v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Politik i Slesvig-Holsten © sdu

Slesvig-Holsten gennemgik i de første år som preussisk provins en forvaltningsmæssig revolution. Den blev sat i værk fra Preussen og styret fra oven. Der var et stort behov for reformer, og der blev gennemført en række demokratiske tiltag. Andre dele trak i en meget konservativ og retning.

Da Slesvig-Holsten i 1867 blev en preussisk provins var der hårdt brug for reformer. Der var et utal af gamle love og regler, der ikke havde fulgt med udviklingen i den danske helstat. I løbet af kort tid blev forvaltningen og retssystemet i hertugdømmerne reformeret og moderniseret efter preussisk mønster. Samtidig blev der indført liberale rettigheder som nærings-, bevægelses-, forsamlings- og pressefrihed.

I de første år efter den preussiske overtagelse gennemgik Slesvig-Holsten meget markante og meget hurtige forandringer. Ja, der var i virkeligheden tale om ”en revolution fra oven”. Det var de preussiske magthavere omkring kongen og kansleren, der gennemførte omvæltningen. Selv om store dele af befolkningen i provinsen var kritiske eller direkte modvillige mod reformerne, så blev de gennemført uden opstande og voldelige protester. Det hang blandt andet sammen med, at der var økonomisk fremgang, og at de preussiske myndigheder i de første år førte en forholdsvis liberal kurs. Det hang også sammen med, at retssystemet blev lagt fuldstændigt om, så godsejernes rettigheder som dømmende myndighed blev fjernet.

Den øverste ansvarlige for forvaltningen i Slesvig-Holsten var overpræsidenten. Han var kongeligt udpeget, og repræsenterede den højeste statsmagt i provinsen. På den måde gik forvaltningssager mellem Slesvig-Holsten og Berlin over overpræsidentens kontor. Det gav ham meget stor indflydelse på, hvad der skete i provinsen, og han var en nøglefigur i implementeringen af den preussiske forvaltning.

Selvforvaltning var et vigtigt princip i de reformer, der blev gennemført. Det gjaldt både i de nye Landkreise, i landkommunerne og i byerne. Landkreisene var afgørende i den preussiske forvaltning, og blev ledet af en kongeligt udnævnt Landrat. Kredsene tog sig af behandlingen af sindssyge, fængselsvæsenet, brandkasserne, vejvæsenet og grundforbedringsarbejder. Der blev valgt et kredsråd, som havde nogen indflydelse på kredsenes finanser og på valget af embedsmænd.

I 1867 blev der gennemført en Landkommuneordning – Landgemeindeordnung – og i 1869 en Bykommuneordning – Städteordnung. Landkommunerne fik status som selvstændige politiske enheder, og de varetog vigtige opgaver vedrørende fattighjælp og vej- og skolevæsen. De små landkommuner havde ret til at udpege en ulønnet kommuneforvalter, mens de lidt større kommuner kunne vælge en repræsentation. Byerne havde samme opgaver som landkommunerne, og her blev borgermesteren, magistraten og borgerrepræsentationen valgt af borgerne.

Med selvforvaltningen havde befolkningen nogen indflydelse. Samtidig var systemet mere fleksibelt end det preussiske bureaukrati har haft ord for at være. Når preussisk forvaltning alligevel løbende blev gennemført, hang det i høj grad sammen med, at embedsmændene blev flyttet rundt mellem de forskellige preussiske provinser. I løbet af nogle år blev embedsmændene i Slesvig-Holsten derfor skiftet ud.

Der blev fra starten indført tre års preussisk værnepligt, ligesom der skulle betales skat til Preussen. Det var forpligtelser som få var begejstrede for, men især de dansksindede slesvigere var imod. Mange af dem valgte at flytte til Danmark – at optere – mens andre emigrerede til USA.

Den preussiske stat – og fra 1871 den tyske – var ikke demokratisk i nutidig forstand. Selv om der blev indført almindelig valgret til mænd over 25 år – men ikke for kvinder – så tilgodeså valgreglerne i høj grad samfundets elite. Adelen var stærkt overrepræsenteret i de valgte forsamlinger, og de fattigste fik meget ringe indflydelse. Valgreglerne i andre vesteuropæiske lande på den tid – herunder Danmark – tilgodeså også samfundets top, men den preussiske ”junkerstat” var i en klasse for sig på dette punkt.

Samtidig havde kejseren den afgørende magt, og sammen med kansleren – som han selv udpegede – kunne han regere næsten uden om Rigsdagen. Det skal sammenholdes med, at selv om den preussiske forfatning som nævnt sikrede liberale frihedsrettigheder, så satte myndighederne i lange perioder presse-, forsamlings- og foreningsfriheden ud af kraft. Det gik især ud over de dansksindede og socialdemokraterne.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Monarkier
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
lexiconLeksikon
sourceKilder
bibliographyLitteratur