Gennem mange hundrede år er der blevet fisket langs hele Østersø-kysten i Slesvig-Holsten og Syddanmark. Det har mest været kystfiskeri fra forholdsvis små både, der har fundet sted. I efterkrigstiden er antallet af fuldtidsfiskere faldet meget kraftigt, og der var ved årtusindeskiftet kun ganske få tilbage. Til gengæld er der mange fritids- og deltidsfiskere, der sejler ud fra småbåde for fange spisefisk i net og ruser.
Fiskeriet har typisk fundet sted fra alle småbyer langs med kysterne. Fiskerne sejlede ud i mindre både og fiskede med forskellige typer vod. Eller fiskene er blevet fanget i faste net og ruser. Langs Østersøkysten har det især været sildefiskeriet, som har været fremherskende.
Fra slutningen af 1800-tallet og op gennem det følgende århundrede steg salget af fisk. Det hang tæt sammen med den demografiske udvikling. Indbyggertallet i regionens byer voksede kraftigt, og byernes behov for fødevarer - blandt andet fisk - voksede tilsvarende. Derfor blev de såkaldte "fiskerkoner" kendt i en række af de større byer. Det var kvinder, som tog ind på markederne i byer som Flensborg, Kiel, Lübeck, Svendborg, Odense m.fl. og solgte fisk på bestemte torve eller havnepladser. Helt frem til begyndelsen af 1970´rne kunne man opleve de sidste kvinder, der kom til byen for at sælge fisk.
I Slesvig-Holsten har kystfiskeriet været kendetegnende langt tilbage i tiden. I Slesvig har det siden midten af 1800-tallet især været i Flensborg, Slesvig by og langs Slien, på Angeln og i Eckernförde, at der har været større fiskersamfund. I Holsten har Kiel med Ellerbek og Laboe, Heiligenhafen, og forskellige fiskerbyer i Lübeckerbugten været fremtrædende. I Glückstadt ved Elbens munding blev der fra 1890´rne investeret mange penge i havfiskeri efter sild i Nordsøen, og der var en række mindre fiskerhavne på de friske øer og langs Nordsø-kysten.
Fiskeriet blev både hjulpet og begrænset af den tyske kejserstats oprustning. I Kiel og Hamborg-området steg efterspørgslen på fisk kraftigt, og det kan direkte aflæses på antallet af fiskere og fiskerbåde i området. Samtidig betød flådeopbygningen at fiskerne i og omkring Kiel blev presset ud. Det kejserlige værft i Kiel tvang helt enkelt Ellerbek-fiskerne til at flytte; første gang i 1869, hvor 44 fiskerhuse blev revet ned, og anden gang i 1904, hvor 150 fiskerfamilier blev tvunget væk. Under krigene gik en del af fiskerflåden gik tabt, ligesom en del af de større fiskerbåde blev overtaget af marinen.
I Syddanmark blev der drevet fiskeri mange steder. De større byer i Sønderjylland - Sønderborg, Aabenraa og Haderslev - havde alle en del fiskere, både under det preussiske styre og efter genforeningen i 1920. På Fyn og på de sydfynske øer er Faaborg, Lundeborg, Kerteminde, Nyborg og Lohals kendt for fiskeriet. Også her var det kystfiskeri med vod efter spisefisk - især sild - der udgjorde hovedindtjeningen. Der har desuden været et stort fiskeri med faste net og ruser langs kysterne.
I årene efter krigen levede kom mange flygtninge fra Pommern og Østpreussen til Slesvig-Holsten. Der var også mange fiskere blandt disse flygtninge, og en del af dem medbragte deres fiskerbåde. Fiskerne fra øst bosatte sig en række steder, men især i Laboe og Heiligenhafen var der mange slog sig ned. I den første efterkrigstid blev der gjort en indsats for at få genopbygget fiskerflåden i delstaten. Både fordi der var et stort behov for fødevarer, og fordi det kunne beskæftige mange mennesker.
I de seneste årtier er antallet af fuldtidsfiskere i Østersø-området faldet meget kraftigt. Fra begyndelsen af 1970´rne har reguleringer og forbud præget fiskeriet, fordi fiskebestandene i Østersøen generelt er gået stærkt tilbage. For at kunne overleve har det været nødvendigt at investere store summer i nye moderne kuttere og efterhånden også i fiskekvoter. Det har fået de fleste til at skifte erhverv, og kun drive lidt fritidsfiskeri for sjov. Fiskerierhvervet har derfor ved årtusindskiftet meget ringe betydning i regionen Slesvig-Holsten - Syddanmark.