v i m u . i n f o
Deutsche version

Fanø Nordsøbad © sdu

Fanø Nordsøbad skulle have været et fashionabelt badested for det europæiske borgerskab. I stedet blev det en økonomisk fiasko og der blev skabt en national dansk-tysk strid i årene omkring 1900.

Fanø Nordsøbad var et tidligt forsøg på at skabe et internationalt turiststed i Danmark. Det lykkedes ikke. I stedet pustede projektet i 1890´rne til den nationale konflikt mellem Danmark og Tyskland. Og badet gav et dundrende underskud i de første mange år efter det blev åbnet i 1892.

Projektet var lang tid undervejs. Allerede kort efter nederlaget i 1864 og tabet af de frisiske badeøer Før og Sild, gjorde den lokale distriktslæge i Nordby sig nogle overvejelser om at skabe et havbad på Fanø. Borgerskabet i de danske og europæiske byer skulle komme på kurophold på øen. Den friske vesterhavsluft og det salte havvand ville være godt for helbredet, og samtidig ville turismen være til fordel for øen.

Det var dog først i løbet af 1880´rne, at der kom skred i tingene. Den lange brede sandstrand skulle udnyttes og vandet var perfekt med passende temperaturer og normalt beskedne bølger. Men vigtigst var det, at der var skabt gode tog- og færgeforbindelser til Esbjerg, så det var muligt at komme til Fanø fra hele Europa. Det var i hvert fald, hvad initiativtagerne troede på.

I december 1889 blev en Indbydelse til aktietegning i Badeetablissementet "Fanø Nordsøbad" slået op i de danske aviser. Fannikkerne skaffede hurtigt selv de 65.000 kr., men den øvrige aktiekapital på 135.000 kr. - som skulle indsamles i resten af landet - var umulig at opdrive. I stedet valgte den lokale initiativtager, Kaptajn H. Rødgaard, at rejse til Hamborg for at finde investorer. Det viste sig at være anderledes let, fordi de tyske badesteder var allerede ved at være overfyldte. Den tysk-østrigske bankier Sigmund Weisz gik ind i projektet og udvidede aktiekapitalen til 600.000 kr., og i 1890 kunne den første generalforsamling afholdes i Hamborg. Fanø Nordsøbad var på den måde et tysk selskab, der var placeret på en dansk ø.

Byggeriet gik i gang og den 22. juni 1892 blev Kurhotellet åbnet. Det var også blevet brugt 81.000 kr. på at anlægge en ordentlig vej fra Nordby, hvilket var en hel del mere end Esbjergs årlige vejudgifter i disse år. Ved siden af Kurhotellet blev de danskejede Strandhotellet og Kongen af Danmark opført i 1892 og 1893. I de følgende år blev der også opført en række store strandvillaer ved siden af hotellerne, og de fleste af dem havde tyske ejere.

Gæsterne på Fanø var udpræget storborgerlige fra Hamborg og København, og badningen blev reguleret på samme måde, som på de tyske badesteder syd for grænsen. Altså med bestemte badetider, krav om sømmelig påklædning, brug af hestetrukne badevogne etc.

Forskellene mellem den tyske og den danske badekultur forløb i de første år uden større gnidninger, men det blev der ændret eftertrykkeligt på i sommeren 1896. Brygger Carl Jacobsen fra Carlsberg kom til Fanø i starten af august for at holde ferie på Kongen af Danmark med sin familie. Han blev så forbitret på nogle tyske gæster, at han sparkede deres strandslotte ned og rev et tysk flag i stykker. Det skabte et voldsomt postyr mellem tyskere og danskere på øen. Den nationale konflikt var latent til stede i de følgende år. Og den blev skærpet i takt med, at de tyske myndigheder i Nordslesvig førte en stadigt mere undertrykkende politik over for de dansksindede sønderjyder. Mange af de danske turister på Fanø fra det københavnske borgerskab støttede økonomisk og politisk den danske befolkning i Slesvig. Det var utvivlsomt med til at skærpe konflikten.

Den langsommelige og besværlige togforbindelse til Tyskland betød, at der kom langt færre turister til Fanø end forventet. I stedet forsøgte ejerne af Kurhotellet sig i 1903 med en dampskibsforbindelse mellem Sild og Fanø. Men på grund af en nærmest grotesk dårlig planlægning blev ruten en stor fiasko med kun 43 passagerer og et underskud på omkring 80.000 kr.. Kort efter valgte de tyske ejere at sælge Kurhotellet, og i 1904 ændrede de nye danske ejere navnet til Fanø Vesterhavsbad. Dermed var hele badestedet dansk, og i de følgende år kom der færre tyske turister, ligesom de tyske ejere efterhånden solgte deres villaer på Fanø.

Fanø Bad er der stadig, men de tre gamle badehoteller er revet ned. Det sidste var Kongen af Danmark, der forsvandt så sent som i 1991. Det blev aldrig det fashionable internationale badested, som det var planlagt. Men det blev til en spændende historie.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Badeturisme
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
quotesCitater