Slesvig-Holsten
Der har historisk set været mange værfter over hele Slesvig-Holsten. Det hænger sammen med, at søfarten har været et vigtigt erhverv gennem mange hundrede år. Og rederne har hele tiden efterspurgt skibe, som i stort omfang er blevet bygget lokalt.
Op til midten af 1800-tallet var det udelukkende sejlskibe af træ, der blev bygget på værfterne i hertugdømmerne. Der var større eller mindre værfter i de fleste byer langs med kysten, og visse steder blev der bygget et anseligt antal sejlskibe. Langs med Østersø-kysten var det især i Flensborg, Eckernförde, Kiel, Neustadt og Lübeck, at der blev bygget mange skibe. Langs Elben og ved Nordsø-kysten var det primært i Altona, Tönning, Husum og på Föhr, at træskibsværfterne var.
Bygningen af sejlskibe kan betragtes som håndværksarbejde. Masse- og serieproduktion var stort set fraværende, selv om der naturligvis var en vis arbejdsdeling og en høj grad af organisering på de største værfter. Det var også først omkring år 1900 eller senere, at der for alvor kom tekniske hjælpemidler som beddingskraner og kraftdrevne maskiner på træskibsværfterne.
Allerede fra midten af 1800-tallet blev der bygget stålskibe flere steder i Slesvig-Holsten. På metalstøberiet Carlshütte i Rendsborg blev der fra 1847 bygget fem små dampere til brug for fabrikken. På Schweffel & Howaldt i Kiel blev der omkring 1848 gjort forsøg med at bygge en metalubåd. I de følgende årtier fik udviklingen af stålskibsværfterne meget stor betydning for industrialiseringen i hertugdømmerne. På kort tid blev det den industri, der beskæftigede flest mennesker i området.
I sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udviklede Kiel, Flensborg og Lübeck sig til at blive skibsværftscentre. En væsentlig del af Tysklands moderne stålskibe blev bygget i disse byer, men der var meget stor forskel på, hvilke skibstyper der blev bygget. I Kiel blev en stor del af skibene bygget til marinen, mens værfterne i Lübeck og Flensborg primært byggede civile fragtskibe.
Georg Howaldt var den første, der startede et egentligt industriværft i Slesvig-Holsten. I 1865 stod han bag grundlæggelsen af et stålskibsværft i Gaarden ved Kiel. To år senere blev det omdannet til Norddeutschen Schiffbau AG, som havde Howaldt som direktør for. Fra 1876 startede han sammen med sine brødre sit eget værft op, og i 1889 blev det omdannet til hans eget Howaldtwerke AG, som siden har været meget kendetegnende for skibsværftsindustrien i Kiel. Norddeutsche Schiffbau AG gik konkurs i 1879 og genopstod som Germaniawerft - fra 1895 Krupp Gemaniawerft. Endelig blev Keiserliche Werft stiftet i 1867 og det byggede skibe til marinen frem til 1920.
Flensburger Schiffbau-Gesellschaft (FSG) blev stiftet i 1872 af en gruppe ledende borgere fra byen. På få år udviklede det sig til at blive byens største arbejdsplads med omkring 2.000 medarbejdere ved århundredskiftet. Værftet byggede næsten udelukkende civile dampskibe af jern, og det var i 1913 det tyske værft ved Østersøen, der byggede flest fragtdampere. Som andre værfter løb FSG ind i alvorlige problemer under den økonomiske krise fra slutningen af 1920´rne. I mere end fire år - fra 1929 til 1934 - lå værftet uvirksomt hen, uden at der blev bygget skibe.
I Lübeck blev "Schiffwerft von Henry Koch AG" stiftet i 1882. Det blev i løbet af et par årtier byens største arbejdsplads med omkring 6.500 medarbejdere i år 1900. Samtidig var værftet på det tidspunkt blandt de ti største tyske værfter. Værftet byggede en lang række forskellige skibstyper, men med en klar overvægt af fragtdampere. Og langt de fleste skibe blev solgt til civilt brug, mens der var relativt få skibe, som blev solgt til marinen. I årene inden det sidste skib blev afleveret i 1930 byggede værftet næsten udelukkende dampfiskeskibe, som blev solgt til tyske fiskere der drev højsø-fiskeri i Nordsøen.
Ud over de stor stålskibsværfter i de tre byer har der været en række mindre nybygnings- og reparationsværfter andre steder i Slesvig-Holsten. Kendetegnende er det, at værfterne alle havde alvorlige problemer under den økonomiske krise fra slutningen af 1920´rne. Og at forholdene blev bedre fra midten af 1930´rne. Både på grund af den generelle økonomiske vækst og fordi marinen igen fik bygget skibe.
