Den nazistiske flåde
Helgoland 1920-45
Efter 1.verdenskrig bestemte Versaillestraktaten, at Helgolands militære anlæg skulle ødelægges. Det indvundne land blev dog skånet, og kaserner og andre bygninger, der kunne bruges civilt, fik lov at blive stående. De underjordiske rum blev lukket med beton.
I en periode kunne fiskeri og turisme fungere som tidligere, men snart blev øen igen forstyrret af militæret. Hitler så nemlig Versaillestraktaten som dybt forsmædelig, og i 1935 var det slut med at respektere forbudet mod Helgolands befæstning.
Efter en – tilsyneladende uskyldig - udbygning af nordstrandens landingsbro og promenade, blev det ødelagte havneområde sat i stand. De underjordiske tunneler og rum blev genåbnet og udvidet. Helgoland vrimlede med arbejdere og konstruktører fra fastlandet. Efter de indledende arbejder startede den egentlige befæstning i 1937. Der blev opstillet langtrækkende kanoner og svære antiluftskytsbatterier med lyskastere og det fornødne pejleudstyr. Underjordisk blev der indrettet kraftværker, værksteder, mandskabsrum og ammunitionsdepoter. I klipperne ud for havneområdet blev der sprængt lagerrum til torpedoer og dybvandsbomber. Havnen blev igen indrettet til torpedo- og ubåde, og snart blev de gamle kaserner fyldt op med en garnison af kystartillerister.
Og nu viste den første forstærkning af nordstranden sig at være en del af det gigantiske Projekt Hummerschere. Helgoland og die Düne - en sandbanke tæt ved Helgoland og et yndet udflugtsmål for turisterne – skulle gøres til en kæmpestor isfri havn, der kunne rumme hele den tyske Nordsøflåde.
Projektet var planlagt til at være færdigt i 1948, men blev indstillet i 41. Angrebet på Rusland og havnebyggerier på den franske Atlanterhavskyst krævede de tyske kræfter. Det år blev flyvepladsen med to landingsbaner gjort færdig, mens arbejdet med de tre ubådsbunkere fortsatte endnu et år. Det var også i 41, der blev indrettet civile beskyttelsesbunkers efter to britiske luftangreb og en kortvarig evakuering af skolebørnene med deres mødre og lærere.
De første krigsvintre var ualmindeligt kolde, og her viste det sig at være en god ide med Helgoland som isfri havn. Ganske vist kunne der forekomme drivis, men ikke nok til at forhindre skibene i at anløbe. Så det blev Helgoland, der trådte til, da Tysklands andre Nordsøhavne isede til. På Helgoland kunne skibene blive forsynet med proviant, brændstof og torpedoer. Helgoland var også udgangspunkt for ubådsaktioner i forbindelse med besættelsen af Danmark og Norge. Men efter man havde fået rådighed over havnene i Skandinavien og senere også i Frankrig, blev Helgoland en mindre betydningsfuld mellemstation, hvor minelæggere, minestrygere og torpedobåde kunne søge ind i dårligt vejr, og når der skulle provianteres.
Kystforsvaret blev der ikke brug for, da de allierede – bortset fra nogle tidlige ubådsangreb – undgik fremstød i Helgolandsbugten, og luftforsvaret havde vekslende succes. Ved det første luftangreb mod Helgoland i december 1939 lykkedes det ikke at nedskyde et eneste af de 21 britiske fly – senere gik det bedre. Men i den sidste del af krigen blev øen regelmæssigt overfløjet af allierede bombefly, som brugte den som pejlingsmærke under deres bombetogter mod de store tyske byer. Nu fløj flyene i en højde, hvor øens antiluftskyts ikke kunne nå dem – til gengæld måtte helgolænderne hver gang søge i beskyttelsesrummene!
Efter de allieredes invasion i Normandiet i 1944 mistede Tyskland adgangen til havnene langs Den engelske Kanal. Nu fik Helgoland igen betydning som samlingspunkt for flåden. Især ubådsbunkeren blev brugt.
Men af størst betydning for Helgoland og dens beboere blev bombardementet kort før krigens afslutning den 18. og 19.april 1945.
