v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Vadehavet som nationalpark © izrg

Uenigheder omkring den rette omgang med det enestående økosystem, Vadehavet.

Vadehavet ud for Slesvig-Holstens vestkyst som mulig nationalpark var et offentligt debatemne allerede i 1950´rne. Planen stødte især på hård modstand fra vestkystens befolkning - en modstand, der i et vist omfang har varet ved til i dag. Især landmænd, fiskere og virksomheder i turistbranchen var bange for økonomiske tab. Så man skulle helt hen til den 22. juli 1985, før Landdagen i Kiel - efter endeløse debatter og stridigheder - vedtog loven om naturparken og det kun, fordi én undlod at stemme.

Nationalparken strækker sig fra den dansk-tyske grænse til Elbens munding. Alle arealer vest for en linie - trukket 150 meter fra digekammen til søsiden - hører ind under Nationalparken, der i begyndelsen dækkede et areal på 2.850 km². Eneste undtagelser var de beboede halliger og vadehavsøer. Den første nationalparklov fastsatte tre udnyttelseszoner, hvor zone 1 indebar det højeste beskyttelsesniveau. Den omfattede for størstedelens vedkommende arealerne omkring sælbankerne, de truede søfuglearters yngleområder og trækfuglenes vigtigste hvile- og fældepladser. I zone 1 var vandreture langs vadehavet, cykel- og rideture samt køreture på udvalgte veje tilladt. Zone 2 dannede en såkaldt bufferzone til zone 1. Her gjaldt der lette indskrænkninger i anvendelsen, mens alle andre flader lå i zone 3 og kunne anvendes stort set uden begrænsninger.

I 1999 blev nationalparkloven omarbejdet af delstatsregeringen. Blandt andet er en del af nationalparken nu blevet beskyttelseszone for hvaler, og syd for Hindenburgdæmningen er en zone friholdt for udnyttelse. Nationalparken dækker nu et areal på 4.410 km², og man har afskaffet zone 3, så der nu kun eksisterer zonerne 1 og 2. Siden maj 1999 har en Nationalparkservice med hovedkontor i Tønning haft ansvaret for nationalparken i samarbejde med miljøforeninger.

Generelt blev ideen om en nationalpark accepteret i den politiske verden og af en del af befolkningen, da man var enige om, at dette enestående økosystem måtte bevares. Men så snart det kom til den konkrete udformning, begyndte stridighederne med de berørte interesser, der frygtede for en indskrænkning i deres hidtidige brugsrettigheder. Visse typer af erhvervsmæssig anvendelse - som olieudvinding eller afgræsning af saltengene - kunne ikke umiddelbart forenes med ideen om en nationalpark. På den anden side var tilhængerne af en nationalpark også bevidste om, at man ikke fra den ene dag til den anden kunne friholde et økosystem fra anvendelse, når det i flere hundrede år havde været påvirket af menneskene. På forhånd omfattede begrænsningerne ikke kystsikringen, der skulle beskytte kysten og befolkningen, der levede bag digerne. Den havde fortsat første prioritet. Men myndighederne måtte vurdere alle projekter om kystsikring i forhold til miljøhensynet og så vidt mulig finde løsninger, der var forenelige med naturinteresserne.

Allerede i 1985 var én af de vigtigste opgaver for nationalparkens forvaltning at vinde den lokale befolkning for nationalparken og nedbryde eventuelle fordomme. De forsøgte med et omfattende pr-arbejde at informere de lokale beboere og turisterne om alle områder af nationalparken. Tilbuddene strakte sig fra talrige informationsstande over publikumsmagneten "Mulitmaar-Wattforum" i Tønning til rundvisninger og seminarer. Efter de første startvanskeligheder lykkedes det Nationalparkservice at inddrage de lokale naturbeskyttelsesforeninger i nationalparkens koncept.

Tanken om bæredygtighed spillede en stor rolle. Derfor gik man også straks nye veje inden for turismen - rekreative ferier ved vestkysten er siden da blevet koblet stadigt mere sammen med projektet "naturoplevelser ved vadehavet" ("Naturerlebnis Wattenmeer"). Takket være gæsternes velvilje ser det ud til, at dette koncept kan forliges med naturbeskyttelsen trods omfanget af turismen, men de kommende år kræver stadigt mange forbedringer med hensyn til miljøbeskyttelsen for at fuldende projektet omkring naturparken. Vestkystens beboere må også fremover indstille sig på yderligere begrænsninger, men de får så på langt sigt glæde af et ubeskadiget miljø og en velfungerende turisme, der for længst er blevet uundværlig for økonomien.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Aktuelle konflikter
Blanker Hans
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
sourceKilder
metainfoForfatterens kommentarer
lexiconLeksikon