samtidig ville han ville tage vinden ud af de liberale krav, som fulgte i kølvandet af revolutionen i Frankrig i 1830. Kongen forsøgte på den måde at kontrollere den politiske udvikling i helstaten.

Valgret fik kun de største ejendomsbesiddere, og de deputerede i stænderforsamlingerne repræsenterede dermed en meget lille del af befolkningen. Dertil kom at der kun var møder hvert andet år. Endelig var forsamlingernes formelle indflydelse var uhyre beskeden. De havde ingen beslutningskompetence, og skulle udelukkende være rådgivende ved udformningen af nye love. Desuden havde forsamlingerne ret til at stille forslag og indgive anmodninger og klager.

På trods af den beskedne formelle indflydelse fik stænderforsamlingerne stor betydning for den politiske udvikling. Det blev et podium for hertugdømmernes politiske og økonomiske elite, som på den måde fik mulighed for at udtrykke deres politiske krav. Talrige klager og bønskrifter blev sendt til regeringen og Kongen i årene før Treårskrigen. Det var de centrale opinionsdannere fra stænderforsamlingerne, som selv skrev petitioner og som foranledigede at bønderne sendte klageskrifter til kongen.

Fra midten af 1840´erne krævede den slesvigske stænderforsamling, at også Slesvig kom ind under Det tyske Forbund. Slesvig-Holsten skulle have en fælles fri forfatning og en så udstrakt selvstændighed, at kun regenten og udenrigspolitikken var fælles med Danmark. Det var først i de sidste år før krigens udbrud, at en egentlig løsrivelse fra Danmark blev et hovedpunkt.

Efter kongens åbne brev i 1846 protesterede de delegerede i stænderforsamlingen i Holsten meget kraftigt. De fleste valgte at nedlægge deres mandat. Da suppleanterne heller ikke ønskede at træde ind i stedet, var forsamlingen i Itzehoe reelt sat ud af kraft. I den slesvigske stænderforsamling valgte de fleste tysksindede delegerede at trække sig, og også her valgte de fleste suppleanter at betakke sig. Stænderforsamlingen i Slesvig blev dermed også helt tandløs efter 1846.

Danmark havde som en del af Londontraktaten i maj 1852 anerkendt, at der skulle indføres forfatninger i hertugdømmerne. I første halvår af 1854 gennemførte regeringen særforfatninger for hvert hertugdømme. Sigtet var, at stænderforsamlingerne skulle have indflydelse på de indre forhold. Det blev de i hvert fald stillet i udsigt kort efter krigens afslutning. Forhold vedrørende udenrigspolitik og forsvar samt finansvæsen skulle derimod være helstatsanliggender. Reelt var det kongen, som havde retten til at beslutte også om indre forhold i hertugdømmerne. Det liberale indhold i forfatningerne var således meget begrænset. Stænderforsamlingerne i hertugdømmerne fik heller ingen indflydelse på den fællesforfatning for helstaten, som blev gennemtrumfet i oktober 1855.

Stænderforsamlingerne i hertugdømmerne var dermed fortsat et podium for den slesvig-holstenske bevægelse i 1850´erne. Trods forsamlingernes manglende indflydelse, fik de på den måde nogen betydning i den nationale kamp mellem krigene. Det var især to gårdmænd, som tegnede bevægelsens krav i den slesvigske stænderforsamling. De var ikke så liberalt orienterede som forgængerne, og det gav alliancen med de konservative godsejere mere tyngde. I fællesskab med stænderforsamlingen i Holsten blev der løbende rettet henvendelser til den tyske forbundsdag og til den preussiske landdag. Kritikken herfra fik stigende betydning, og det øgede presset på Danmark i årene før 1864.

Denne historie hører til følgende emneområder:
National konflikt
Nationale tanker
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
lexiconLeksikon