v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Sproget i den nationale kamp © sdu

Sproget blev et meget vigtigt punkt i den nationale kamp i Slesvig fra 1840´erne til krigen i 1864. Det var det hovedspørgsmål, som blev brugt til at mobilisere befolkningen bag de nationale bevægelser i hertugdømmet.

En af kong Christian VIII første store beslutninger efter sin kroning var at udstede et sprogreskript for Nordslesvig. Det blev underskrevet den 14. maj 1840. Beslutningen fik afgørende betydning for udviklingen af den nationale kamp i årene derefter. Ikke fordi reskriptet i sig selv var særligt banebrydende. Mere fordi begge de nationale bevægelser brugte sprogpolitikken aktivt i deres kampagner.

Sproget er en vigtig del af, hvordan mennesker opfatter sig selv, men det er ikke den eneste faktor bag et menneskes identitet. Den kan være lokal, regional eller national, og man kan på samme tid have flere forskellige identiteter. Især i grænseregioner kan identiteterne være meget foranderlige. Alt tyder på, at mange mennesker i hertugdømmet Slesvig ændrede opfattelse af deres egen identitet i årene op til udbruddet af Treårskrigen. En vigtig grund var, at få aktive aktører meget bevidst søgte at skabe nationale identitetsopfattelser.

I Holsten havde sproget hele tiden været tysk. Det var derfor kun i Slesvig, at sproget kom til at stå centralt i den nationale kamp. I begyndelsen af 1800-tallet var Slesvig opdelt i forskellige sprogområder: Mod syd var sproget overvejende tysk både i byerne og på landet. I Nordslesvig talte det økonomiske og politiske borgerskab i byerne tysk. Folkesproget på landet og hos de lavere sociale lag i byerne hovedsageligt dansk. Endelig blev der talt frisisk i den vestlige del af Slesvig og på øerne langs vestkysten.

Sproggrænsen mellem dansk og tysk var ikke skarp, men er dog angivet til at have været nogenlunde præcis. Den svarede næsten til den nuværende dansk-tyske grænse. Med en tendens til, at tysk var mere udbredt nord for landegrænsen i Tønder-området, og dansk mere udbredt syd for grænsen omkring Flensborg. Der var dog et overlappende område, hvor en stor del af befolkningen var dobbeltsproget. Det var desuden plattysk og sønderjysk, der blev talt i regionen. Forskellen mellem disse sprog er mindre, end forskellen mellem rigsdansk og højtysk. Mange ord og udtryk ligner hinanden.

Det springende punkt var, at selv om dansk typisk var folkesproget på landet i Nordslesvig, så var forvaltnings- og retssproget tysk. De fleste embedsmænd var uddannet i Kiel og talte kun tysk. I 1836 bragte et nordslesvigsk medlem af stænderforsamlingen forslag om, at dansk skulle indføres som forvaltnings- og retssprog på landet i Nordslesvig. Det var i de samme områder, hvor undervisningssproget i skolerne var dansk. I slutningen af 1830´erne var der i forsamlingen udbredt enighed om, at det kun var rimeligt, at dansktalende nordslesvigere kunne tale dansk med præsten og dommeren.

Op gennem 1840´erne blev sproget politiseret. Det hang blandt andet sammen med, at de nationalliberale i København krævede, at danskere i en større del af Nordslesvig skulle undervises på dansk i skolerne. De skulle også have ret til at tale dansk med offentlige myndigheder. Samtidig slog Hertugen af Augustenborg og de lokale embedsmænd hårdt ned på alle planer om dansk som forvaltnings- og retssprog i Nordslesvig. At Peter Hiort Lorenzen i november 1842 talte dansk i stænderforsamlingen var med til at gøre sproget til en nationalpolitisk mærkesag. Kongen og regeringen søgte fra København at styre uden de værste problemer, men kom hele tiden bagefter og var i stedet med til at puste til den nationalpolitiske ild.

Efter afslutningen af treårskrigen førte den danske regering en aggressiv sprogpolitik i Slesvig. Det var en del af en meget aktiv dansk kulturpolitik, som skulle fremme danskheden. I februar og marts 1851 blev der udstedt meget firkantede sprogreskripter. Formålet var at tvinge befolkningen til at tale dansk i Nord- og Mellemslesvig. Det skulle sikre danskheden i at vinde frem i Slesvig, men det viste sig mildt sagt ikke at holde stik. Den danske sprogpolitik i årene efter afslutningen af Treårskrigen blev samtidig et stigende problem i forhold til de tyske stater. De var således med til at legitimere Bismarck´s angreb på Danmark i 1864.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Nationale tanker
Sprog og traditioner
Grænser
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
sourceKilder
photosFotos og illustrationer
multimediaMultimediemodul
lexiconLeksikon
bibliographyLitteratur