v i m u . i n f o
Deutsche version

Det tyske mindretal © sdu

Grænseændringen i 1920 medførte at der var et stort tysk mindretal i Sønderjylland. Målet var at få flyttet grænsen tilbage til Kongeåen, og komme tilbage til Tyskland. Efter Hitlers magtovertagelse steg den nationale spænding voldsomt, og lokale slesvig-holstenske nazister pustede kraftigt til ilden.

Da grænsen blev flyttet i 1920 opstod der et tysk mindretal i Nordslesvig. Det havde 30-35.000 medlemmer og var dermed omkring fire gange større end det danske mindretal i Sydslesvig. Antallet var meget stabilt i årene frem til Anden Verdenskrig. Mindretallets parti – Slesvigsk Parti – fik konstant 14-16 % af de sønderjyske stemmer ved folketingsvalgene. Det sikrede et medlem af Folketinget, som i perioden 1920-39 var pastor Johannes Schmidt fra Vodder.

Mindretallet var spredt ud over hele landsdelen, men med en klar tendens til at der boede flest i de større byer. I Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder stemte henholdsvis 40 %, 50 %, 55 % og 75 % tysk ved afstemningen. Også i mindre byer som Tinglev og Højer var der et massivt tysk flertal. I området ned mod den nye grænse – i den såkaldte ”truede firkant” – var der tysk flertal i mange sogne og mindre byer.

Der var en stor social forskel mellem det tyske og det danske mindretal. De dansksindede i Sydslesvig kom typisk fra samfundets underklasse, mens de tysksindede i Nordslesvig var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byerne var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

Ifølge den danske grundlov havde mindretallet samme rettigheder som andre danske statsborgere. De kunne altså frit oprette deres egne institutioner og modtage offentlig støtte til driften. I løbet af få år blev der bygget skoler, børnehaver, plejehjem etc. over hele landsdelen. Naturligvis især i de områder langs grænsen og i de større byer, hvor der boede flest tysksindede. Fra begyndelsen af 1920´rne blev der oprettet tyske privatskoler med støtte fra Tyskland. De skulle både lære eleverne det tyske sprog og undervise i tysk kultur og sindelag.

Mindretallet anerkendte aldrig den nye dansk-tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke, selv om der i 1923 blev indgået en halvofficiel socialdemokratisk grænseaftale. Kravet om en grænserevision var det altafgørende hovedkrav for de tyske mindretal i alle mellemkrigsårene. Der blev skrevet og talt om ”uretten fra Versailles” som skulle gøres god igen. Omvendt var forholdene i Sønderjylland alt taget i betragtning præget af fredelig sameksistens frem til 1933. Et eksempel er Tønders borgmester, der frem til 1937 tilhørte det tyske mindretal, men som havde et godt samarbejde danske politikere og embedsmænd.

Med Hitlers magtovertagelse ændrede forholdene sig markant i Sønderjylland. Hidtil havde nazismen ikke fænget, men i løbet af kort tid blev mindretallet nazificeret. Fra Slesvig-Holsten råbte et kor af lokale naziledere allerede i marts-april 1933 under Påskeblæsten højt om, at Nordslesvig skulle tilbage til Tyskland. Det vandt i den grad gehør nord for grænsen, og det var den afgørende forudsætning for udbredelsen af nazismen hos mindretallets medlemmer.

Gauleiter Hinrich Lohse og Flensborgs overborgmester Wilhelm Sievers var aktive bag samlingen af forskellige konkurrerende nazistiske grupper i Nordslesvig. Fra 1935 og frem til 1938 blev disse grupper samlet i NSDAP-N med dyrlægen Jens Møller som fører. Han havde lært parolerne, og råbte på talrige folkemøder; ”Wir wollen heim ins Reich!” og ”Führer macht uns Frei”. Møller var inkarneret nazist, og han stillede adskillige gange en snarlig grænseændring i udsigt.

Møllers modstander – pastor Johannes Schmidt – var af den gammelkonservative skole, og ikke overbevist nazist. Mange tysksindede i Nordslesvig begyndte at opfatte ham som en stivstikker fra fortiden, der måtte udskiftes med yngre nazistiske kræfter. Derfor blev Schmidt i 1939 udskiftet som mindretallets medlem af folketinget, og Møller blev valgt ind i stedet.

Folketingsvalget i 1939 var et foreløbigt højdepunkt i den spændte nationale situation i Sønderjylland. Fra dansk side blev den omtalt som ”Den anden afstemning”. Det skyldtes, at Jens Møller kørte hårdt på med at Nordslesvig skulle stemmes tilbage til Riget. Det fik de danske partier til at stå sammen. Valget blev et kæmpe nederlag for mindretallet, fordi man kun opnåede de normale 15 % af stemmerne. Og kun et mandat. Det pauvre resultat var formentlig med til at overbevise Hitler om, at en grænseændring var uaktuel. Den skulle tidligst gennemføres efter en tysk sejr.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Mindretal 1920-1955
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
audioDidaktiske overvejelser
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
videoVideo
bibliographyLitteratur