v i m u . i n f o
Deutsche version

Genforening © sdu

Sønderjylland blev i sommeren 1920 genforenet med Danmark. Det skete efter to afstemninger og et stort politisk spektakel i Danmark og Slesvig. Genforeningen regnes som en af de store begivenheder i det 20. århundredes danmarkshistorie, og den nye dansk-tyske grænse fulgte næsten sprog- og sindelagsgrænsen i Slesvig.

I sommeren 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Det skete efter 56 år under tysk herredømme. Begivenheden var skelsættende i nyere dansk historie, og genforeningen blev fejret i de første mange år over hele Danmark. I dag er det mest er i Sønderjylland at den mindes. Med den nye grænsedragning var der et tysk og et dansk mindretal henholdsvis nord og syd for grænsen. Mindretal som på hver deres måde arbejdede for, at grænsen skulle flyttes længere mod nord eller mod syd.

Da Første Verdenskrig nærmede sig afslutningen, blev grænsespørgsmålet i efteråret 1917 aktuelt. At Tyskland ville tabe krigen begyndte at stå klart, og det bragte den danske regering i et dilemma. Ved at rette henvendelse til den tyske regering ville det måske være muligt at få flyttet grænsen mod syd inden kapitulationen. Men det ville være et brud på den danske neutralitet. Fra England fik regeringen at vide, at man her ville opfatte en sådan grænseaftale som dansk støtte til Tyskland. Derfor forholdt regeringen sig i ro.

Den danske regering ønskede naturligvis, at Sønderjylland skulle tilbage til Danmark. Den ville bare ikke have, at grænsen blev flyttet for langt mod syd. Slagordet for regeringen var "selvbestemmelsesret". Befolkningen skulle bestemme selv, hvor den ønskede at høre til. Det hang sammen med De Fjorten Punkter til en fredsslutning, som USA’s præsident Woodrow Wilson opstillede. Her var folkenes selvbestemmelsesret var et hovedpunkt. Den danske regering ønskede at følge USA i dette krav. Men det var mere vigtigt, at regeringen var bange for igen at få et stort tysk mindretal inden for landets grænser. Sporene fra tiden før 1864 skræmte, og forventningen var at Tyskland igen ville komme ovenpå.

Den danske rigsdag vedtog allerede den 23. oktober 1918 en hemmelig resolution. Det var før krigens afslutning. Der var enighed om, at en grænseændring skulle ske efter princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Hos oppositionen – Venstre og Konservative – var der også overvejende opbakning bag dette synspunkt.

På samme tidspunkt holdt H. P. Hanssen en vigtig tale i den tyske rigsdag. Han slog fast, at Nordslesvig ifølge § 5 i Pragerfreden fra 1866 var sikret ret til en folkeafstemning. Den ret stod han fast på. Han lovede samtidig at de dansksindede sønderjyder, Danmark og Skandinavien stod bag selvbestemmelsesretten. Man ville ikke kræve et større landområde, end der var folkelig opbakning til.

Den danske regering og Hanssen fulgte også efter krigens afslutning denne linie. Til gengæld var der utilfredshed andre steder. Der blev dannet to modbevægelser, som forlangte at en større del af Slesvig skulle med til Danmark. Danevirkebevægelsen krævede, at den nye grænse skulle gå ved Dannevirke-Slien. Den mere moderate Flensborg-bevægelse stillede krav om, at grænsen skulle gå sydom Flensborg, men efter en folkeafstemning.

Efter lange og inderlige diskussioner i Slesvig, Danmark og blandt krigens vindende magter blev det besluttet, at der skulle stemmes i to afstemningszoner på to forskellige tidspunkter. Første zone var Nordslesvig, og den blev afgrænset mod syd af den såkaldte Clausen-linie. Linien svarer næsten til den nuværende landegrænse. Valgdatoen blev sat til den 10. februar 1920, og ved valget stemte omkring 74 % dansk og 26 % tysk. Godt en måned senere – den 14. marts – blev der stemt i den anden zone, der var i Flensborg og de mellemslesvigske sogne lige syd for zone 1. I denne zone stemte 80 % tysk, mens der i Flensborg by var en tysk opbakning på 75 %.

Med afstemningerne var resultatet nogenlunde klart. Ganske vist var der tysk flertal i Tønder, Højer og Tinglev, men samlet var det danske flertal nord for den nye grænse udtalt. Syd for grænsen var resultatet endnu klarere, og især det danske nederlag i Flensborg sved hårdt. I ugerne efter afstemningen opstod der en stærk parlamentarisk krise i Danmark under den såkaldte Påskekrise. Flensborgbevægelsen fik med stor folkelig opbakning Venstre og Konservative til at overveje at kræve Flensborg med til Danmark uanset afstemningsresultatet. Den socialdemokratisk-radikale regering sagde nej, og Kongen valgte at afsætte regeringen.

Da Kong Christian X den 10. juli 1920 red over grænsen ved Christiansfeld var krisen næsten glemt. Men også kun næsten.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Grænser
Mindretal 1920-1955
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
sourceKilder
metainfoForfatterens kommentarer