v i m u . i n f o
Deutsche version

Sejlskibenes tid © sdu

Handel og søfart havde meget stor betydning for regionen op gennem 1800-tallet. I slutningen af århundredet var det store spørgsmål, om man skulle fortsætte med sejlskibe eller gå over til dampskibe. Og her valgte de store søfartsbyer meget forskellige strategier.

Handel og søfart har haft meget stor betydning i regionen Slesvig-Holsten - Syddanmark siden begyndelsen af 1800-tallet. Først var det sejlskibene som sejlede over det meste af verden, og siden overtog damp- og motorskibe transporten af varer og mennesker. Søfarten betød tidligere meget for indtjeningen i en række byer i regionen, og den var grundlaget for et voksende handelsborgerskab op gennem det 19. århundrede. Men den har haft endnu større betydning for de mange søfolk, som havde hyre på skibene. Og for de familier, som gik hjemme i utryghed og ventede på at deres søn, far eller mand kom hjem.

Man må dele søfarten op i to. En del skibe fragtede varer lokalt, mens andre sejlede med gods over større afstande. I Slesvig-Holsten var der i midten af 1800-tallet en markant lokal forskel i skibenes størrelse. Der var flere skibe i Holsten end i Slesvig - i 1855 var det 1.337 mod 944 - men skibene i Slesvig var betydeligt større end i Holsten - et gennemsnit på 19,10 mod 13,35 kommercelæster. Det hang sammen med at der var relativt vanskelige besejlingsforhold til de store havne i Holsten. Derfor var det især skibene fra Slesvig - hovedsageligt Flensborg og Aabenraa - og fra Lübeck som sejlede på langfart til Amerika og Fjernøsten. Sejladsen længere sydpå var i højere grad nærtransport.

I den danske helstat voksede handelsflåden kraftigt fra begyndelsen af 1830´rne. Perioden frem til omkring 1870 betegnes ofte i Danmark som "den store kornsalgsperiode". Det skyldtes at der blev solgt meget korn til England i disse år. Skibe fra både Syddanmark og Slesvig-Holsten havde i den periode hovedindtjeningen ved at fragte varer fra Østersøen til Nordsøen. Det vil sige korn fra det baltiske område og fra Danmark til England, og kul og råstoffer den modsatte vej.

Langt den overvejende del af skibene var frem til 1870´rne sejlskibe af træ. På det tidspunkt blev der truffet nogle afgørende beslutninger i regionens søfartsbyer. Skulle der satses på sejlskibe - evt. med metalskrog - eller skulle man gå over til dampskibe? Det førte til meget forskellige udviklinger fra 1870´rne og i de følgende årtier. Dampskibene var dyre at anskaffe, men kunne sejle uanset om der var vind eller ej. Sejlskibene var langt billigere at anskaffe, og de var relativt billige i drift når der skulle sejles over længere distancer. Til gengæld stod dampskibene bedst i konkurrencen om fragten inden for Europa.

I Syddanmark valgte rederne i Svendborg og Marstal at beholde sejlskibene. De fortsatte med at sejle på langfart mellem Østersøen, England og Sydamerika. Det havde de succes med, og sejlskibssejladsen fortsatte til langt ind i det 20. århundrede.

På Fanø havde man også en stor flåde af sejlskibe i 1860´rne som var baseret på fragt mellem Østersøen og Nordsøen. Da den økonomiske krise brød ud i slutningen af 1860´rne sadlede man om og satsede endnu mere på store fragtsejlskibe. De sejlede på langfart til Middelhavet, Nord- og Sydamerika, Afrika og Fjernøsten. Tonnagen på Fanø steg voldsomt frem til midten af 1890´rne, for så inden for 10 år at falde til stort set ingenting.

I Flensborg og Aabenraa blev flåden af sejlskibe udskiftet med dampskibe meget hurtigt fra omkring 1870. "Flensburger Dampschifffahrt-Gesellschaft" blev etableret i 1869 som et rent fragtselskab, og i de følgende år stod det i spidsen for den stærke vækst i dampskibs-tonnagen i byen. Det var fragt mellem Østersøen og Nordsøen der var Flensborg-skibenes hovedforretning. I Aabenraa blev der også frem til Første Verdenskrig opbygget en relativt stor dampskibsflåde, som havde en betydelig del af indtjeningen ved sejlads til Fjernøsten. I Lübeck blev flåden af dampskibe forøget meget kraftigt ved århundredskiftet, da Elbe-Trave-kanalen blev åbnet. Skibene blev hovedsageligt brugt til kanalsejlads.

De forskellige skibs-strategier fik stor betydning i starten af 1900-tallet. Flensborg var vokset til søfartsknudepunkt i Østersøen. Svendborg og Marstal klarede sig forbløffende godt i flere årtier, fordi sejlskibene tjente penge på fragtsejlads mellem New Foundland og den Iberiske halvø. Fanøs betydning som søfartssted forvandt derimod på få år. Tilsvarende var Altona og Blankenese´s betydning som søfartssteder forsvundet ved indgangen til det 20. århundrede.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Fiskeri og søfart
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
lexiconLeksikon