v i m u . i n f o
Deutsche version

Stormagtsinteresser © sdu

Den nationale konflikt om Slesvig fik også international betydning. Slesvig-Holsten blev politisk og militært støttet af Det tyske Forbund, mens Danmark blev beskyttet af de europæiske stormagter.

Den nationale konflikt i Slesvig-Holsten var en regional konflikt, der samtidig involverede de europæiske stormagter. Det skyldtes flere ting, men mest at krigen kunne forrykke magtbalancen i Europa. Eller sådan blev det i hvert fald udlagt.

Den preussiske konge, Frederik IV, sendte ved angrebet på fæstningen i Rendsburg en meddelelse om, at han bakkede op bag Slesvig-Holsten. Den tyske forbundsdag i Frankfurt godkendte Preussens hjælp til forsvaret af Holsten og anerkendte samtidig den provisoriske regering. Det var baggrunden for, at soldater fra forskellige tyske stater var med i krigen på slesvig-holstensk side.

Ved Treårskrigens udbrud søgte den danske regering at få hjælp hos den engelske regering, men det gav ingen umiddelbare resultater. Samtidig søgte regeringen støtte i Sverige, som først efter det tyske engagement i krigen bakkede op bag Danmark. Den 4. maj 1848 meddelte den svenske Kong Oscar, at han ville stille 15.000 soldater til rådighed for at beskytte kongeriget. Svenskerne var dog ikke indstillet på at blive inddraget i kamphandlinger, men søgte i stedet aktivt at finde en diplomatisk løsning.

Rusland og England bakkede op bag den danske regering, men ville ikke inddrages direkte i krigen. Den russiske zar lagde et kraftigt pres, og truede med at afbryde forbindelserne til Berlin, hvis ikke Preussen trak sine tropper tilbage. Den britiske udenrigsminister, Lord Palmerston, engagerede sig i løbet af sommeren 1848 aktivt for at finde en diplomatisk løsning. Han opstillede den 23. juni et forslag til en våbenstilstand, hvor han blandt andet foreslog en deling af Slesvig i en nordlig og et sydlig del. Senere på sommeren truede Sverige og Rusland med at gå ind i krigen på dansk side. Det var afgørende for at Preussen underskrev våbenhvileaftalen den 26. august 1848 i Malmø.

På mange måder gentog mønsteret med international indblanding sig i 1849. Danmark havde fortsat diplomatisk opbakning fra England, Rusland og Sverige. Det var dog kun, hvis Danmarks eksistens var truet, at den diplomatiske støtte ville udmønte sig i militær opbakning. Det var igen den engelske regering der engagerede sig mest aktivt for at få gennemført en våbenhvile med en efterfølgende fredsaftale.

Den 10. juli 1849 blev der i Berlin underskrevet en våbenhvile, og et år senere - den 2. juli 1950 - blev der indgået en fredsaftale mellem Preussen og Danmark. Medvirkende var, at den liberale opstand i Preussen var slået tilbage af konservative kræfter, der kun lunkent bakkede op bag den slesvig-holstenske sag. I Londonprotokollen fra juli-august erklærede England, Frankrig, Rusland, Østrig og Sverige-Norge, at det danske monarki i sin helhed skulle opretholdes. Det var for at sikre den europæiske ligevægt.

Selv om protokollen ikke angav nogen løsning på Slesvig-problemet, så var det en entydig støtte til Danmark. Preussen blev under trusler tvunget til at trække sig ud af krigen. På den baggrund kunne Danmark i løbet af efteråret 1850 nedkæmpe den slesvig-holstenske hær, uden at andre lande blandede sig i det. Det var dog først, da den preussiske regering i januar 1951 pressede slesvig-holstenerne til at give op, at krigen blev endeligt afsluttet.

Som en del af fredsslutningen blev det bestemt, at Prins Christian af Glücksborg skulle efterfølge den barnløse Frederik VII som regent i Danmark og som hertug i Slesvig-Holsten. Dermed blev augustenborgernes rettigheder underkendt. Til gengæld måtte den danske regering anerkende, at Hertugdømmerne var selvstændige enheder. Slesvig kunne ikke samles med kongeriget. Det punkt blev det store stridspunkt i november 1863, hvor den danske regering valgte at se stort på fredsslutningen og slog Slesvig sammen med Danmark. Det fik Preussen og Østrig til at angribe og krigen i 1864 var en realitet.

Denne historie hører til følgende emneområder:
National konflikt
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
imageBiografier
lexiconLeksikon