v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

København-Bonn-erklæringerne © sdu

København-Bonn Erklæringerne fra 1955 blev en slags "Grænselandets-Grundlov". De har efterhånden fået karakter af rollemodel for andre mindretalsordninger, fordi de har haft stor betydning for den fredelige udvikling, der har været i det dansk-tyske grænseområde.

København-Bonn-erklæringerne omtales ofte som ”Grænselandets Grundlov” eller ”Mindretallenes Magna Charta”. Som det der det seneste halve århundrede har sikret mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen. Erklæringerne bliver i dag vurderet ubetinget positivt af både den danske og tyske regering, og af begge de berørte mindretal. Talrige gange i 1990´rne er de blevet fremhævet som en rollemodel for mindretalsordninger andre steder i Verden.

Erklæringerne blev underskrevet den 29. marts 1955 i Bonn af den danske statsminister, H. C. Hansen, og den tyske forbundskansler, Konrad Adenauer. Det var to forskellige erklæringer med næsten samme indhold. Det hang sammen med, at især den danske regering og Folketinget var imod lave en egentlig traktat. Man var ikke interesseret i at skulle binde sig. Det skyldtes i høj grad, at den danske befolkning var kritisk over for, at der blev givet formelle rettigheder til det tyske mindretal.

I Slesvig-Holsten ønskede man mere bindende løfter til det tyske mindretal i Nordslesvig. Kardinalpunktet var at skaffe garantier for, at de sidste følger af retsopgøret blev afviklet. Fra slesvig-holstensk side ønskede man også, at der blev etableret et dansk-tysk kontaktudvalg på tværs af grænsen. Endelig ønskede man sikkerhed for, at grænsen lå fast. Dette punkt hang sammen med, at der blev agiteret stærkt for at rykket grænsen mod syd i de første år efter krigens afslutning. Til Dannevirke eller måske endda helt til Ejderen.

På dansk side var befolkningen skeptisk over at lave aftaler med Tyskland, der få år tidligere havde været landets hovedfjende. Derfor var det begrænset, hvor langt regeringen kunne gå. På den anden side var der også en interesse i, at det danske mindretal i Sydslesvig blev sikret nogle grundrettigheder. Hovedproblemet var at det var umuligt for mindretallet at blive repræsenteret i Landdagen i Kiel, fordi der var en spærregrænse på 5 %. Det var et dansk krav, at der blev gennemført en dispensationsordning for mindretallet i forhold til denne regel.

I årene forud for underskrivelsen af erklæringerne kom man ikke rigtig videre. De konservative landsregeringer i Slesvig-Holsten under Walter Bertrams og Friedrich Wilhelm Lübkes ledelse førte en decideret chikane-kurs over for det danske mindretal. Omvendt betød dannelsen af Forbundsrepublikken Tyskland, at Danmark og Tyskland i disse år blev nære allierede. Økonomisk steg samhandlen meget kraftigt i løbet af 1950´rne. Politisk var der meget tætte kontakter landene imellem. Sikkerhedspolitisk var det afgørende at Danmark og Tyskland stod sammen, fordi de i Sovjetunionen havde fået en ny fælles fjende.

Det var således i høj grad ændrede nationale og internationale forhold, som fik gang i arbejdet med at lave en ordning for mindretallene. I en periode hvor den kolde krig var tæt på at blive varm, var der simpelt hen ikke plads til, at mindretalsfnidder i Slesvig forsinkede alliancesamarbejdet. Danmark blev medlem af NATO fra starten i 1949, og i 1953-54 var der tydelige stormagtsinteresser i at Vesttyskland blev optaget. Her spillede den danske regering og Folketinget højt spil. På det møde i NATO i oktober 1954, hvor Vesttyskland skulle optages som medlem, udtalte H. C. Hansen, at man fra dansk side regnede med, at det danske mindretal i Sydslesvig fik klaret problemerne med spærregrænsen. Udtalelsen var ikke en dansk betingelse for tysk NATO-medlemskab, men et klart vink om at der måtte gøres noget.

Konrad Adenauer var ikke sen til at tage mindretalsspørgsmålet op. For ham og den vesttyske regering var mindretalsproblemet ligegyldigt i forhold til den betydning det havde, at Forbundsrepublikken kom med i NATO. Han vred armen om på den nye CDU ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Kai-Uwe von Hassel, og lovede den danske statsminister, at man ville finde en positiv løsning på mindretalsspørgsmålet.

København-Bonn Erklæringerne var næsten enslydende, og de blev udstedt samtidigt. De sikrede mindretallene nogle fundamentale rettigheder, herunder at ”Minderheit ist, wer will”. At alle frit kan vælge at tilhøre et af mindretallene, hvis man ønsker det. De har fået stor betydning for afspændingen i grænselandet, og for de fredelige forhold der eksisterer i dag.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Mindretal 1920-1955
Den kolde krig
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
photosFotos og illustrationer
sourceKilder
imageBiografier