Dem som ingen spurgte
Helgolænderne – dem, ingen spurgte!
Helgolænderne tilhører gruppen af nordfrisere. Ganske vist har de været under dansk, engelsk eller tysk styre, men de har også haft særlige rettigheder. F.eks. har de haft deres egen frisiske lov, og de har haft deres eget skatte- og afgiftssystem.
Den frisiske identitet har været det faste holdepunkt for helgolænderne, hver gang de blev givet en ny rolle i den europæiske historie. De kunne ikke selv vælge, om de ville høre til Danmark, England eller Tyskland. Eller om de ville være en del af det militære apparat, når Europa tørnede sammen i indbyrdes strid. Men de kunne holde fast i det at være frisere.
Somme tider bragte forandringerne fordele med sig. For eksempel var det en ganske indbringende affære at være engelsk ø under Napoleonskrigene. Andre gange har det skabt alvorlige vanskeligheder; ikke mindst når helgolænderne blev blevet tvunget væk fra øen i forbindelse med krigshandlinger. Som oftest har der været både fordele og ulemper, som helgolænderne så har forsøgt at få det bedste ud af. Og gennem det hele har der hersket et tæt sammenhold på den lille ø langt ude i Nordsøen. Hvordan skulle man ellers kunne forklare, at 9 ud af 10 helgolændere besluttede sig for at vende tilbage, da de midt i 1950´rne fik muligheden efter mere end 10 år i eksil?
Ikke mindst det 20. århundrede har vist, hvor sårbar Helgolands befolkning har været pga. øens placering som grænseland. For øboerne var Helgoland deres hjem og deres arbejdsplads, hvor de kunne leve af fiskeri og turisme. For de tyske ledere var øen en spydspids i landets forsvar og et springbræt for yderligere ekspansion. For Tysklands fjender var den en militær trussel.
I de to oprustningsfaser op mod Første og Anden Verdenskrig blev livet på øen alvorligt forstyrret. De mange arbejdere fra fastlandet, der skulle bistå med befæstningsarbejdet, fyldte godt. De skabte øget omsætning, men de fik også øboerne til at frygte for deres kulturelle egenart. I lange perioder var helgolænderne faktisk i mindretal på deres egen ø! F.eks. opholdt der sig under arbejdet med Projekt Hummerschere i slutningen af 30´rne mellem 7000 og 8000 arbejdere, 800 marineansatte og 1500 marinesoldater. Helgolænderne selv udgjorde mindre end 3000 personer. Øens indtjeningsmuligheder blev også berørt. Ganske vist var der arbejde at få i fæstningsbyggeriet – og efterfølgende når det skulle rives ned igen! - men turismen led skade, når dele af øen blev afspærret af militæret. Desuden blev fiskeriet forringet, når havnebyggeri og inddæmning af land ødelagde hummerfiskeriets fangstpladser.
Det sværeste var dog evakueringerne. Helgolænderne blev tvunget til at tage ophold på fastlandet under Første Verdenskrig, da man regnede med, at øen ville blive angrebet på grund af dens militære rolle. Det betød fire år i eksil og en tilbagevenden til misligholdte og plyndrede hjem efter soldaternes brug og misbrug. Den tildelte erstatning hjalp kun lidt – den var snart ædt op af den galopperende inflation. Efter den oplevelse forsøgte vrede helgolændere at få lagt Helgoland ind under engelsk herredømme, men uden succes.
Efter det store bombardement i april 45 blev de fleste civile øboere igen evakueret, og i maj fulgte resten efter. Der ventede dem en forarmet tilværelse på fastlandet. De blev behandlet som flygtninge på lige fod med hundrede tusinder andre. Da en stor del af fastlandets huse var helt eller delvis ødelagte efter bombardementer, var boligforholdene dårlige. Det samme var fødevarerne, og da helgolænderne var kommet hjemmefra med kun få ejendele, havde de ikke meget at handle med. Og ingen af dem vidste, om de nogensinde igen ville kunne sætte foden på Helgoland.
