v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Turismen i efterkrigstiden © izrg

I efterkrigsårene kom der forbløffende hurtigt atter gang i regionens turisme.

I efterkrigsårene kom regionens turisme forbavsende hurtigt i gang igen. Selv, mens de indkvarterede flygtninge og fordrevne ufrivilligt blokerede gæsternes senge, nåede turismen rekordhøjder. I 1950 kom der atter næsten 370.000 gæster til Slesvig-Holsten med over to millioner overnatninger. Allerede i 1953 oversteg man førkrigstidens besøgstal. 766.900 gæster bragte præcist ti år efter krigens afslutning tallet op på 4.839.700 noterede - altså fakturerede og skattepligtige - overnatninger. Under det tyske Wirtschaftswunder (det økonomiske mirakel) tog de ferierende ikke kun til drømmelandet Italien, men også til det hjemlige Bayern eller Slesvig- Holsten. Det nordlige ferieland nød desuden godt af, at konkurrencen fra de traditionelle østersøbade ved Mecklenburgs og Pommerns kyster var forsvundet med Jerntæppet. Og modsat det 19. århundrede var søbadene nu også begunstiget af bedre transportmuligheder.

I 1955 havde kun halvdelen af alle vesttyskere foretaget en ferierejse inden for de sidste syv år; så man kan altså først tale om masseturisme fra begyndelsen af 1960´rne. Men i Slesvig-Holsten steg tallene dog hurtigt allerede i 50´rne. En tiltagende velstand, privatbilismens udbredelse og en forlængelse af den gennemsnitlige årlige ferie skabte et opsving i turismen, ikke mindst ved de slesvig-holstenske kyster. Delstatens udviklingsplan gik ud på både at dyrke masseturismen og de individuelle ønsker og dermed betjene forskellige målgrupper. Indtil 1964 tredobledes besøgstallene fra førkrigstiden.

Mange ville gerne have del i den voksende turisme, og søbadenes ændrede profiler bidrog til, at nyere søbade, som f.eks. Timmendorfer Strand, fik en større andel af gæsterne. I begyndelsen var de kommercielle overnatningssteder fremherskende, men i 1960 var der flere sengepladser i private indkvarteringer end i hoteller, pensionater, kroer og på kurstederne, og i 1970 var de private overnatningssteder stadigt de fleste.

Delstatens planlæggere reagerede i 1960´rne på væksten i masseturismen ved først at udvide "rummet for handling og udvikling" ved østersøkysten. Det gjaldt især i de såkaldte randområder (Zonenrandgebiet), hvortil der flød særligt mange tilskud. Middelhavets feriecentre inspirerede til store ensartede hoteller - med op til 1.000 eller flere sengepladser, og resultatet blev 16 "støtte-egnede" storforetagender ved østersøkysten. I alt 800 millioner DM blev skudt ind i udvalgte investeringer og skabte en stigning i den kommercielle sengekapacitet på over 50 %: Panoramic i Sierksdorf, IFA-Südstrand i Burgtiefe på Fehmarn, Ferieparken Heiligenhafen, Feriecentret Weißenhäuser Strand og Holm, Marina Wendtorf og Damp 2000 med alene 6.000 senge. Indretningerne virkede anonyme, ensrettede og triste og var en trussel mod de traditionelle søbades - som f.eks. Travemündes - historiske identitet og dermed mod deres vigtigste kapital.

Delstatsregeringen trak i nødbremsen allerede i 1971 og nægtede at støtte yderligere 15 projekter - fra 1979 var den slags store foretagender ikke mere tilladt i Slesvig-Holsten. Samlet set synes kursskiftet i den politiske planlægning at være kommet i rette tid - både set ud fra en økonomisk og en økologisk synsvinkel, og den sidste blev stadigt vigtigere for turismen. Et mønstereksempel: Nationalpark Wattenmeer var i begyndelsen højst omstridt blandt de berørte lodsejere og udlejere, men blev i mellemtiden en fast bestanddel af markedsføringen, som man ikke satte spørgsmålstegn ved. I 1970´rne begyndte så debatten om en "neddæmpet" turisme med henblik på at beskytte naturen. Siden da er enkelte konflikter mellem naturbeskyttelse og turisme afgjort ved forlig. Sideløbende hermed har de ferierendes ønsker i stigende omfang udviklet sig til - ud over kurene, stranden og badene - at omfatte naturnære oplevelser, sportsaktiviteter og kulturelle tilbud.

Med murens fald i november 1989 blev frygten hos de erhvervsdrivende i Slesvig-Holstens badeområder til virkelighed: med Mecklenburg-Vorpommern (gen)opstod en faretruende konkurrent, som var uspoleret, naturnær og frem for alt billig. Antallet af overnatninger i Slesvig-Holsten faldt således ca. 7 % mellem 1992 og 99, mens det steg 133 % i det samme tidsrum i den nye nabo-delstat!

Denne historie hører til følgende emneområder:
Badeturisme
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
quotesCitater