The Big Bang
Helgoland 1945 - 52 Omfattende bombardementer.
Trods Helgolands mange militære anlæg blev øen kun bombet få gange i løbet af 2. Verdenskrig. Men den 18. april 1945 gennemførte ca. 1000 britiske fly et voldsomt bombardement, der efterlod øen nærmest ubeboelig.
Mange har overvejet, om det var nødvendigt at bombe øen så tæt på krigens afslutning, men en frivillig overgivelse var i hvert fald udelukket. En uge forinden havde Helgoland fået status som en fæstning, der skulle forsvares til det sidste. Overtrædelse af ordren ville blive straffet med døden. Og et hemmeligt forsøg på at overgive den fredeligt til englænderne var netop blevet forhindret.
Så englænderne valgte at sætte øen ud af spil ved at bombe den. De mistede tre bombefly, men en invasion ville sikkert have kostet større tab. I stedet blev det helgolænderne, der kom til at bære omkostningerne: en ødelagt ø, adskillige dræbte, evakuering og en usikker fremtid.
Potsdamkonferencen i juli 1945 bestemte, at Tyskland skulle demilitariseres, afnazificeres og demokratiseres. På Helgoland betød kravet om demilitarisering, at de underjordiske militære anlæg skulle ødelægges, og sprængstofferne, der var deponeret i dem, skaffes af vejen. Men øens veje var ødelagte og tunnelvæggene ustabile efter det store bombardement i april, så man opgav den første ide om at hente sprængstoffet op og dumpe det i havet. I stedet skulle det bortsprænges sammen med de militære anlæg. Efter et års forarbejde med at demontere så meget krigsmateriel som muligt, blev yderligere 6,7 tons sprængstof fordelt i gangene. The Big Bang - den største ikke-atomare sprængning, der endnu var set – lykkedes, og demilitariseringen var fuldført. Af øens 50 hektar store overflade gik de 7 ha tabt. Men øens trængsler var ikke ovre.
Det engelske Royal Air Force havde i mellemtiden brugt øen som øvelsesbombemål og ville gerne fortsætte. Den bedst mulige pilotuddannelse krævede træning med ”ægte” bomber og øvelser om natten, hvor målet ikke var synligt. Begge dele krævede en øvelsesplads langt fra beboede områder af sikkerhedshensyn. Eleverne skulle også lære at navigere over havet, og Helgoland, der jo i forvejen var gjort ubeboelig, lå i en passende afstand. Politikerne syntes, det lød rigtigt, og Helgoland fortsatte som engelsk bombemål.
Helgolænderne ville dog gerne hjem. Og selv om deres hjemve var et mindre problem i et Europa med millioner af hjemløse, begyndte man efterhånden også fra officiel tysk side at tale for en tilbagelevering af øen. Men de militære argumenter vejede stadigt tungest: var det måske urimeligt, at Tyskland på denne beskedne måde bidrog til Europas forsvar? Desuden kunne den ødelagte ø ikke bidrage med noget til landets genopbygning, og man ville slet ikke høre tale om nationalt rørstrømske argumenter. Helgoland havde trods alt kun været tysk siden 1890 og var siden da udelukkende blevet misbrugt militært!
Men de engelske politikere kom i tvivl. Anvendelsen af Helgoland som bombemål var måske ikke helt folkeretsligt i orden. Og efterhånden som modsætningsforholdet mellem Sovjet og krigens øvrige sejrherrer voksede, blev det stadigt vigtigere for England at have et godt forhold til det nye Vesttyskland. Bekymringerne voksede, da nogle studenter i 1950 kortvarigt besatte Helgoland for at gøre opmærksom på øboernes situation, og andre truede med at følge efter. Det ville blive besværligt, hvis farvandet omkring øen konstant skulle patruljeres for at sikre, at den var mennesketom under bombningerne. Hvis et andet lige så godt bombemål kunne anvises, var man parat til forhandling.
Den 21. februar 1952 blev Helgoland udsat for det sidste bombardement og frigivet en uge senere. I stedet fortsatte øvelserne på sandbanken Grosse Knechtsand nær Cuxhaven. Her fandt den sidste bombning sted i 1957.
