v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Fra mytteri til revolution © izrg

Hvad der skete i Kiel i de første novemberdage i 1918.

Wilhelmshaven i slutningen af oktober 1918: på den tyske flådes skibe verserede rygter om, at man var ved at forberede et sidste søslag - skønt krigens afslutning var til at øjne. Marinens ledelse efterstræbte flådens ærefulde undergang. Nogle skibsbesætninger ville ikke acceptere dette og opfordrede med flyveblade til protester. Flådeledelsen reagerede ved at skille skibene fra hinanden og beordre flådens 3. eskadre, der bestod af seks skibe med over 5.000 mands besætning, til Kiel. Allerede på vejen dertil i Kielerkanalen natten mellem den 31. oktober og den 1. november lod flådens ledelse 47 matroser - angiveligt oprørsledere - arrestere. De blev indsat i arresthuse i Kiel.

Den 1. novembers aften i Kiel forløb kun med begrænset dramatik: 250 matroser samledes i fagforeningshuset. De krævede deres fængslede kammerater løsladt, og de diskuterede, hvordan de kunne forhindre eskadren i igen at stå til søs. Den næste dag ville de holde et nyt møde. Andet skete der ikke. Men rygtet herom spredte sig gennem den lokale arbejderbevægelse til andre matroser, og også til officererne, som den næste dag forbød de, der gik i land, at besøge fagforeningshuset.

Om aftenen den 2. november samledes matroserne i det fri; næsten 600 mødtes på Eksercerpladsen i Viehburger-skoven for at kræve de indsatte matroser løsladt. Det var overvejende matroser fra 3. eskadre, men også medlemmer af Landmarinen (marinere med infanteriopgaver) og enkelte USPD-tillidsfolk. For første gang kom nogle af de protesterende også med politiske krav. Allerede samme nat fremstillede USPD-funktionærerne flyveblade, der opfordrede Kiels arbejdere til at støtte protesterne.

Situationen spidsede til om aftenen den 3. november: flere end 5.000 mennesker - matroser såvel som civile - ankom til Eksercerpladsen for at udtrykke deres krav om fred og frihed. Et demonstrationsoptog drog mod Feldstraße for at befri de indespærrede kammerater. Men én af de sidste troppeenheder, der stadigt var loyale mod flådeledelsen - en uddannelsesenhed - følte sig trængt op i en krog og skød: syv mennesker døde, og 29 blev såret. Kort tid forinden havde viceadmiral Wilhelm Souchon - guvernøren, som i krigstilfælde havde den øverste magt - telegrafisk anmodet marinens højeste myndighed om hjælp.

Den følgende dag tilsluttede lokale marineafdelinger og de store værfters mandskaber sig protesten. De strejkede. Souchon modtog en delegation af oprørere, som udover frigivelsen af matroserne krævede kejserens afgang og indførelse af almindelig valgret. Det var revolutionære krav! Om aftenen ankom en delegation fra Berlin - under stor jubel fra de revolutionære. Delegationen bestod af statssekretær og venstreliberalt rigsdagsmedlem Conrad Haußmann og (M)SPD-medlemmet Gustav Noske. Ham havde matroserne tillid til: som repræsentant for den fredsforberedende regering og SPD´s forsvarsekspert. Om aftenen blev der forhandlet, og oprørerne gentog og strammede deres krav. Men delegationen fra Berlin havde ikke myndighed til at afgøre så store spørgsmål. Samtidigt blev revolutionens første soldaterråd stiftet og vedtog med de "14 Kieler Punkten" sit program, hvor de politiske krav var domineret af forhold, der vedrørte soldaternes dagligdag. Soldaterrådet besad revolutionær magt, men en klar vision om fremtiden eksisterede ikke.

Dagen efter forløb kaotisk: der var sammenstød, og ved forskellige skudepisoder mistede ti mennesker livet. Prins Heinrich - kejserens bror og øverstkommanderende for Østersøtropperne - som indtil da havde opholdt sig uantastet i det oprørske Kiel, besluttede sig for at flygte i en bil, der var camoufleret med røde flag. Han blev dog genkendt, og ved et skyderi mistede en soldat livet, men prinsen kunne fortsætte sin flugt. Guvernøren blev derimod kortvarigt arresteret af vagter fra soldaterrådet. På skibene fjernede matroserne rigs-krigsflaget og hejste den røde fane. Kiels arbejdere gik i generalstrejke. Om morgenen dannedes Kiels Arbejderråd, hvor centrale flertalssocialdemokrater under ledelse af Gustav Garbe (MSPD) slog tonen an.

Den 6. november vedtog marinens ledelse på egen hånd en nedkæmpning. Men de manglede tropper, og intet skete. Magten i Kiel lå i hænderne på de to råd, men alligevel forblev de gamle magthavere - guvernøren såvel som overborgmesteren og hans forvaltning - i deres embeder. Rådene begrænsede sig til at kontrollere forvaltningen gennem forhandlinger og princippet om sideordnede borgerrepræsentanter. Til sidst satte Noske sig selv i spidsen for de revolutionære soldater; han lod sig udnævne til leder af soldaterrådet, som han bagefter sammensatte på ny. De revolutionære stolede på ham, og de gamle magthavere accepterede ham. Dette soldaterråd havde intet program, men handlede først og fremmest med henblik på at opretholde den offentlige orden.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Revolution 1818-1920
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
audioDidaktiske overvejelser
audioTillægsmateriale
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
audio Audio
sourceKilder
quotesCitater
imageBiografier
lexiconLeksikon
bibliographyLitteratur