Begyndelsen
I det sydlige England havde man allerede i midten af det 18. århundrede opdaget de sundhedsmæssige virkninger og glæden ved baderejser. Det første tyske søbad, Doberan-Heiligendamm i Mecklenburg, blev grundlagt i 1793, og i Slesvig-Holsten fulgte man snart efter. Først kom Travemünde i Lübecker- bugten, hvor det første slesvig-holstenske søbad åbnede i 1802. Kort efter - i 1819 - fulgte Wyk på Føhr i Nordsøen som rekreations-badested. Lidt efter lidt opstod der i det 19. århundrede små søbade andre steder langs Østersøens og Nordsøens kyster. Fra Travemünde til Glücksborg, fra Rømø til Büsum.
Men fortalerne blev ikke mødt med begejstring alle steder - heller ikke hos øvrigheden. I Travemünde blev de tidlige planer om et badehus og opstilling af badevogne bremset af myndighedernes indsigelser, og også på Føhr varede det længe, før modstanden var overvundet. Det var ikke sjældent fiskersamfundenes lokale beboere, der var afvisende eller skeptisk indstillet over for de fremmede og deres fritidsfornøjelser. Så sent som i 1885, hvor der længe havde eksisteret adskillige badesteder, afviste flertallet af Amrums beboere oprettelsen af et søbad, fordi de frygtede en skadelig indflydelse på øsamfundet.
I begyndelsen var det især søbadene ved Østersøen, som byernes badegæster tog til: Borby ved Eckernförde, Glücksborg - som var let at komme til fra Flensborg med "lystdamper" og senere med lokalbanen - Kiels indre fjord og Travemünde ved Lübeck. De små badesteder ved Nordsøen havde færre gæster, fordi byfolkene hellere drog derhen, hvor de ikke var nødt til at udholde møjsommelige overfarter og tilbagelægge lange strækninger med hestevogne. Desuden foretrak de i begyndelsen bekvemmelighederne i det mondæne og kosmopolitiske Travemünde frem for de mindre komfortable indkvarteringsmuligheder i fiskerlandsbyerne på øerne i Nordsøen.
Dette ændrede sig først i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede. Nu var det især nordsøbadene, der var populære og lokkede badegæster til i store skarer. Men Slesvig-Holsten haltede stadigt langt bagefter de øvrige søbade langs den preussiske østersøkyst: alene Zoppot, der lå i Danziger Bugten, modtog ved århundredskiftet med sine 11.000 badegæster langt flere end alle de slesvig-holstenske østersøbade tilsammen (ca. 7.700)
Og vejen, fra det første badested blev grundlagt, til disse gæstetal blev nået, havde været lang. I begyndelsen var opholdet i et søbad kun en mulighed for samfundets - som regel adelige - elite. Op igennem det 19. århundrede stræbte borgerskabet - i sin kamp for anerkendelse - imidlertid stadigt mere efter at ligne samfundets forbilleder. Derfor var det ikke kun medicinske årsager - ønsket om sundhed og hvile - som gjorde rejsen til et badested interessant. Badningen var - trods de strenge regler - en fritidsfornøjelse, og allerede tidligt drejede det sig også om gsocial repræsentation - om at se og blive set.
Fra 1842 rejste det danske kongehus til Wyk på Föhr, men ved århundredeskiftet fungerede søbadet som et roligt beskyttet sted for børn og ældre. Fra midten af århundredet udviklede Westerland, der på det tidspunkt var den fattigste landsby på øen Sild, sig til det mest attraktive badested på vestkysten. Fra 1890 kom der endeligt også turisme på øen Amrum, selv om de første projekter ganske vist mislykkedes. Investeringer i øens nordlige del lykkedes bedre. Her grundlagde pastor Friedrich von Bodelschwingh det første kristne sø-hospice, som blev udvidet med yderligere tre bygninger frem til 1907, så man kunne huse i alt 400 gæster i afskærmet ro. Et mere borgerligt publikum tog til Büsum.
For de fleste søbade var udviklingen i det 19. århundrede - i hvert fald økonomisk set - en succeshistorie. Det var kun få af dem, der gik i stå. Især i kejsertiden blomstrede mange af de tidligere fiskersamfund op, og badegæsternes storbyagtige udstråling efterlod noget af sin glans i søbadene.
