v i m u . i n f o
Deutsche version

Havbade 1900-1945 © izrg

Ved indgangen til det 20. århundrede oplevede de slesvig-holstenske søbade deres glansperiode.

Søbadene ved Nord- og Østersøen havde deres storhedstid frem til 1. verdenskrigs udbrud. Der lod ikke til at være nogen grænse for de stigende besøgstal. Samtidigt forblev gæsternes sociale status på et højt niveau. De kom fra adelen, officerskredse, storfinansen og det meget velhavende borgerskab. Lavere funktionærer eller endog arbejdere sås stort set ikke. Bortset fra manglende fritid savnede de også billige indkvarteringssteder, især i de etablerede søbade, som ofte udelukkende satsede på de betalingsdygtige gæster. En anden samfundsgruppe var lige så lidt velkomne i mange søbade: jøderne. På det område havde den såkaldte "bade- antisemitisme" en lang tradition - også langs de slesvig-holstenske nord- og østersøkyster - længe før nationalsocialisternes herredømme.

Før den 1. verdenskrig opholdt gæsterne sig typisk på luksushotellerne i tre til fire uger. Og de bragte to til fire tjenestefolk med sig. Ferien var tilsvarende bekostelig. "Logihuset" - i reglen et 2½ etagers gæstehus med 10 til 20 senge - udgjorde ved siden af de såkaldte "første huse" det karakteristiske overnatningssted. Nedenunder rangerede små pensionater og privathuse. Overalt blev der givet det indtryk - og ofte nok til at værtsfolkene selv troede på det - at de rige gæster fra storbyen var "noget bedre" og havde krav på al mulig underdanighed.

Denne blomstringstid - især for nordsøbadene - endte brat midt i sæsonen 1914 med mobiliseringsordren til kejserens officerer, af hvilke mange ferierede i søbadene. Bortset fra Wyk blev alle Nordsøens badesteder erklæret for militært område af myndighederne, og derefter kom der kun ganske få gæster til de militært bevogtede ø-bade. Efter revolutionen i 1918 måtte man se sig om efter et nyt betalingsdygtigt publikum. Det lykkedes kun delvist, for besøgstallene fra før krigen blev ikke tilnærmelsesvist nået under Weimar-republikken. F. eks. fik Westerland kun 14.000 gæster i 1919 og 16.000 i 1925 - først efter bygningen af Hindenburg- dæmningen steg tallet i 1927 til 24.000 gæster, for så igen at falde drastisk med den internationale økonomiske krise fra 1929.

De flere uger - og i nogle tilfælde endda flere måneder - lange ophold i søbadene fik mindre betydning efter krigen. Befolkningen opdagede nye og mere enkle rejseformer: antallet af overnatninger på vandrehjem steg i Weimar-republikken fra 60.000 (i 1919) til 4,3 mio. (i 1932). Denne udvikling udløste en økonomisk krise, især i de klassiske søbade. Fra 1931 herskede der en "fortvivlelsens atmosfære". Hertil kom, at også det politiske klima i søbadene var blevet markant mere råt. Det afspejlede i stigende grad den ophidsede stemning i det tyske mellemkrigssamfund: strandlivet blev politisk. Allerede i den første sommer under Republikken havde offentliggørelsen af et fotografi af rigspræsidenten, Friedrich Ebert, på standen ved østersøbadet Haffkrug, skabt skandale i Berlin og det øvrige rige.

Fra 1933 vajede hagekorsflagene også officielt på sandslottene ved Nord- og Østersøen, og i badevirksomhederne - som i alle andre områder af det offentlige liv - holdt "førerprincippet" sit indtog: i 1937 blev Rolf Capelle, en højtstående NSDAP-funktionær, kur-direktør for østersøbadene. Og man modtog gerne NS-eliten, så den kunne kaste glans over badestederne: Hermann Göring hørte til de faste gæster på Sild, og den tidligere fiskerlandsby, Kampen, udnævnte ham til deres æresborger. Enkelte søbade håbede, at deres udnævnelse til "KdF-bade" ville hæve besøgstallene. For det meste var "KdF´erne" dog ikke betalingsstærke kunder som de, der var ventet på Westerland eller Travemünde. Med krigens udbrud lukkede de fleste søbade deres porte i.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Badeturisme
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
videoVideo
imageBiografier