v i m u . i n f o
Deutsche version

Helgoland i nyere tid © sdu

For Helgoland har turismen været en væsentlig indtægtskilde, siden den første kuranstalt blev åbnet i 1826. Sådan er det også i dag. Heldigvis har Helgoland sine helt særlige forhold at byde på.

Helgoland i nyere tid.

I 1892 blev der på Helgoland opstillet en statue af den tyske digter Hoffmann von Fallersleben. Han var ellers ikke helgolænder – faktisk besøgte han kun øen tre gange – men han havde gjort øen berømt gennem sine ”Helgolander Lieder” fra 1840. Og berømmelsen gavnede turismen, der – ligesom i dag – var en vigtig indtægtskilde for øboerne. Faktisk havde man allerede i 1826 opført den første kuranstalt. Den tiltrak velhavende høfeber- og astmapatienter, for klippeøens luft er både ren og pollenfri. I øvrigt skrev von Fallersleben sin ”Lied der Deutschen” året efter under endnu et sommerophold på øen. Og den sang endte med at blive nationalhymne for Weimarrepublikken og senere Vesttyskland.

Med øens andre erhvervsmuligheder gik det ned ad bakke. Lodsarbejde havde tidligere haft stor betydning, men forbedrede søkort og fyrtårne i begyndelsen af 1800-tallet havde gjort den funktion stort set overflødig. Fiskeriet – især efter hummer – var blevet forringet under udbygningen af Helgoland og Düne, der havde ødelagt nogle af fangstpladserne. Og efterhånden som fiskebestandene i Tyskebugten generelt blev stadigt mindre, var også fiskeriet blevet et uddøende erhverv.

Til gengæld viste turismen sig levedygtig. For klippeøen derude i havet var så meget anderledes, end hvad man ellers kendte til på fastlandet. Naturinteresserede tog til Helgoland for at studere de ynglende fugle på fuglefjeldet, i den Biologiske Anstalt kunne man stifte bekendtskab med havets dyr i alle størrelser, og den rene luft tiltrak gæster med helbredsproblemer. For badefolket var der sandtangen, die Düne, hvortil man kunne komme med klitfærgen. Oven i købet havde Helgoland – eller rettere die Düne – sin egen flyveplads. Et ganske særligt aktiv var det gamle toldprivilegium, der gjorde det muligt at tilbyde turisterne afgiftsfrie luksusvarer til fordelagtig pris.

Derfor blev det et vigtigt projekt for helgolænderne at få gang i turismen igen, efter at øen var blevet frigivet i 1952. Men det var ikke nogen let opgave. Øen flød med ueksploderede bomber – de såkaldte blindgængere – og de måtte fjernes, før man kunne opføre de nødvendige boliger, og før man kunne invitere turisterne tilbage. Man begyndte med endagsturister til die Düne, og de første overnatninger fandt sted i telte. Men i 1962 blev Helgoland officielt Nordsø-kurbad, og stadigt flere turister fandt vejen til Helgoland. I rekordåret 1971 besøgte 831.000 mennesker øen i en skønsom blanding af endagsturister og overnattende gæster. I mere ”normale” år tager en halv million besøgende turen over havet – til lufts eller til vands – for at opleve de særlige forhold på Helgoland. Men øen mærker også konkurrencen fra de mange andre tilbud, der gives, og de seneste år har vist et fald i turisternes antal. Det bliver hurtigt en ond cirkel: færre turister betyder færre færgeafgange, hvilket betyder færre turister o.s.v. Så Helgoland må som så mange andre udkantsområder kæmpe for sit eksistensgrundlag med stadigt nye ideer og tiltag.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Helgoland
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
bibliographyLiteratur