v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Kejserkult og kongetroskab © sdu

Monarkierne i Danmark og Tyskland fik i løbet af den sidste halvdel af det 19. århundrede meget forskellige roller. I Tyskland blev Wilhelm I en landsfader, som blev brugt til at samle nationen. I Danmark var kongens popularitet vigende.

I årene efter krigen i 1864 udviklede Slesvig-Holsten og Danmark sig meget forskelligt. Hertugdømmerne blev indlemmet i Preussen og fra 1871 i det forenede Tyskland. Dermed var de en del af Europas nye stormagt. Danmark havde fået store klø i krigen og var nu uden diskussion en småstat, der måtte styre uden om stormagtskonflikterne. Det betød, at Tyskland var det altafgørende punkt i dansk udenrigspolitik gennem de næste 100 år.

Den danske konge, Christian IX, stod svagt i billedet efter tabet af Slesvig-Holsten. Han blev bebrejdet nederlaget, og mange mente at han ikke gjorde nok for Nordslesvig og de dansksindede slesvigere. Han blev også betragtet som en slags skabstysker, fordi hans brødre havde deltaget i krigen på preussisk side. Endelig repræsenterede han noget gammeldags og reaktionært.

Opfattelsen af Wilhelm I var meget anderledes. Efter den tyske sejr over Frankrig i 1870 var han mere end nogen anden sejrherren. Selv om alle vidste, at det i virkeligheden var Otto von Bismarck der kørte løbet, så var det Wilhelm der blev kejser i det forenede Tyskland. Der blev hurtigt sat skik på det forvaltningsmæssige rod i Slesvig-Holsten, og han vandt en vis respekt for de liberalt orienterede reformer, der blev gennemført.

”Hvad udad tabes, må indad vindes”. Det var Enrico Dalgas motto i kampen for at få opdyrket den jyske hede i årtierne efter nederlaget i 1864. Mere generelt blev det knyttet til den nationale genopbygning i Danmark. Mottoet var også centralt i forbindelse med opfattelsen af, at hele befolkningens potentiale skulle udnyttes og udvikles.

I Slesvig-Holsten blev der gjort meget for, at befolkningen kom til at føle sig som tyskere og som en del af det tyske rige. I det stykke var kejserens person vigtig. Der blev opbygget en kejser-kult, og overalt blev der opstillet statuer og byster af Wilhelm. Ofte i militær udrustning og til hest. Wilhelm blev den erfarne landsfader og statsmand. Militarisme var en vigtig del af den tyske nationalisme i Hertugdømmerne som i Tyskland generelt. I 1914 var der således dannet 886 soldaterforeninger med omkring 79.000 medlemmer i Slesvig-Holsten. Her var ”Kameradschaft” et nøglebegreb, og der blev afholdt store militærparader med march, sang og fanevisning på kejserens fødselsdag og på årsdagene for de tyske sejre.

I Danmark blev Christian IX aldrig særlig populær, men efterhånden mere respekteret. Han støttede Højre i forfatningskampen mod Venstre, og det smittede af på bøndernes og arbejdernes syn på kongen. Traditionelt var befolkningen på landet kongetro, men da han støttede den politiske fjende, gik det ud over deres støtte til monarken. Billedet ændrede sig noget, da Frederik VIII blev konge i 1906, fordi han var erklæret tilhænger af parlamentarismen. Problemet var bare, at hans regeringstid blev meget kort. Da Christian X i 1912 tog over fik man igen en regent med et noget vanskeligt forhold til folkestyret.

Kejser-kulten blev promoveret på en række måder. Alle embedsmænd skulle aflægge kejser-ed, og pressen blev straffet, hvis der blev skrevet noget fornærmende mod majestæten. I skolen var kejseren i centrum for den tysk-nationale påvirkning, og der var billeder af ham og den kejserlige familie på væggene. Kejseren blev spændt for den nationalistiske vogn, især i den gamle kejsers tid.

Wilhelm I´s søn, Friedrich, nåede kun at være kejser i 99 dage i 1888. Derfor var det barnebarnet der overtog rollen som kejser under navnet Wilhelm II. Med ham i spidsen falmede kejser-glorien, og hans egenrådige stil skabte mange fjender. Både indenfor og udenfor landets grænser.

Kejserkulten står i skærende kontrast til nationalismen i Danmark. Her kom folkelighed og de folkelige bevægelser efterhånden til at stå som ”det typisk danske”. Grundtvig og folkehøjskolerne har siden på det nærmeste været indbegrebet af den danske nation. Den demokratiske betydning af andels- og arbejderbevægelsen har suppleret dette billede. Monarkernes placering har derimod været langt mere nedtonet.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Monarkier
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer

sourceKilder
quotesCitater
imageBiografier